Arkiv
Tag "afsked"

Tiden er inde. I dag tager jeg afsked.

1001 blogindlæg blev det til. 1001 nats beretninger om tro, håb og kærlighed. Lykke, ulykke.

“Jo tak, det går da fremad”, siger jeg, når nogen spørger. For det gør det. Men det kræver tilvænning. At have det godt.

Sorgen har været min ven så uendeligt længe, min tro følgesvend. Givet mig tryghed og stabilitet på den øde ø derude i oceanet.

Fortællingerne holdt mig i live. Udgjorde selve livet. Til tider. Men de fængsler mig også. Og nu vil jeg gerne fri.

Mere end 150.000 læsere har fulgt mig på vej. Hver eneste måned tygget sig igennem over 30.000 siders jammer og klage. 1.6 mio visninger.

Vanskelige tal at forholde sig til …

For mig er I dog ikke tal. I er mine kammerater. I var her for mig, når mit eget netværk fik nok og måtte trække sig. Og ja, det hændte. For det kræver styrke og mod at lytte og rumme. År ud og år ind.

Jeg løsner fodlænken. Rejser mig – og rejser væk. Fra eventyret. Fra mareridtet. Ud i verden, afsted. Det er slut.

Mon slutningen bliver begyndelsen – på en helt almindelig tilværelse? Happy ending?

Ordene forsvinder ikke. Min pen har fået liv, og jeg vil altid skrive.

Men jeg stopper her.

Tak til læger og sygeplejersker, der har kæmpet for Ella. Tak til forlag, filmselskab og journalister, der har bakket op om historien. Tak til jer læsere for dyngevis af søde ord og gaver. Og til alle mine kære. Fordi I er her endnu.

Kys til de familier, der stadig kæmper; hold ud! Kys til de små engle, der ikke klarede det så langt; I vil altid være i mit hjerte ..

Farvel Kemoland, farvel.

Tirsdag, Ordrup Kirke
Livets afslutning. Smukke Schubert-strofer om kunst og kærlighed sender en far, en bror, en søn afsted herfra. I eftermiddagsblæsten. Lyserødt uldsjal gør hverken fra eller til. Foråret er sat på pause.

Onsdag, Rigshospitalet
Livets begyndelse. En lille ny hjælpes til verden lige foran elevatoren i Opgang 4. For næsen af mig og min datter. Sådan! Ella vil gerne vide, om det blev en dreng eller en pige. Hun håber på en pige.

09.00 Blodprøver (5002)
09.20 Lungefunktionsus. (5003)
10.30 Røntgen (3024)
11.30 Dexa-scanning (4011)
12.30 Øjenlæge (2061)
13.30 Lægesamtale (5002)

Sten, papir, saks. Tidsfordriv i forhallens proppede cafeteria imellem aftalerne. Guffer fars friskbagte rugbrød, deler en cola. Jeg sprittede ikke bordet af, før vi satte os. Kun hænderne.

Orienteringsløb. Seks poster = seks gaver. Og ømme fødder. “Kom så – fart på, Mor!” To-års-kontrol. To år efter familiens genfødsel. Foreløbige prøvesvar: Fred & idyl – kontrol igen i 2016.

2016!

 

Familien flytter hjem. Pakker 120 flyttelæs i pose og sæk og afleverer nøglen til et rengjort Ronald McDonald-værelse sammen med en indsamling, der nåede at runde hele 20.000 kr. på kun ganske få uger. Med hjælp fra jer, dejlige læsere!

Må dette hjertevarme værested bestå. Finder sjældent større kærlighed, rummelighed, fællesskab, livsglæde, kampgeist end her. Større sorg.

Nu tilbage til Roskilde. Kongebyen.

Om afdelingen akut stod og skulle bruge sengestuen til anden patient, eller det rent faktisk var en del af lægernes plan forud for dagens stuegang, vides ikke med sikkerhed. Ét står imidlertid klart:

Ella er udskrevet.

Udstyret med krise-manual og -penicillin sendes hun ud i friheden. Eller så semi-friheden da om ikke andet … Farvel til hæmatologer og andet godtfolk. Der vinkes.

Og det var så det.

Fem måneder skulle der gå, før kemoens livsfarlige bivirkninger aftog og Ellas knoglemarv makkede ret. Fem måneder på jordomrejse.

Fem måneder i helvede.

Flag i indkørslen, proppen af champagnen, to gråhårede forældre skyller dagens status ned, to trætte søstre mundhugges over valg af godnatfilm. Solen står lavt her til aften; markisen hjælper ikke en disse.

