“Skrid ud af mit værelse, Mor – UD!”
Var endelig ved at døse hen ved 04-tiden, da Ella lossede mig på hoften med sin lille tykke fod. Vågner et par timer senere ved, at hun kærligt aer min kind: “Jeg er sulten!” Bravo – her har tøsen nægtet at indtage føde det meste af ugen, og lige netop i dag, hvor hun skal fastende i narkose, vil hun ha’ mad.
Holder hende hen med Teletubbi på min iPhone og håber, vi snart kommer ned som planlagt.
Intet ringere end fire kvinder kitler sig på ude i mellemgangen til dagens stuegang. Gisp – hvad sker der? Dårligt nyt??? Nå, det er stuegangslæge, gæstelæge fra andet hospital, sygeplejerske samt føl (i.e. stud.)
“Tror du, hun klarer det?” spørger jeg og kigger overlægen direkte ind i øjnene.
Hun skeler til siden: “Jeg tror, hun får den rigtige behandling.” “Men tror du selv inderst inde på det?”, presser jeg. “Jeg tror på, det kommer hende til gavn, at tilbagefaldet lå så sent efter afsluttet behandling.” Giver ikke op: “Nu kigger du altså væk, når jeg spørger – fuldstændigt ligesom din kollega ved sidste stuegang …” Lægen smiler og runder af.
Kan huske prognosen sidste gang freakede mig ud til at begynde med men derefter var en hjælp. Hellere den barske sandhed her og nu – så kan man forholde sig til den og starte sorgprocessen. Uvished er noget møg. Men måske aner lægerne simpelthen ikke en disse om Ellas overlevelses-chancer?
Tidsplanen skred tre timer og et kvarter – sur og tvær Puttepige køres til o.p, hvor triple intraspinal kemo, næsesug, anlæggelse af sonde og kæmpestor Harry-dukke venter. Nå, de tre vira, der har givet opkast og tyndskid er på vej retur, og hun brækker sig overraskende ikke efter opvågning men hiver øjeblikkelig slangen ud af næsen, så nu skal hun bare ha’ det tabte kilo på igen ad naturlig vej. Og håret af. De der lange totter overalt på bluser og hovedpuder er til at få spat af.
Beder Anders medbringe saks og trimmer ved vagtskifte …
