Arkiv
Tag "uld"

Lille fordel ved at Ellas behandling foregår på Østerbro: Næsten lige over for Riget ligger Husflid – en helt fantastisk hobby/krea-butik, som jeg bare elsker at snuse rundt i!

Her er retro for alle pengene i form af sjove og skæve bånd, stofrester, knapper, papir og uldgarn i pang-farver.

Er nået ved vejs ende med mit hæklede uldtæppe – og afslutter med frisk merino-kant i grøn.

Grøn som håbet …

Så blev man da dét klogere!

Har nu snart hæklet en meters penge på min merino-plaid og spekulerer – i meditativ tilstand – over de forskellige uldtyper og deres varierende bllødhed. Har en mistanke om, at mit extra-fine materiale-valg er lidt vel luksuriøs ift. brugen.

Tvivler derfor en smule på, at det færdige resultat havner i sommerskuret …

Man googler sig et par uldne definitioner:

Alpaka Fra alpaka-lama
Angora Fra angora-kanin
Kashmir Fra kashmir-ged
Merino Fra merino-får
Mohair Fra angora-ged
Vikunja Fra vikunja-lama

Derudover er der et hav af informationer om underracerne, hvor i verden og hvor højt i landskabet, dyrene lever, samt antallet af de naturlige farvenuancer, deres uld findes i.

Uldens finhed bestemmes øjensynlig ud fra fibrenes diameter og måles i microns. Forstår det umiddelbart sådan, at jo højere micron-tal des grovere fibre og hermed højere kradse-faktor. Hvor ulden hører til på skalaen – fra ultrafine til strong – afhænger i øvrigt også af dyrenes alder, helbred og madvaner.

Nøj, en hel videnskab … Mit uld ligger i den lækre lave micron-ende, men det havde jeg regnet ud, he!

Nogen si’r: “Is i glasset og ikke i maven.” Jeg si’r: “Både og!”

Vandt Lauritz.com-hammerslaget på vidunderlig Børge Mogensen køjeseng ved at vente til to minutter i lukketid og så slå til.

Den er – med sine gammeldags mål – perfekt til mit lille sommerskur. Ankommer allerede på tirsdag. Wiii!

Tanker om indretning af soveafdeling omfatter igangværende krea-projekt (opstartet til skurstrik): Plaid i bølgehækling af 100% ekstra-fin italiensk merino-uld. Har planer om en meget grøn afslutningskant. Opskriften er inspireret af Familiejournalens babytæppe.

Overvejer det som et sengekast til overkøjen på mit designer-kup. Hvis ellers skur-musen holder aftalen og fortsat ikke bider i tekstilerne deroppe i lyngen …

Eja et godt koncept. Måske starten på en tradition?

Den lokale krea/sladre-klub er draget til sommerskuret med strik & drik i bagagen. Regnen er netop stilnet af ved ankomst, og inden længe sidder vi alle fem på terrassen i det grønne med kølige sjusser og garn galore.

Som aftenen/natten skrider frem, finder jeg opskrift-på-dejlig-hæklet-uld-plaid-i-bølget-zig-zag-mønster mere og mere kryptisk og når at pille fem gange op, inden en rar sjæl kommer mig til undsætning (dagen efter, vel at mærke…)

Tak, kære strikkeduller, for en fremragende weekend i fremragende selskab!

Færdig med endnu et hækleprojekt. Holder så absolut ikke Familie Journalen, men deres online nørkle-site er super. Faldt over denne retro-ish poncho-opskrift og fiskede fluks en gang uld-tweed op fra mit stash under den gamle daybed i køkkenet. Fantastisk materiale – reflekterer lidt over ordets oprindelse. Wikipedia er min ven:

The original name of the cloth (tweed) was tweel, Scots for twill, it being woven in a twilled rather than a plain pattern. A traditional story has the name coming about almost by chance. About 1830, a London merchant received a letter from a Hawick firm about some tweels. The London merchant misinterpreted the handwriting, understanding it to be a trade-name taken from the river Tweed that flows through the Scottish Borders textile area. Subsequently the goods were advertised as Tweed, and the name has remained ever since.

Der foreslås dobbelt-tråd, og det hæklede jeg også med, da én bliver for slasket. Men den er dog blevet lidt mere kompakt og tæt end den på opskrifts-fotoet – men skøn at have på og bliver god til efterår/vinter. Hækler måske endnu én i lidt lysere farver og lettere garn til de kølige sommeraftner. Forsøgte mig med frynser, men så gik der for meget ryatæppe i den – måske næste projekt bedre kan bære dem. Har nemlig lige lært en ny frynse-teknik…

Sikke en gedigen møgdag!

Vågnede her til morgen op til hård og ubarmhjertig besked på Facebook om, at lægerne har opgivet en lille trold i vores internationale netværk, som nu er sendt hjem for at dø. Tilbagefald har resulteret i en knoglemarv med over 90% leukæmiceller.

Prøver at skubbe de dystre tanker i baggrunden og fortsætter filte-aktiviteterne fra gårdagens syaften med de andre unger og forældre oppe i SIV. Anders ringer, netop som de kulørte påskeæg begynder at tage form (opskrift nedenfor) – han er også berørt af nyheden. Tårene triller ned af mine kinder. Jeg lægger på og suser ud på toilettet for at tørre øjnene. Pædagogerne smiler kærligt til mig. Pyh!

Nå, men det blev da til et par fine filte-sager, og vi pakker os sammen og ud i bilen efter en gang eftermiddagsfrugt.

Fuck! Handikap-transport-kassevogn har blokeret for vores bil, og – uanset kreativ 20-punkts-vending – kommer jeg ikke forbi. Men får i stedet smadret et blomsterbed med omkransende betonfliser. Great!

