Arkiv
Tag "skole"

Min gamle klasselærer er død. Det er alt for tidligt. Alt for tarveligt.

Hvor er jeg dog ked :**-(

Læste skolelederens tragiske besked på Facebook, minutter før jeg skulle have lagt mig til at sove.

Det blev der ikke meget af. Søvn. Tankerne holdt mig vågen. Men der var ikke kun triste tanker – langt fra. Det har jeg for mange gode minder til.

Kan derfor også lægge sorgen lidt på hylden i dag. Og i stedet fejre livet. Venskabet. For ven, det var lige netop dét, hun var for mig. Da jeg var barn.

Hver uge slæbte hun dynger af sine egne bøger med i skole for at udfordre min allerede dengang kæmpe appetit på god læsning. Hun diskutterede, spurgte og fortalte  – guidede mig i det enorme univers, der over årene åbnede sig for mig. Ofte i sin fritid, mens jeg ventede på toget. Så hang vi ud der ved kateteret, når resten af klassen var smuttet hjem. I vores helt egen intime litteraturklub.

Allerede i 7. spåede hun, at jeg engang ville skrive min egen roman. Det var hun sikker på. Så det blev et fast holdepunkt i mit liv efter afgangseksamen og under årevis af tunge studier – med kaotisk og rodet teenagersind på slæb: Hvis alt andet fejlede, så kunne jeg da altid skrive en bog. For det havde Lone selv sagt.

Og det var lige præcist dét, jeg gjorde, da mit livs største krise kom ramlende ned om ørerne på mig. Da min yngste datter pludselig fik konstateret kræft. Så skrev jeg, som jeg aldrig havde skrevet før. Tasterne bevægede sig selv, og jeg kunne bare sidde lamslået tilbage med en halvlunken hospitalskaffe og se på. Ord på ord, sætning på sætning.

Hver gang, jeg mødte Lone i mit voksenliv, spurgte hun mig: Nå, Dorte – hvornår udgiver du et værk? Og i 2012 kunne jeg fortælle hende, at nu var målet nået.

Hun svarede: Søde Dorte Det glæder mig overordedntligt meget, at du vil sende mig din første udgivelse. Jeg vil glæde mig til at læse den, og jeg lover dig, at jeg ikke sætter røde streger i den. At der boede en forfatter i dig gættede jeg jo allerede på dengang. Emnet havde vist ingen af os i vores vildeste fantasi forestillet os. Knus fra din gamle lærer Lone

Så i stedet for at sørge idag, vil jeg takke for, at lige netop jeg skulle være så velsignet at støde ind i så givende, kærligt og inspirerende et menneske på min vej.

Min første mentor.

Hurra – rart og dejligt fødselsdagsselskab for et par håndfulde klasse-tøser (og 1 stk. minglende lillesøster) meget vel overstået.

Pas, forsikring og billet i hus, sommerkjole vasket og kuffert zippet.

Rasmussens @ airport. Hep!

I fredags gik vi på McDonalds. Alle fire. Dejligt spontant. Tøserne tæskede rundt i legehjørnet, mens deres gråhårede forældre ventede på maden. Halvblundende i plastiksofaen fornemmede jeg sidste gang, vi var her. For omtrent to år siden, dengang vi troede, at NU skulle livet til at leves. Blev pludselig revet væk fra minderne, da Nora kom susende over til mig:

“Mor, mor – har du nogle mønter?” (Til hvad dog – spillemaskiner?). “Det er fordi, man kan støtte vores søde McDonalds Hus, hvis man putter penge i kassen herovre! Må vi ikke nok?”

Blev simpelthen nødt til at kramme luften ud af min store skønne pige. Med tårer i øjnene. For selv om efterforløbet har været hårdt, så er der alligevel succesoplevelser. Gode post-cancer moments.

Fra stilhedens katedral på Rigets Intensiv til dundrende festivalstemning i dansk folkeskoleklasse. Forstår godt det har taget Nora lidt tid at komme til hægterne igen.

