Jawohl – budskabet står skam soleklart:
1. Ingen snak med personale om KEMOLAND på afd. 5054
2. Ingen reklame for KEMOLAND på afd. 5054
3. Intet salg af KEMOLAND på afd. 5054
Må jeg nu forlade mødelokalet og vende tilbage til mit ulykkelige kræftramte barn – jeg skal nemlig lige nå at klippe hende skaldet inden sengetid?
Sidder her på hummeret og føler mig ensom over min rodfrugtesuppe. Tænker på gårsdagens workshop-frokost serveret af kok, kostvejleder og sundhedskonsulent Anita som lille præsentation af hendes nye bog Rimelig Rå, der – spækket med fede fotos – handler om:
… moderne og sunde madvaner, hverdagsmad med rawfood, næringsrigtig energimad og klimavenlig mad. Det er mad, du finder i naturen, økologisk kød, gode mælkeprodukter og ikke mindst superfood, som er fødevarer med ekstra stor koncentration af næringsstoffer. Alle ingredienser til opskrifterne i bogen kan fås i almindelige velassorterede supermarkeder.
Smagte overraskende fantastisk og virker ikke spor avanceret, når man bladrer i bogen. Umiddelbart er snittearbejdet måske det mest ressource-krævende. Men det kan man da få ungerne til, eller hva’?
Kedeligt kedeligt kedeligt kedeligt kedeligt kedeligt kedeligt kedeligt kedeligt kedeligt kedeligt kedeligt kedeligt kedeligt kedeligt kedeligt kedeligt kedeligt kedeligt kedeligt kedeligt kedeligt kedeligt kedeligt kedeligt kedeligt kedeligt kedeligt kedeligt kedeligt. Kedeligt at være isoleret!
Ella gider ikke spise. Mor forsøger ihærdigt med kartoffelmos, fagilité-kage & creme fraiche, milkshake, ostehaps, is m/ vingummi-pind og varm kakao. Ender med at konsumere det hele selv. Får mavepine.
Hun piveklynker men peger pludselig på Niller Pilfinger-plakaten, som selveste forfatteren forærede mig tidligere i dag til workshop på forlaget. Finder fluks MacBook frem og YouTuber højtlæsning af første del. Tøsen er fuldstændigt opslugt af fortællingen, da computeren løber tør for strøm. Stikket hjælper ikke på situationen. Hm.
Jeg ta’r mig sammen og får hende ud i det daglige bad. Fæstner iPad på puslepude og smækker ungen på badetaburet med håndklæde. Det lægger en lille dæmper på hysteriet over Mors overgreb ved aftenstide. Tilbage på sengestuen fikser vi Panodil, Vogalene og tandbørstning. Konstaterer, at Pigelil i processen har tabt sin ene hjemmesko. Må kigge efter den senere.
Ella ligger i sengen og rækker mig den ene tot hår efter den anden: “Ta’ den, Mor – den er dum og irriterende!” De tabte lokker gør mig ikke specielt trist – de føjes bare til den store klump af sorg, jeg i forvejen bærer rundt på. Gør hverken fra eller til … Hun vender sig om på siden og lukker øjnene i. Nat nat.
Hopper selv i seng og fisker romanen frem. Åhr, nu er pæren i sengelampen sprunget. Ringer efter udskiftning & latte. Den findes ikke, og latten er slatten (det rimer). Dropper læsningen og gør i stedet klar til at sove. Trykker på fjernbetjeningen til sengeryggen. Intet sker. For pokker – er der da for fanden ingenting der virker, her på det her gamle skodhospital??? Jeg kan sgu’ da ikke sidde og læse uden lys. Eller sove oprejst. Pis!
Det viser sig, at strømmen i panelerne på samtlige sengestuer er gået – løsning findes i morgen. Indtil da bugserer sygeplejersken og jeg min seng over til modsatte væg (Ella brokker højlydt over postyret) og kobler ledningen til en kontakt, der virker. Sengen lægges ned og køres tilbage. Sådan. Og godnat! Sikrer mig lige, at livreddende udstyr ikke påvirkes af strømafbrydelsen. Ok.
