Min hæklenål føler sig ensom lige nu. Har kun selskab af en træt og gammel kone, der bander over alle de ender, hun mangler at hæfte.
Bare det var strikkeklub-aften i aften.
Savner jer, tøzer!
Tag "glæde"
Første – og vigtigste – anmeldelse i hus; nemlig lektørudtalelsen (udarbejdet af Dansk Bibliotekscenter). Denne sendes nu rundt til landets biblioteker, som vil bruge den til at vurdere, om KEMOLAND skal købes hjem til bogsamlingen.
Til min glæde finder jeg fine ord som “skarphed og humor” i beskrivelsen af bogen, som slutter af med en dejlig kommentar om, at det ikke er muligt at støve andre tilsvarende titler op, som går så tæt på.
Har læst et sted, at kun 25% af alle nye bøger anmeldes, så jeg er mega tilfreds og stolt!
Med en sådan lektørudtalelse i baghånden kunne de årlige bibliotekspenge måske ligefrem gå hen og dække en pølse på torvet. Eller to.
Hep, for en fremragende’ idé – den må jeg altså lige dele med jer:
Mette er beklædningsformgiver og har taget initiativ til indsamling af hjemmelavede julegaver til indlagte børn på Odense Børneafdeling. Sidste år nåede hun op på hele 220 af slagsen!
Koordineringen foregår via hendes blog, hvor du kan læse mere om projektet og kriterierne for at deltage samt følge indsamlingen gave for gave.
Han er sørme god af sig i dag, ham Postmand Per. Men man skal da også ha’ lov til at blive lidt ekstra forkælet, når nu storesøster er i legegruppe efter skole og hele aftenen med …
@ Tante Tine: TAK for indsatsen!!!
Gode nyheder fra dagens stuegang på Riget:
Nu kun 0,03 % leukæmi tilbage i knoglemarven, viser grundig analyse af tirsdagens biopsi!
Tårerne triller, og solen titter frem mellem træerne på stien til sommerskuret.
Må man være glad, når man er ked af det? hedder en børnebog om sorg, som jeg stødte på for et halvt års tid siden. Titlen beskriver meget præcist de tanker, jeg fik, da pakkeposten kom med min KEMOLAND:
1. Hurra – jeg er blevet forfatter 
2. Øv – skulle min lille Ella virkelig få leukæmi, før jeg blev forfatter 
Men jeg tillod mig at feste. Midt i det blæsende efterår svingede min forkølede og febrile søster kort forbi med bagværk og hentede sit eksemplar. Terrassen dannede ramme om første bogsignering, fordi Lines bacciller under ingen omstændigheder måtte viderebringes – men hvor var det egentligt skønt at sidde udenfor med varm kaffe & te. Vi ringede og inviterede vores mor over til hygge, og hun blev og sludrede, efter at en hostende og spruttende Line var kørt hjem under dynerne igen.
Et par timer senere solgte jeg mit første eksemplar i Noras SFO til en mor, der havde rede penge på sig. Hermed er KEMOLAND skudt igang.
Wiiiii!
At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det, der smerter,
og kærligheden er og bli’r
og hvad end hele verden si’r
så har den vore hjerter.
Tekst: Jens Rosendal
Hvornår har jeg sidst danset med Anders? tænker jeg, mens gæsterne hvirvler omkring os i teltet på Teglværksskoven. Vi står bare ganske stille og vipper lidt til live-musikken med armene om hinanden. Pigerne sover trygt hos bedsterne på bed & breakfast et par gader væk, mens vi lige fester et par timer endnu.
Jeg har trukket nitten som chauffør og derfor kun sporadisk smagt på vinmenuen – men er dejligt afslappet ikke desto mindre. Lover mig selv at skære ned på de alkoholiske drikke fra nu af. Tiden er inde til at mærke livet igen. Det gør ikke så ondt mere. Er til at bære.
Tror jeg.
Blev spurgt af fætter & viv, om jeg ville tage et par fotos i løbet af dagen. Ja da; kan umuligt blive andet end fine med de fremragende rammer, motiver og vejrudsigter. Smiler tilfreds for mig selv, da jeg suser rundt og knipser løs. Indfanger i alt 516 stk.