Lige da vi var flyttet hjem efter udskrivelsen sidste sensommer, havde hun til vane pludselig at rejse sig op midt i timen og forlade lokalet. Pst væk. Ingen vidste, hvorhen hun gik. Ingen vidste, hvornår hun indfandt sig igen. Lærerne var lidt i vildrede; de havde jo ansvaret for hende. Men jeg undte hende nu alenetid. Og den har uden tvivl hjulpet.

Nu forsvinder Nora ikke så tit men nøjes med en tur under bordet eller op i vindueskarmen, hvis hun trænger til pause fra undervisningen. Hun trives bedre for hver dag og er faldet ok til i sin klasse igen. Men det har været en langsommelig proces. For man hiver vel heller ikke et barn ud af skolen et halvt år uden konsekvenser …

Fagligt? Jo, der skal hun nok også komme efter det – tvivler ikke. Knolden er heldigvis skruet godt på tøsen.

Og socialt? Tja, hun er slet ikke så moden som de andre piger i klassen, kan jeg mærke, men det lader til, at kammeraterne accepterer hendes forskellighed og sågar til tider beundrer den afslappede, drømmende og ubevidste facon. Denne trækker imidlertid tænder ud hos lærerne, der kan have svært ved at drive hende fra A til B. Men det gør den også hos os herhjemme, hvis det er en trøst …

Kære NoraFlora.

Det blev sandelig ikke det årti, jeg havde tiltænkt dig, da du lå og boblede i min mave. De sidste fem har været en barsk – men også lærerig – omgang. Lærerig på godt og ondt. Men du har dit varme hjerte i behold. Det er det vigtigste.

I næste måned kan du fejre din første runde fødselsdag. Det eneste jeg ønsker for dig, min pige, er at solen vil skinne. Og det må den så meget gerne blive ved med at gøre resten af dit liv. Tak.

Det er da vel ikke for meget forlangt, vel?

Skrive/tegne-værksted på Riget med børnebogsforfatter Kirsten Sonne Harild.

“Sikke en fantastisk skoledag!”, siger glad Nora og danser smilende afsted med sit eventyr under armen.

“Sikke et dejligt smil”, tænker grådlabil Mor og får tårer i øjnene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En lille historie om Pegasus der kom til slottet

Kapitel 1
Der var en gang to prinsesser, der hed Prinsesse 1 og Prinsesse 2. De boede på et stort slot, der lå langt, langt ude på landet.

De måtte ikke gå uden for slottet for kongen og dronningen.

”Men må vi ikke bare gå ned til den lille bondegård, der ligger nede ved skoven? De har sådan nogle fine heste, og der er også nogle drenge, vi kan lege med” sagde Prinsesse 1. ”De vinker til os, når vi kigger ud ad vinduet.”

”Nej, så får I mudder og hestepærer på jeres fine sko,” sagde dronningen.

Og kongen sagde, ”jeg vil da ikke have at mine kongelige piger skal lege med bondesønner. Det er forbudt at vinke med bondesønnerne.”

”Årh, må vi ikke nok,” sagde prinsesserne i munden på hinanden. ”Vi keeeeeder os.”

”Nej,” sagde kongen og dronningen. ”Og dermed basta og slut prut!”

Hver morgen når prinsesserne stod op og havde fået deres fine kjoler på i omklædningsværelset, skyndte de sig hen og kiggede ud ad vinduet.

”Se de fine heste, der går der,” sagde Prinsesse 1 og pegede ned på græsmarken uden for bondegården, hvor der gik en flok heste og græssede. ”Jeg kan bedst lide den hvide med de brune pletter. Hvaffor en kan du bedst lide?” spurgte hun sin søster.

”Åh, se den sorte med den lange manke, den kan jeg bedst lide,” sagde Prinsesse 2.

Og så kiggede de længe på hestene, helt ind til deres lærer kom og sagde: ”Nu skal I i prinsesseskole. I dag skal vi lære at sidde pænt ved bordet.”

Samme aften var det fuldmåne, den hang og lyste stor og gul liiige over slottet og gav det hele et magisk skær.

