Arkiv
Tag "sorgbearbejdelse"

“Du bliver nødt til at tro på det …”, sagde en sygeplejerske til mig i sidste uge en sen aften. “Næh, gu’ gør jeg da ej!” svarede jeg hende, for hvorfor i alverden skal jeg ignorere min angst, som jeg arbejder så hårdt på at forliges med. Prøver at blive rumme følelsen af, at det kan gå begge veje med lille Ged, hvilket faktisk giver mig en indre ro. For første gang i hele forløbet er jeg ikke konstant bange. Bare afventende.

Mens jeg forsøger at leve et sammenhængende liv blandt løver.

Så er der selvfølgelig dage, hvor det hele vælter, og jeg bare sidder og tuder som besat. Besat af sorg og stress. Et kærligt foto fra Anders på spadsertur med Ella fik mig i går til at bryde fuldkommen sammen. Ella i en af hospitalets barnevogne – ude af stand til selv at tumle omkring. Ligbleg og slatten med tørre dreadlocks, der nok falder helt af en gang i indeværende uge … Sammenlignet med tilsvarende foto fra luftetur i Fælledparkens vandpytter for blot seks dage siden, er det her da den rene jammer.

Så jeg jamrer.

 

 

Vi ønsker at medvirke til, at de pårørende bliver efterLEVENDE og ikke efterLADTE.

Sikke et livsbekræftende slogan!

Landsforeningen Støtte Før Afskeden har til formål at mindske tabuet om døden samt støtte de pårørende til en terminal syg/døende med konkrete værktøjer.

Et af disse værktøjer er “englepakken”. Kittet indeholder blandt andet detaljeret viden om den sidste tid og fremstilles under et toårigt pilotprojekt.

Foreningen er grundlagt af en kvinde, som jeg håber at se en hel del til, idet hun netop står for at genudgive sin bog Mor må jeg få din pc hvis du dør?. Den blev så stor en succes, at den er udsolgt fra forlaget og udkommer på ny samtidig med min egen.

Tillykke, Susan, med projektet. Jeg glæder mig til at møde dig! Foreningen kommer fluks på min linkliste :-)

Nora: “Min lillesøster har fået kemo, og så faldt håret af.”

Matilde: “Det får min far faktisk også, men hans hår er ikke faldet af endnu.”

Nora: “Det kommer det til, men bare rolig – det vokser jo ud igen om et par måneder.”

Matilde: “Ja, det er rigtigt.”

Tine er på overnatning med sin store pige, og de to syv-årige veninder sludrer over morgenmaden.

Jeg finder Kemomanden Kasper-bogen frem fra Noras børnebibliotek under højsengen og lægger den på bordet. Så smutter jeg ned i stuen igen. Tøserne bladrer fornøjet i den.

Tine starter min Mac op og viser dem Sebastian Kleins lille film om en kræftafdeling. Den er sjov, synes de. Og så går de op på værelset og leger med lyserødt lego.

Efter denne succes beslutter mig for at fortælle Nora, at hendes veninde fra parallelklassen mistede sin mor tidliger på ugen. “Det ved jeg da godt!”, siger hun, og jeg sukker. For sådanne nogle store unger er jo ikke dumme – de opsnapper selvfølgelig, hvad der sker rundt omkring dem. Sorgbearbejdelse hos børn er en kunst, og det er vores ansvar som voksne at give informationerne uden pres, i rigtig mængde og på rette tidspunkt. Og rette tidspunkt er ofte med det samme…

Vi samler os sammen og suser ud til farmor og farfar for at dekorere Noras fødselsdags-tønde med flag og blomster. De har forvist gamle Lupo-leis til fortovet og indrettet malerværksted i carporten. Efter at Nora har vist sin veninde rundt i sit tredje hjem, dekoreres de rå brædder med motivet: Nora-på-bakketop-med-lyserød kjole-og-gylden-krone.

Wow! Nu hvor den særbestilte slikposeholder er fikset, kan pigefødselsdagen bare komme an!

Friske blomster på bordet i Børnehuset Siv igen i dag. Ved simpelthen ikke, hvordan jeg kommer videre uden dette fantastiske værested i baghånden fremover. Snøft.

Nå, men jeg sludrede over frokosten med mor til syg pige. Hendes kræftstadie var noget lort på diagnosetidspunktet, og kromosonerne ligeså. “Lort med lort på”, er morens rammende udtryk om den sag.

Ja, der er i rigeligt at kæmpe mod, tænker man. Men det er selvfølgelig ikke nok…

Oven i hatten skal de gudhælpemig også have problemer med pigens storesøster, som lige er kommet i skolealderen. I modsætning til børnehaven, som gav rum og plads til alle de følelser, hun havde i forbindelse med sin søsters sygdom, så lukker den nye SFO fuldstændigt af for emnet: Kræft bør ikke italesættes af hensyn til de andre børn og forældre, siger de, for de kunne jo blive forskrækkede. Det må hellere ignoreres, for tænk nu, hvis man skulle komme til at fælde en tåre?

Jeg er målløs. Har godt løbende læst om, at ikke alle institutioner er klædt på til at støtte børn i deres sorg, men så må de dælme se at blive det! Som den triste mor sagde, så er dødeligheden for mennesker jo 100%; netop derfor bør det ikke være et tabubelagt emne.

Projekt Om Sorg har – som før nævnt – pakkeløsninger til både personale og børn, som kan hjælpe med til, at der bliver taget fat på snakken. Jeg har kigget i et par af deres kompendier, og de er lige til at gå til og meget inspirerende. Uden at være tilhænger af, at børn skal dvæle i sygdom og død, er jeg sikker på, at tavshed gør ondt og ikke er godt for nogen. Især ikke den stakkels pige, hvis nye venner påstår, at hun lyver, når hun fortæller om sin lillesøsters stråle-tatoveringer på kroppen. Og det er de voksnes ansvar at få hendes venner ud af deres uvidenhed og hende ud af sin ensomhed.

For findes der noget mere ensomt i verden, end at stå alene med sin angst – angsten for at miste en, man har kær?

Bogen Traumer set med barnets øjne er netop udkommet på dansk:

En lettilgængelig håndbog, der giver konkrete redskaber til, hvordan professionelle, forældre og andre omsorgspersoner kan støtte børn gennem smertefulde oplevelse.

I den forbindelse holder bogens forfatter, Peter Levine, foredrag i aften, men der er udsolgt. Øv!

I stedet har jeg planer om at købe bogen, for – som en mor til dreng med knoglekræft siger – så er kræftbehandling et voldsomt traume for børn at gå igennem.