Dyb indånding. Luften helt ned i maven.

Skål.

Nu er det en uge siden, vi fik Ella tilbage fra De Halvdødes Rige.

Stedet hvor man ikke helt ved, om man hopper på trampolin i sommerhushaven eller får bengynmastik af fysioterapeuten i sengen. Om man er ved at kløjs i sin spaghetti på Piazza Navona eller har et respiratorrør i halsen på Rigshospitalets Intensiv-afdeling.

Jeg har sagt farvel til min lille pige mere end en gang over de sidste par måneder. Har nået af føle den dybe sorg – sammen med en snært af lettelse – når kriserne indtrådte. Mærket ekstasen – sammen med den tunge velkendte byrde – når hun alligevel kæmpede sig igennem natten med livet i behold. Mod alle odds.

Ella er hos os igen. Med sit frække smil, iltre temperament og store ordforråd.

Jeg kan ikke lade være med at kysse hende. Sludre med hende. Kigge ind i hendes stjerneøjne. “La’ nu vær’!”, siger hun og beder om endnu et slag billedlotteri.

Hver formiddag fisker Nora en fødselsdagsgave til Ella frem fra gemmerne. Vi aner ikke, hvem der har givet hvad, for alle kortene blev forbyttet under haste-intubationen på selve dagen. Men på trods af det – og på trods af at Ella endnu ikke har kræfter i armene til selv at pakke ud – er hun lykkelig over hver og en.

Og for det ikke skal være løgn, har Ella sågar guffet lidt af sin fødselsdagslagkage, som Nora bad os fryse ned, til Lillesøster vågnede igen. For “man må altså ikke spise hele lagkagen, når den, der har fødselsdag, er for træt til at smage.”

Sidder her på en grå hospitalsgang og tuder.

Dagen i dag her på afdelingen har budt på så meget smerte og sorg – og så få lyspunkter – at jeg er kommet i havsnød.

SOS – Stue 16 på vej ned med flaget; kom fluks med redningskransen!

Har siden i morges fulgt en lille bange families opdateringer på Facebook. De frygter, at deres datters leukæmi er vendt tilbage – ligesom Ellas. Er i dette øjeblik indlogeret på Odense Universitetshospital og afventer dommen.

Jeg kender jeres smerte, kære venner. Har ikke meget andet at sige. Men tankerne går til jer alle.

Og søens folk.

Meget apro pos dukker ex-prinsesse Alexandra pludselig op før frokost. Puf – ud af det blå! Læser eventyr for immunsvæklingene i fælleskøkkenet. Jeg inviterer hende gladeligt til at tage plads i den røde sofa, hvor jeg hænger ud med min datter. “Skrid væk!”, vrisser Ella og sparker arrigt ud efter hoffet. Erhm, pardon på ungens vegne. Suser ned efter en KEMOLAND og forærer grevinden et signeret eksemplar som plaster på såret. Hun tager hjerteligt imod bogen – glæder sig til at læse den.

Ella vil sove middagslur. For slukket lys og nedrullede persienner. Og mig? Hvordan skal jeg så lige få øje på maskerne i mit japanske uldstrikkeøj??? “Couldn’t care less – skrid ud af mit værelse Mor!”

Forvist til den hårde træbænk et par gemakker væk. Strikker lidt, suser ned efter sur kaffe, strikker lidt mere.

Aften. Menuen står på kartoffelmos med kødsovs. Sidstnævnte iblandet sirup, for at børnene ikke skal lægge mærke til paprikaen. Hm. Ella trues til et par mundfulde: “Du bliver nødt til at spise. Tre dage uden mad går ikke – så må vi altså lægge en sonde!” Den fatter ungen og tager en bid, mens hun kigger ondt på mig fra klapvognens dyb.

En far kæmper samme kamp med sin datter, der netop er blevet multihandikappet for en stund, da hendes tumor pludselig sprang læk. Jeg betragter mor til yndig lille purk. Hun savner sin nyfødte, som hun – helt imod al natur – må forlade for at passe sin cyste-befængte ældste. Han har det nu ellers godt og tusser omkring. Bukker sig ned efter lidt julepynt. Dryp! Blodet pibler frem fra det nye operationsar. Moren bryder grædende sammen og forlader maden og os.

Jeg har fået nok og vender tilbage til stuen. I seng med Ella – vi springer badet over i dag; hun er helt smadret. Effektiv kemorunde, denne her, må man sige. Nat nat, min Skattepige. Og ja ja – jeg kender min plads. Tilbage på bænken.