Da de to prinsesser skulle til at gå i seng, sagde Prinsesse 2: Åh,  det er så varmt i aften, skal vi ikke lade døren stå åben, så vi kan få frisk luft?”

”Jo, lad os det,” sagde Prinsesse 1. og så åbnede de de store døre ud til springvandet og alle fuglene, så der kunne komme frisk luft og fuglesang ind til dem, mens de sov.

Kapitel 2
Men pludselig, mens de lå og sov, lød der et sus i luften. Swiisssssss swuissss, sagde det. Og midt imellem sengene stod en gylden Pegasus med lyserøde blomster i håret.

”Vågn op,” prinsesser, sagde den stille. ”Så skal jeg flyve jer en dejlig nattetur.”

Pigerne satte sig op og gned sig forbavsede i øjnene.

”Hvor mon den vil føre os hen,” sagde Prinsesse 1. ”

”Jeg er lidt bange,” sagde Prinsesse 2.

”Men vi gør det,” sagde de så i kor.

Så gik de ind i omklædningsrummet og tog deres frakker uden på nattøjet, og så satte de sig op på ryggen af Pegasus, som hurtigt fløj ud af vinduet.

”Hold godt fast i min manke,” sagde Pegasus, ”for nu letter vi.”

”Weeeeeee! Skreg prinsesserne. ”Det kilder i maven.”

De fløj ud over altanen, forbi papegøjen og de andre fugle og videre ud over voldgraven og lige hen mod bondegården, hvor de landede ved siden af den sorte hest med den lange manke og den hvide hest med de brune pletter.

”Jeg kommer og henter jer, når solen står op,” sagde Pegasus og fløj væk. ”

Så gik prinsesserne igennem mudder og hestepærer hen til de to heste.

Pludselig kom to af bondesønnerne ud. ”Hej sagde,” vil I med en tur ud og ride?”

”Vi kan altså ikke ride. Vil I ikke lære os det?”

Og det ville bondesønnerne gerne.

Og de red en lang tur ud over markerne og igennem skovene, og de blev gode venner med bondesønnerne og snakkede rigtig meget sammen.

Men pludselig lød det i luften Swuiisss schwuiiiissss. Det var Pegasus. ”Så nu står solen snart op. Så nu skal I hjem i jeres prinsessesenge.”

Han fløj pigerne hje og sagde: ”Jeg kommer igen ved næste fuldmåne” og prinsersserne vinkede fra altanen og gabte så og skyndte sig i seng.

De var SÅ glade.

Kapitel 3
Da prinsesserne kom søvnige ind til morgenmaden sagde dronningen.

”Hvad er det I har på jeres fødder? Er det hvad jeg tror, det er? Er det mudder og hestepærer?”

”Næ, jeg kan altså ikke se noget,” sagde prinsesserne i munden på hinanden.

Men kongen sagde: ”Jeg tror I har sneget jer ud på markerne i nat. Jeg vil grave en voldgrav, så det ikke sker igen.”

Men prinsesserne var ligeglade, de vidste jo at de ikke havde gået derhen. De var jo fløjet.

Og ved næste fuldmåne fløj kom pegasus tilbage og fløj hen over voldgraven og over til gården, hvor de legede med bondesønnerne og hestene hele natten.

Nu blev kongen rigtig sur. Så sur, at han besluttede, at prinsesserne skulle giftes væk.

”Der kommer nogle snart nogle prinser og frier til jer snart. Og så er det slut med at være bondepiger om natten og få mudder mellem tæerne.”

Prinsesserne græd og græd. ”Vi skal nok være søde. Men vi vil ikke giftes med prinser. Vi kan bedst lide vores gode venner fra gården.”

”I får aldrig en bondsøn,” tordnede kongen. ”det er I for fine til. Og så satte han gitter for vinduet og låste døren, så pigerne ikke kunne flygte ud om natten mere.

Kapitel 4
Så kom dagen, hvor prinserne skulle komme og fri.

