Den lokale genbrugs har netop åbnet for salg af sine +40 kasser julepynt. Hvor absolut fabelagtigt:

Fuldstændigt ligesom sidste november går jeg derfra med en kurvfuld skønne vintage/retro-sager. Til næsten ingen penge!

Trænger også til lidt adspredelse. Har de seneste dage siddet begravet i papirarbejde. Noch einmal. Suk.

Kommunen har nemlig pludselig – omend med et lille bestemt puf fra Ankestyrelsen – fundet ud af, at de da vist nok havde lige lovlig travlt med at inddrage min pasningsorlov. For hov: Mor her var jo rent faktisk berettiget til fortsat udbetaling af tabt arbejdsfortjeneste under BÅDE datters indkøring OG egen afvikling. Hvilke to perioder perioder ikke (og vi gentager IKKE) kan ligge samtidigt. Som Serviceloven jo tilskriver.

Og som undertegnede jo forsøgte at bruge sine ikke-eksisterende kræfter på at tegne & fortælle for sagsbehandlerne sidste år. Under nederdrægtigt og ydmygende møde i klaustrofobisk glasbur på rådhuset.

Seks års kommunalt tovtrækkeri er gået ind i sin afsluttende fase. I går aftes blev lang og detaljeret klage over vores samlede sagsbehandlingsforløb sendt afsted til borgmesteren, og i dag er jeg et fladmast græskar. Energiforladt, træt og rimeligt meget til rotterne. Det har været hårdt som bare fanden at gennemgå flere hundreder breve og mails fra den værste tid i vores liv. Gennemleve mareridtet.

“Du lyder vred, Dorte”, vil min terapeut helt sikkert sige, når jeg ridser status op. Og hun vil have fuldstændigt ret. Jeg har dog brug for denne afrunding. Et sidste forsøg på at gøre en forskel. For mig selv – og for alle jer andre, der lige nu sidder med et sygt barn i armene.

Det kan være, jeg når i mål med min klagesang. Åbner et par øjne og giver inspiration til ændrede procedurer. Måske ikke. Men så ved jeg med mig selv, at jeg i hvert fald har prøvet.

Før jeg rejser fra Kemoland.