Nb. Hvis der er nogen af jer på afdelingen, der har set Ellas lille Kvickly-hjemmesko på badeværelse eller gang – så sig lige til til! Vi kommer til at savne den.
Hvis hun nogensinde kommer på benene igen …
Må man være glad, når man er ked af det? hedder en børnebog om sorg, som jeg stødte på for et halvt års tid siden. Titlen beskriver meget præcist de tanker, jeg fik, da pakkeposten kom med min KEMOLAND:
1. Hurra – jeg er blevet forfatter 
2. Øv – skulle min lille Ella virkelig få leukæmi, før jeg blev forfatter 
Men jeg tillod mig at feste. Midt i det blæsende efterår svingede min forkølede og febrile søster kort forbi med bagværk og hentede sit eksemplar. Terrassen dannede ramme om første bogsignering, fordi Lines bacciller under ingen omstændigheder måtte viderebringes – men hvor var det egentligt skønt at sidde udenfor med varm kaffe & te. Vi ringede og inviterede vores mor over til hygge, og hun blev og sludrede, efter at en hostende og spruttende Line var kørt hjem under dynerne igen.
Et par timer senere solgte jeg mit første eksemplar i Noras SFO til en mor, der havde rede penge på sig. Hermed er KEMOLAND skudt igang.
Wiiiii!
Wiiiii – der kun et par timer til, at jeg holder min bog i hånden – og så er jeg sgu’ blevet forfatter! Det må vel være at betragte som en af de gaver, jeg kan tage med mig fra Kemoland?
Når man er på besøg i det land, hvor der er dødsfald, sygdom og katastrofer, så skal man have en gave, som man skal tage med sig derfra. Man skal have en gave, fordi fortvivlelsen, sjælerystelsen og angsten har været så overvældende. Det er tilværelsens retfærdighed, at man skal have mulighed for at få en gave, når den nødvendige smerte har været stor, når man har arbejdet hårdt for at kunne magte sin tragedie, bekæmpe sin angst og finde ny energi og ny mening i det forandrede liv.
Marianne Davidsen-Nielsen, Blandt løver
Absolut-helt-sikkert-allersidste korrektur af prøvetrykket sker mellem sludder og kaffe hos dejlige Tine i hendes vidunderlige nye Charlottenlund-lejlighed.
Sådan!
Ja ja, der er måske lidt for meget sort læsning her på bloggen for tiden …
Så her kommer lige et opmuntrende bogtip om sidste års udgivelse Til de nysgerrige, som jeg selv overvejer at købe til min otte-årige pige, der efterhånden stiller lige lovlig mange naturvidenskablige spørgsmål til forældrene.
Skulle efter sigende være en af de bedste børnebøger om sex på markedet pt., og den lyder da også fin, idet den – ifølge Politiken – fjerner fokus fra forplantning og fokuserer på nydelse, skæve bryster og kropsbehåring.
God fornøjelse!
Dejlig dag i sommerhusland. Elsker elsker elsker vores skur (tror sågar selv manden også så småt er ved at vænne sig til omgivelserne …).
Pakkede hurtigt lidt skiftetøj og afsted til Paradiset. En kurvfuld røde blommetomater ventede os heroppe i kapilærkassen samt et par lyserøde prinsesseglas fra genboen. Ungerne tæskede rundt i skoven med dukker i trækvogn, mens Anders fik løst Sudoku og jeg læst i min roman til litteraturklubben. Tog senere et slag Kalaha med Nora. Og besluttet mig for at udskyde græsslåningen til i morgen …
Ahhh – heroppe virker alt mere overkommeligt. Selv gårsdagens chokerende dødsfald kommer lidt på afstand.
Lidt.
Ja ja, jeg ved det godt …
Der har været stille her på bloggen i over en uge. Helt stille! Og det er ikke fordi, jeg og så min MacBook har holdt fri – tværtimod.