Pigerne fik lavet fint hår og fik hvide kjoler med lyserøde og pink blå bånd ned over maven. Og så blev de sat i to store stole i den fine spejlsal.

De var så kede af det. De ville jo ikke giftes med prinserne, de tænkte kun på bondedrengene og hesten fra gården.

”Nu kommer prinserne,” sagde kongen. Og I har bare at sige ja.”

Prinsesserne tørrede deres øjne og kiggede ud igennem de store vinduer. Hvad var nu det. Hvorfor red de fremmede prinser på den sorte og den plettede hest, som de kendte? Og var der noget bekendt ved deres ansigter under de fine kroner.

”Det er bondesønnerne,” hviskede Prinsesse 1 til Prinsesse 2.

”Ja, det er. Måske er de virkeligheden prinser?” sagde Prinsesse 2

Og det var de nemlig. Det var to prinser, der havde klædt sig ud som bondesønner og slået sig ned på bondegården ved siden af slottet for at se om de to prinsesser var nogen søde prinsesser.

Og sådan gik det til at Prinsesse 1 og Prinsesse 2 sagde ja uden at blinke. Og prinserne flyttede ind på slottet. Og de fik  alle selv fik lov til at bestemme hvornår de ville gå i stalden og ride tur i skoven – og hvornår de ville være fine prinsesser – med hestepærer og mudder på skoene.

Og Pegasus fløj dem ofte frem og tilbage og flyttede ind i en meget særlig stald. Lige midt imellem det store slot og den lille bondegård.

Og de levede lykkeligt til deres dages ende

Slut prut finale!!!!

Mens Lillesøster gled ind og ud af drømmeland på Riget, nød Storesøster gensynet med klassekammeraterne på den årlige hyttetur ved fjorden.

Mens Mor pendlede back & forth fra hotelsuite til intensiv-afd. i City, passerede endnu en smertefuld sten gennem Fars galdegange og gav ham en søvnløs nat på ni-mandsstue i køjeseng.

Stakkels husbond! Beklager, men fokus er på Møjsengøjsen, så du må sejle i egen sø og selv suse til vagtlægen, hvis anfaldet skulle gentage sig – du kender vejen … Nu smutter jeg op til min Tudse.

Kuk! Ella åbner et par vågne glukker og betragter skeptisk sygeplejersken, der klargør dagens sengebad. “Hej Puttegris!!!” Mor overdænger en blød kind med kaskader af kys. Ungen virrer vrissent på hovedet, og respiratorrøret løsner sig. Ups. “Er du min lille Muserpige?” Mor har nu kastet sig over Ellas mave og kærtegnene hagler ned over den halv-paralyserede komapatient. Nu er tøsen gal og vrikker arrigt med måsen for at ryste insektet af.

Ja ja da, men du er altså ikke den eneste med abstinenser, Ged! Jeg hungrer også efter et fix – et Ella-fix. Det er en evighed siden, jeg sidst har leget med dig. Læst, snakket, hygget, skændtes med dig. Og jeg savner dig!

Jeg har min datter lige her foran mig – og samtidig 1.000 lysår væk. Hun er ikke død – men heller ikke helt i live. Ella laller døsigt rundt i tusmørket, mens vi andre går til af utålmodighed.

Men netop som jeg er ved at sprænges af længsel, udtales de magiske ord:

“Hvis hun fortsat er i bedring, slipper vi Ella ud af respiratoren onsdag.”

Onsdag? Som i overmorgen-onsdag???

Wiii!!!

Og uhhh!!!

Harpeklang fra iPhone kommanderer mig op: Vække Nora, smøre madpakke, spidse blyanter, finde forsvunden vante og lokalisere hvidt tøj. Mega-hårdt når man har ligget vågen den halve nat. Først da min store pige hoppede ned til mig i dobbeltsengen, faldt jeg i søvn. Zzzzzz.

Egne drikkevarer skulle øjensynlig have været medbragt her til klassens årlige julemorgenmad, men en venlig sjæl har for en sikkerheds skyld sat en kande kaffe over på SFO’ens maskine, som jeg taknemmeligt snupper en tår af.