Nå, endelig kommer der assistance, og en super-sød far dirigerer mig sikkert og roligt ud på vejen. Ella hyler og skriger, for hun er træt og sur over den lange ventetid, og da vi endelig er på vej, ringer min redaktør: Hun synes grafikerens forside-forslag til Kemoland er fremragende og forstår ikke, at jeg får det fysisk dårligt af farvesammensætningen. Vi er i tidsnød og skal finde et kompromis snart. Øv!

Og øv igen…

Filtede påskeæg: Karteuld, éngangs-skum-vaskeklud, shampo og vand.

Shampo i balje i varmt vand. Del ulden i ca 20 stykker à ca 0,5 x 20 cm. Spred hvert enkelt stykke, så det bliver fladt og helt gennemsigtigt. Fold vaskekluden til lille oval bold. Læg nu filten stramt omkring. Husk at skifte fibrenes retninger, så filter det bedre. Hold fast rundt om ægget og læg hånden i baljen. Svup sæbevand ind i ægget. Op af vandet og masser/udglat nu ægget (10-15 minutter), til filten skrumper omkring. Husk: Ingen folder – det skal nok selv krympe, hvis du er tålmodig…

Ophænges i tynd uldtråd, mønstret bånd eller lægges i kurv/vase. Broder evt. på ægget.

Tarmskylning og gamle flammer; strikkemadullerne rundede lige verdenssituationen.

Og halløjsa, noget lækkert garn! Et medlem af vores eksklusive klub kreerer tørklæde til datteren af det – så det er altså ikke kun til strømper… Kan købes hos Tante Grøn eller Rok & uld i Roskilde.

Jeg vil osse til Island!!! Vores sy-coach’s mor har købt dette helt fremragende garn til ingen penge, og se lige hvor lækkert et tæppe, det kan ende med at blive. Syaftnerne i Børnehuset Siv er ikke kun hyggelige men meget inspirerende. Flere af dem, tak!

I går aftes ankom min sending fra Adlibris. Foruden en skøn sommerhusbog havde jeg bestilt tre strikkebøger – den ene om teknikken dominostrik, som jeg først opdagede for ganske nylig.

Har allerede strikke-opslået maskerne til et par varme uldtøfler – og om lidt, når Ella sover sin middagslur, går det løs!

Hmmmmm, hun kan vist ikke helt beslutte sig for at sove – får lov at ligge og putte i stuen.

1. stk færdigtudviklet julehjerte i uld med træperle og lædersnor – lige til juletræet, pakken eller skrivebordslampen på arbejdet. Her er brugt pind 4 og uldgarn.

Hæklet hjerte: 4 lm, 3 dstm i 1. lm, 3 st i 1. lm, 1 lm, 1 dstm i 1. lm (og nu kører vi baglæns og modsat), 1 lm, 3 dstm, 3 stm, 3 lm, samles med km i 1. lm.

Som supplement til min måske forvirrede vejledning kan ses video-tutorial hos Little Birdie Secret.

Under produktudviklingen af julehjerter til sfo’ens julebazar fremkom disse af tyk uld hæklet på pind 8. Det var så hyggelig en syssel, at der blev en hel stak – efterfølgende sat på pilekvist opdelt af træperler (sidstnævnte skulle dog lige bores lidt ud i hullerne for at passe).

Jeg nedfælder opskriften, når jeg finder den rigtige model.

De virker endnu, de der gamle udklip, som man i sin tid blev inspireret af. Denne her vil jeg da helt klart strikke mig… engang.

Valkede vanter – mit første forsøg på fem pinde (!), og christ, hvor den der tommelfingerkile lige skal trænes…

Valkede vanter: 2 ngl. 100% naturuld à 100g (str. onesize – strækkes i facon). Slå 52 masker op på 4 pinde nr. 6 (strik med den 5. pind). Strik 11 cm. ret (= glatstrik). Tag jævnt ind til 43 masker. Strik til arbejdet måler 21 cm. Strik kile til tommelfinger: Tag en maske ud i hver af to masker ved siden af hinanden i starten af runden. Strik videre og tag ud igen, når du når til masken før 1. udtag og i samme maske som 2. udtag. Dernæst igen i masken før 1. udtag og 4. og så fremdeles, til der er 14 masker i kilen:

Maske nr. 8——1 (4. runde)
Maske nr. 6—–1 (3. runde)
Maske nr. 4—1 (2. runde)
Maske nr. 2-1 (1. runde)

Sæt de 21 masker på hver side af kilen i hvil på hver sin pind og strik selve tommelfingeren: Slå 2 masker op i start og slut af runden (= 18 masker) og strik 6 cm. Strik 2 masker sammen på næste runde. Strik en alm. runde. Strik 2 masker sammen på næste og sidste runde. Bryd garnet, træk enden igennem de sidste masker, træk sammen og hæft. Strik de 21 x 2 masker fra hvil og start med at strikke 4 masker op fra tommelfingeren, der hvor du tog ud i starten af kilen (= 46 masker). Strik til vanten måler 46 cm. Tag jævnt ind 3 x 9 masker på de næste 4 runder (= 26 masker), som lukkes af. Sy toppen af vanten sammen med maskesting. Strik en vante til.

Vanterne valkes: Vaskes i vaskemaskine ved 40 grader kort vask (alm. vaskepulver sammen med 3 hoppebolde eller tøj i lignende farver – vanterne kan smitte af). Mens de er våde trækkes/hives de i facon (prøv dem på mens de er våde for at få den perfekte str.)

NB. Hvis man bruger regnbuegarn, så husk at begynde i den samme ende ved begge vanter – ellers bliver mønstret ikke ens. (De ukorante fik min søster…)

Former sig dejligt efter fødderne allerede efter et par timer – men måske lige lovligt varme her i vores lille velisolerede hus?