Sideløbende med korrekturlæsning af prøvetryk nr. 1. har den stået på børnehaveindkøring af datter nr. 2. Kemoland er endelig sendt tilbage til forlaget med mine rettelser – så nu kører det! Ella er netop hentet fra institution – så nu står det stille!
Trolden kan selvfølgelig godt mærke, at jeg har været fraværende de sidste dage, så hun klæber sig til mig og spenderer størstedelen af tiden herhjemme på mit skød. Alt går i stå, og jeg sidder i sofaen – som i de gode gamle amme-dage – og stirrer ud i luften, mens ungen får sig en lille velfortjent lur.
Men hjernen kværner: Fik jeg nu rettet alle kommaerne? Skulle skriften ikke være større? Er der nok termer med i minilexet?
Kan blive ved med at ændre i teksten, men på et tidspunkt må man sige stop. Én af pointerne ved min dagbog er jo netop, at fortællingen er så autentisk og uscensureret, som den er – men de, der kender mig, ved, hvor meget bare den mindste grammatiske uregelmæssighed støder mit øje 
Anyway, forsiden er på plads, manus så godt som, og forudbestilling på Saxo i vinkel.
Pyh!
Tænk at have et sygt barn i ti år!!! Jeg er sgu’ ved at gå ned med flaget her efter blot 2 1/2 …
Har lige afsluttet en god fortælling leveret af Tv-journalist Karin Mørch, der beskriver sin datter Ilyas sygdomsforløb.
Hendes ældste datter fik som 6-årig fik konstateret ti kavernøse hæman-giomer i hjernen – knuder som ikke er ondartede, men som kan vokse eller begynde at bløde og på den måde forårsage hjerneskade.
Endnu en gang sidder jeg tilbage med en følelse af, at – uanset forskelle i omstændigheder og personligheder, så er der PRÆCIST det samme følelsesregister og udfordringer, vi gennemlever.
Helt klart endnu en bog at blive klogere af; på boglisten med den!
Stolt af min store Nora, som har taget logo-opgaven meget seriøst: “Skal det være med store eller små bogstaver, og hvor tyk skal stregen være?”
Efter en ti forsøgs penge leverer hun et meget koncentreret pletskud, som både hun og jeg med det samme vælger som KEMOLANDs forside-tekst. Hun er glad, kan jeg mærke, “for det er jo også lidt min bog, ik’ Mor?”
Printe klippe klistre.
Det er hårdt. Hårdere end jeg umiddelbart havde troet …
Omslaget hos Nautilus’ grafiker (mit gamle forlag) var så godt som på plads, da ejeren pludselig besluttede sig for at stille træskoene. Det tager en rum tid, inden advokaten, der varetager boet, kan overdrage mig rettighederne, så – for at overholde tidsplanerne – må INDBLIK (mit nye forlag) og jeg begynde helt forfra.
Det skal stadig være en mosaik, er vi enige om. Fragmenter af en kemokur, som giver indblik i livet med en kræftramt baby. Denne gang står jeg selv for en stor del af designet, og selvom det er mega-monster-hårdt at udvælge kun 78 snapshots ud af de mange, vi tog, er det intet imod de knuder i maven, det giver at bladre igennem iPhotos gengivelse af tiden Kemoland.
Ush! Frygter når jeg lige om lidt skal til at læse korrektur på hele prøvetrykket på knap 300 sider …
Indtil nu ligger den på mac’en, men
23. oktober!!!
bliver drømmen endelig til virkelighed. En vaskeægte, velduftende og knitrende bog er på trapperne. Mit nye forlag har netop sat udgivelsesdatoen. Og denne gang skal det lykkes. Nemlig.
Wreck this app er navnet på en digital version af min (stadig jomfruelige bog) Wreck this Journal.
Overvejer overhovedet ikke at købe den men er dog alligevel en smule nysgerrig for at se, om det mon er lykkedes at skabe en velfungerende platform, hvor brugeren kan afreagere og arbejde kreativt – uden at ødelægge sin iPhone.
Doubt it! Må hellere se at komme i gang med bogen …