Så nu sidder jeg her 07.20 sammen med en hob af velduftende og velklædte 2.c.-forældre og forsøger at vikle mit uglede hår ud af marmelademaden, da sangen begynder.

Ikke en strofe kommer ud af munden på NoraFlora (tredje forrest), men vidunderlig og glad ser hun ud – så jeg frydes.

Og nu hjem i seng …

Nora gik rystende i seng med knapt 39 i feber i går lige efter aftensmaden. Ingen svømning i aftes og ingen skole i dag. Øv – vi var helt sikre på, at nu var det hendes tur til det slemme maveonde fra Lillesøsters børnekræftafdeling.

Men nej! Hun vågner frisk og frejdig her til formiddag og hopper ind til Ella: “Go’morgen, lille Snut – skal vi ikke se, hvad nissen har puttet i julebussen i dag?”

Hm, nu er skoledagen godt i gang, så vi vælger at fortsætte den henslængte stil med togbane på stuegulvet og kaffe i sengen. Får oven i købet nået at færdiggøre et par smykker til 2.c.’s bod på skolens julebazar og en frisk kælketur i den nyfaldne sne her inden frokost.

Fjerde & sidste kemo: Kom bare an!

Smiler og snøfter på samme tid. Har lige fået overbragt to gode nyheder fra stuegang:

1. Donor fundet – fjerde og sidste kemoblok om en uge; knoglemarvstransplantation primo februar
2. Sidste knoglemarvsbiopsi sagde 0,0 % kræftceller tilbage

Fantastisk fortsættelse på en fantastisk dag; i morges parallel julehygge i skole og på Riget – i aften i byen med et slæng skønne veninder.

Skååååål!!!

Hverken Ellas tur på operationsbordet eller fætters fødselsdag gik som planlagt. Troede livet var så meget på hovedet, som det kunne blive i vores familie, men nej:

Puttepigen fastede idag i over 10 timer, hvorefter hun fik at vide, at narkoses alligevel udskydes til i morgen. Og gårsdagens fest kom på hold, da Mormor måtte afsted med ambulance midt i lammestegen.

Jeg kan simpelthen ikke udtrykke, hvor træt af hospitaler jeg er. Men træt, det er jeg. Træt på den rasende måde – og træt på den trætte måde.

At Anders derudover styrtede ned af en trappe, jeg låste mig ude af huset, min pung forsvandt, og vi nær havde misset Noras skole/hjemsamtale, orker jeg slet ikke at tænke på. Tror faktisk jeg stopper med at tænke.

NB. Min mor atter hjemme og ved godt mod.

Fatter det ikke!

Jeg, der ellers elsker folk omkring mig – the more the merrier – kan slet ikke holde større menneskemængder ud i øjeblikket. Jeg bliver forvirret og svimmel, magter ikke at forholde mig til andre end bare de allernærmeste. Og i små flokke, tak! Kan blive helt panisk ved udsigten til en tur på Bakken, pizza-arrangementer ved vandet eller børnefødselsdage (hvor jeg såmænd bare skal aflevere/hente). Overskudet til at socialisere er helt væk, gnisten brutalt slukket; kan sågar knapt klare mit eget selskab mere …

Tidligere har mit liv har været fuldt af dynamisk arbejde blandt 20.000 andre frivillige, kor-optrædener for hundredevis af betalende gæster, kontraktforhandlinger, præsentationer, salgstaler. Og jeg elskede det!

Hvad er det lige, der sker???

Har her i weekenden fået lov til at smugkigge i genoptrykket af Susans bog, Mor må jeg få din pc hvis du dør?, som kommer på markedet i oktober samtidig med min egen. Hun beskriver, ligesom Voices of Survivors, hvor svært det kan være at – ikke kun overleve kræften – men overleve til et godt liv.

Kræft er livsforandrende, ingen tvivl om det. Men at jeg skulle opleve en efterreaktion på Ella-truntens sygdomsforløb, der ændrer min personlighed så drastisk, som det er tilfældet, det kommer godt nok alligevel bag på mig.