Snapshots af en helt ny begyndelse.
Min lille EltuBeltu! Moster Lines smukke prinsessebuket vidner om, at det var en glædens dag i går. Trods alt.
I går blev du født påny ♥
Nora bokser Ella i maven, og jeg skælder ud og smækker med døren. Møgunger! Møgmand! Møgmorgen! Jeg sagde MØG!!! Mormor ankommer og forsøger med lidt mægling, men jeg er sur og tvær.
Og ked.
I dag skal vi nemlig sige farvel til Ellas institution, Børnehuset Siv, som har været vores faste holdepunkt i Kemoland. Min krop kan ikke rumme alle følelserne, så de brager ud i hovedet på min stakkels familie: Åh, kan ikke vente med at lægge det hele bag mig. Jo, kan sagtens vente med at lægge det hele bag mig. Kan, kan ikke, kan, kan ikke. Arghhhhh!!!
Gudskelov er vi tre familier, der lukkes ud i friheden i dag. Vores store smertelige farvel udvandes i postyret, og mine kram bliver i dag kun hurtige og overfladiske. Er bange for at dvæle ved sorgen og glæden. Så vil jeg gå helt i stykker foran dem alle og må fejes op med kost og blad. Og det går jo ikke an …
Tre mødre til tre raske børn shopper is, vafler og maregens til eftermiddags-arrangementet i spisestuen, der er pyntet med flagranker i dagens anledning. Mormor sætter Nora og Ella til bords og fylder deres tallerkener fra buffeen. Anders og jeg sidder og sidder
Festen er slut, og det er tid til at drage hjemad. Farvel til Siv, som fra nu af lever videre uden os, goddag til en nydiagnosticeret leukæmipige, der havde første dag i dag, og på gensyn til mormor, der ta’r forbi en veninde i nabolaget.
Vi henter bilen fra værksted (motor intakt så ingen monster-regning efter uheldet, pyh) og indtager middagen på McDonalds. Ja, McDonalds!!! Tænk engang: Pigernes drøm om at skulle indenfor på burgerbaren, når lillesøster en gang blev afisoleret, er gået i opfyldelse. Her har Ella aldrig været før. Hun suser fra legelandets snotunger ud til sit Happy Meal – og så helt uden at vaske hænder!!! Ush, hvor den OCD-ramte mor her stresser: Hvor er mine spritservietter? Og føj, hvor er bordet også klistret – karkludene skiftes garanteret kun én gang om dagen.
Noget af en prøvelse, det her. Der venter os en hård tid. Men også en dejlig tid. Håber jeg. Et nyt liv i friheden som en helt almindelig familie.
Næsten.
Om under to uger siger vi farvel til Siv, og Ella af-isoleres for første gang i 2 1/2 år.
Selv om legepladsen og pølsevognen nok stadig vil få besøg af os, åbnes nu op for et væld af ekstra muligheder såsom butikker og indendørs forlystelser. Skønt og skræmmende på samme tid. Men det er vel bare et spørgsmål om vane?
… en uventet buket!
Så føles det alligevel som sommer, selv om det vælter ned udenfor.
Hvor er det altså nogle smukke blomster, søde svigere – håber de holder længe endnu.
Er det i øvrigt ikke et godt foto? Udmærket klaret af min iPhone, selv om den kun er en 4′er, hva?
Har lige brug for at drømme mig hen til mit paradis oven på sådan en tårerperser… G’nat!
Erhm, det der med at vække fødselaren med levende lys og flag går ikke helt efter planen, når man har en lille prut, der står op, før f***** får morgentøfler på.
Men pyt med det! Nora og Ella leger på værelset, og da de gamle forældre får kæmpet sig op, hopper hun i seng igen – parat til at modtage det syngende fødselsdags-optog.
Af Ella får hun et lyserødt smykkeskrin med musik og dansende ballerina. Lillesøster har imidlertid lidt svært ved at give det fra sig, men storesøster smiler overbærende. Hun kigger nemlig lige ud på en ny hvid 24”-cykel i gårdhaven, da vi beder hende trække stuegardinet fra. Og den må da også lige beundres.
Tillykke, store/lille NoraFlora – vi elsker dig så højt!