Ikke helt så ringe endda at sidde herude, trods alt. Falder i snak med reflekterende mor til syg teenager. Vi afbrydes af et par rødrandede øjne og en hulken. Dårligt nyt: Lille fire-årig med det skønneste opvakte blik responderer ikke på kemoen som håbet. Familien har lige fået besked. Hans mor knuger en varmepose ind mod sig: “Jeg havde det på fornemmelsen”, siger hun og tørrer en tåre væk.

Ok. Så er tiden inde til at dykke ned i Kokken Kenneths hemmelige vin-stash. Men oddsene er dårlige, for hele hans lager er brutalt nedlagt af seneste LEAN-proces, og flaskerne pst borte. Smiler til rask storebror, der sidder mutters alene hernede. Jeg indvier ham i mine skumle planer, og han fortæller mig, at han også kunne bruge et glas. Hvis han ellers var gammel nok til at drikke. For hans bror ligger for døden lidt længere henne af gangen. Kemoen er taget ned; ikke mere at gøre. Andet end at overdynge ham med julegaver. Hvilket denne mest kærlige og omsorgsfulde knægt så gør.

Sidder altså som sagt her på en grå hospitalsgang og tuder. Overvejer hvordan jeg skal komme igennem natten. Er godt klar over, at jeg uden tvivl også selv har delt et par ødelagte nætter ud over årene. Fik for nyligt at vide, at Ellas tilbagefald og min rapkæftede sniksnak om situationen har sendt en anden leukæmi-mor til krisepsykolog. Sådan er vilkårene herinde i Helvedes forgård. Jeg ved det.

Har det bare så skidt her til aften. Er så uendeligt trist.

Hvor er livet dog ondt.

Ellas feber er faldet her til aften. Hun ligger og klynker lidt her ved siden af mig – drømmer vist noget farligt. Det har også været en begivenhedsrig dag, for hele familien var inviteret til Farmors fødselsdagsselskab, og Ella fik bevilget lille orlov i dagens anledning. Hvis hun returnerede til sengestuen senest kl. 20. Nora & Far planlagde overnatning hos bedsterne.

Rar dag – dyttede frejdigt i hornet, da Ella og jeg satte kurs mod Riget.

“Min Faaaaar”, græd Ella, “jeg vil se min Far igen!”

Hun tiggede mig om at vende bilen og tage ham og Nora med. Forsøgte at trøste, mens jeg spejdede efter tilkørslen til motorvejen. Kørte forkert = omvej tværs gennem byen. Først da jeg holdt ind i rabatten og fiskede Moster Lines Playmobil-kalender-prinsesse frem fra bagagerummet, faldt hun til ro.

Sådan har Ella aldrig før reageret ved indlæggelse. Minder om adskillelses-sorgen efter aflevering i børnehaven (de få uger, hun nåede at gå der). Hvor gør det ondt. Hun ønsker jo bare en samlet familie. Ligesom jeg.

 

Kl. 06.40: Taxaen ringer på.

Farvel, min elskede lille pige, vi ses om et par dage.

Savner dig allerede …

“Se Far, der er stjerner!”

Ella peger mod en mørk oktoberhimmel, da hun trisser ned til taxaen med Bamse i hånden. Jeg lukker døren i og tuder til mig selv i garderobespejlet.

Pulsen var kommet op på 140 og feberen stigende. Det blev til én enkelt overnatning hjemme i Roskilde, så måtte hun atter indlægges.

“Pis”, mumler jeg, mens jeg rydder op i stuen, hvor Ella har tilbragt det meste af dagen på sofaen med tæpper og puder. I badeværelset, hvor Ella fik sit aftensbad, mens hun rystede over hele sin kræftramte krop. I køkkenet, hvor Ellas service står ganske urørt, fordi hun endnu en gang kastede op, netop som hun skulle til at sætte sig til bords med os andre.

Hendes ansigt er på få dage blevet gammelt og sygt at se på: Hvid og stram omkring munden, smalle fortrukne læber. Rød under øjnene, halvlukkede låg. Gusten i huden – pånær omkring hendes nyligt anlagte venekateter, hvor operationen har efterladt blå mærker og gult operationssprit. Håret er dødt og uglet; om en uges tid begynder det at falde af.

Et hemmeligt sted dybt inde i mig har jeg allerede sagt farvel til min lille pige.

Det er hårdt at erkende men sandt. Jeg forsøger skam ikke at beskytte mig selv ved at forestille mig det værste – følger såmænd bare mine instinkter. Og de siger, at det ikke kommer til at gå denne gang. Tror ikke mere. Har jeg mon nogensinde gjort det?