Første skoledag efter sommerferien – Nora tør godt gå hele vejen selv. Ella vinker vemodigt til sin storesøster fra lågen og spørger mig, hvornår hun kan få lov til at starte i børnehave.

Tja, min lille Mus, det er såmænd ikke godt at vide; lægerne har fortalt os, at svaret på din vaccinations-prøve er forsinket, så det bliver måske alligevel ikke nu på torsdag som planlagt, øv :-(

Men vi har ventet i flere år, smukke Tu, så mon ikke, vi klarer et par uger til, hvis det bliver nødvendigt? Det er jo vigtigt at have styr på alle tal, inden du slippes løs i institutionslivet, kan du jo nok forstå.

Skyerne er hvide og himlen så blå så blå. Solen skinner, og vi har dagen for os. Vi skal nok finde på noget hyggeligt at lave sammen, du og jeg. Kom nu med indenfor, Sveske-leis, så får vi os en tår morgenjuice at vågne på …

Klasse-fødselsdagen må betragtes som en succes; kun fire ud af ti piger tuder…

Om formiddagen pynter Ella og jeg lyserød lagkage, og Anders lokkes til at følge tøse-flokken hjem fra skole.

Gaver, kage, varm chokolade med selvvalgt mængde flødeskum, fantastisk og lærerig computer-skattejagt (programmeret af svoger) samt efterfølgende tøndeslagning i solen og stopdans i stuen.

Et kvarter i afhentning går to piger i totterne på hinanden og stikker af i hver deres retning på strømpesokker. Anders og jeg satser på, at Ella bliver på matriklen og sætter efter dem i parken. Trøste, trøste og tilbage igen.

Vi forstår nu lidt bedre, hvorfor der er sat fokus på pigegruppen i skole og SFO. Meget stor modenheds-spredning og gedigen stædighed giver naturligvis gnidninger.

Den velsignede lyd af biler, der parkerer foran huset: Forældrene ankommer. Hvidvin og hyld på terrassen og farvel, farvel.

Pyyyyyh! Et fredfyldt år til næste gang…

 

Hver tirsdag kommer mormor og læser lektier med Nora. Den gamle skolelærer har en helt anden indgangsvinkel end de sure forældre; vi taler her total win/win-situation:

Mor & far: “Kom nu igang! Op med penalhuset! Frem med bøgerne! Hvorfor er det dog sådan en kamp, hver evig eneste gang, du skal lave dine opgaver???”

Mormor: “Hej dejlige Nora-pige (og kæmpe kys og kram)! Du kan tro, jeg har glædet mig til at se, hvad vi skal lave sammen idag. Find du dine sager frem, så brygger jeg en kop te til os, min skat…”

Tja, måske skyldes overskudet, at de ikke ses dagligt. Måske hører Nora efter, fordi hun ligner og lyder som mor – men aldrig råber eller skælder. Eller måske er bare fordi, hun er Nora og Ellas elskede mormor.

Under alle omstændigheder: Succes. Mere af det, tak!

“Min datter skal gå på en ganske almindelig folkeskole, for der møder man høj som lav.” Dette var mit velovervejede argument, da Nora fyldte seks.

Yeah right! I 1. c. vrimler det næsten udelukkende med førstnævnte, men det har da også helt klart sine fordele. Foruden direktører og jurister har vi en god håndfuld læger, hvilket viste sig at være ganske handy ved årets hyttetur.

Under en time efter ankomst røg en fars knæskal smertefuldt af led i en hockey-kamp, men han nåede knapt jorden, inden en anden far havde knækket den på plads!

Ellers stod den på rundbold, fodbold, klatreing, vand/brandmændfangst, Irma-middag, ristede skumfiduser og pyjamasparty på sovesalene i den seje Roar Hytte.

Tre konklusioner: 1) Jeg duer ikke til at sove i sovepose, 2) sikke skønne unger og 3) sikke dejligt hold forældre. Zzzzzz; næste år er Anders’ tur – nu go’ nat!