Frozen, fed og færdig

Brrr. Tredje dag på kælkebakken. Jeg erkender, at tiden er inde til indkøb af uldent undertøj (eller en spandfuld Havana Club til toddy) hvis jeg skal overleve skituren til Norge. Jo, den er god nok. Familien er blevet tildelt endnu en ferie – denne gang af vores skønne patientforening FCB. Men der er et par måneder til, og her i Kemoland ta’r vi én ting ad gangen. Først skal vil lige over fastelavn.

“Jeg vil være Elsa fra Frozen”, dikterer Ella på hjemvejen. Nora vil gerne klædes ud som humlebi og jubler, da vi finder frem til den helt rigtige (og super-billige!) kostume på eBay. Sammen under dynen. Med uldsokker på.

Det er straks lidt sværere at ramme plet med Ellas dragt: “For kort, for lang, for lyseblå, for mørkeblå, for meget strut, for lidt strut!!!”. Vi beslutter i fællesskab at transformere en af hendes utallige Askepot-kjoler. Drysse lidt iskrystaller over, svinge tryllestaven – eller noget. Med eller uden magi kræver det vist alligevel en lille tur til Stof & Stil – men det skal nok blive sjovt.

Og er hun med ved symaskinen, øges chancerne for kundetilfredshed gevaldigt …

Sneen kommer og går. Knitrende frost den ene dag, sjap og søle den næste. Brrr igen. Er glad på ungernes vegne, men gad godt hoppe lige over i sommer og klipklappere. Hvis det ikke lige var for alle familiens vinter-fødselsdage, som jo også er meget rare …

Rundede 40 i forgårs. Svigerne har annonceret begivenheden i såvel lokale som landsdækkende medier.

“Ih, hvor ser du altså godt ud, Dodde”, udbryder min mor, da hun slår op på annoncen. Jovist, fotoet er også 10 år gammelt; fra dengang Nora lå og boblede i min mave. I tidernes morgen. Så ukompliceret livet var.

Savner ukompliceret.

8 kommentarer
  1. Fastelavns-tøzer | Kemoland says: 15. februar 201520:05

    [...] alligevel til et eBay-Elsa-kostume, da Ella ville alligevel ikke ofre en af sine Askepot-kjoler på projektet. Men denne yndige tutu kunne jeg nok alligevel ikke have gjort efter – fuldstændigt [...]

  2. Dorte says: 3. februar 201421:47

    Tak Lene – men det er lige netop eBay, vi kiggede på, hvor Ella bare ikke kunne stilles tilfreds. Næh, Mor her må til symaskinen …

  3. Marion (farmors søster) says: 3. februar 201414:03

    Det glæder mig meget på jeres vegne, at I får mulighed for en vinterferie i Norge. Tillykke med det! Jeg skal hilse fra husbond og sige, at det ikke blæser så meget i Norge som hernede i lavlandet.
    Derfor føles det ofte ikke så koldt som her, og luften er anderledes. Han har flere gange taget til Norge med forkølelse, men så snart han når Oslo, er forkølelsen pst væk :-)
    Desuden bliver børn så dejligt trætte efter en hel dag i sneen :-)

  4. Jette Backmann Grubert says: 2. februar 201423:19

    Sidder her og smiler af Ella på kælkebakken, hvor er hun da sød. Og stort tillykke med de 40, kære Dorte, håber du havde en rigtig dejlig dag. Mange hilsner herfra

  5. Marion says: 2. februar 201422:24

    Dejligt i begynder tackling leve normalt :-)

  6. Maria says: 2. februar 201422:00

    ‘Det er mig der styrer OK. Så kan du bære min kælk :)
    Gotta love her!

  7. Lene says: 2. februar 201421:43

    Hej,søg på ebay.com på Elsa frozen costume.Der er mange.

  8. Mette Weber says: 2. februar 201421:43

    den er god den med du kan bære min kælk …. dejligt at se hende live Kh Mette

Kommenter indlægget