Arkiv
Tag "krea"

Dét må der til, når kræften viser sit grimme ansigt. Påny. En dag man allermindst venter det.

Magtesløshed. Hvordan kan man trøste? Med en lille gave, der kan lyse op på den triste hospitalsgang måske? Med kærlig hilsen og lille bøn om snarlig bedring.

Nuvel. Fat i smykke-kassen, gang i kreativiteterne og ud med tristheden over, at endnu en dejlig kvinde i omgangskredsen er blevet ramt.

En kvinde, der ved gud i himlen allerede har haft rigeligt med prøvelser i livet det sidste års tid …

Men ingen er forskånet; ingen kan føle sig sikker.

Fuck cancer! Igen igen.

Perlekugle:

(Gi’r det overhovedet mening?)

5 perler samles i 1
3+1 samles i 1
Og ind i næste så der er to på snor
1+2 samles i 1
Og ind i næste så -//-
Indtil i alt 5 cirkler
Den 6. laves ved at tage 3. på snor og tilføje 1 på hver side
Herefter 1+2 samles i 1
Og den forrige indtil slut
Slutter med 1 perle på

Seneste dille: Trådløs udprint direkte fra ungernes iPads.

Men hvad gør man, når man endnu ikke kan finde ud af at stave til Barbie mermaid colouring page?

Ella: “Vær sød at finde Barbie-kopi til Ella!”

Siri:”Jeg kan ikke finde barnepige til Ella, men du kan finde alt, hvad du behøver i skyen”.

“Moaaar, Siri driller!!!”

Blæst på tredje døgn.

En håndfuld visne blade tæsker hysterisk rundt i badeværelsets ventilationsskakt. Ellers ganske stille i huset. Ungerne er nemlig på påskeferie hos bedsterne.

Mens de fodrer høns i snevejr (!!!) og maler påskeæg i akvarel, gør vi os klar til middag. Ude. På lokal yndlings-restaurant.

Aaah! Rart man kan sove længe dagen derpå. Dalrer rundt i nattøj med kaffekop og halv-tømmermænd; den lidt lettere driver’s wine menu (til svagdrikkere som undertegnede) viste sig nu alligevel at slå halvhårdt.

Men pyt – tøserne skal først hentes i morgen.

Fisker stofrester og sygrej frem, sætter mig til rette ved spisebordet. Ingen pilfingre, intet ansvar. Tre timer – og enkelte konflikter med overlocker, tittekant og strygefliseline – senere kan gaverne pakkes ind:

To stk. kærligheds-ugler.

Et par triste småpiger i dyb krise fylder nemlig rigtigt meget i mit hjerte for tiden. Nu på tirsdag skal de sige et sidste farvel til deres far. Og så er det måske rart at have et blødt og hyggeligt krammedyr i favnen, tænker jeg. En lille ugle med minde-lomme til fotos eller breve.

Det kunne jeg i hvert fald godt selv have brugt – dengang for 21 år siden …

Tillykke til verdens sødeste vanille-cupcake. Stærkeste habanero-chokolade. Min egen lille vidunderlige datter.

2 x fødselsdag i isblåt Frozen-tema vel overstået.

Med glade børn og skønne gaver. Svingende feber og søvnunderskud af dimensioner.

Nætterne har været hårdest. Temperaturtjek, antibiotika, pinex kl. pis (grumme minder om strenge kemovagter).

Stress. Hvorfor er Ella dog fortsat skidt så mange dage efter vaccinen? Kvikker op, da både børnehave og familie svinger forbi – men gråner atter hen, så snart gæsterne er gået.

Bedring på vej, da tøsen pludselig overmandes af kraftige bensmerter og mærkeligt hukommelsessvigt. Jeg fatter koldsvedende iPhonen og indtaster nummeret til Riget:

  • Vagthavende børnelæge 1: Hun må fluks indlægges, hvis feberen fortsætter. Som transplanteret er hun jo mere sårbar.
  • Vagthavende børnelæge 2: Hvorfor ringer I egentlig til os? I hører ikke længere til her! To år efter knoglemarv betragtes hun jo som rask og overgår til egen familielæge …

??? Forsøger rystende at google en plausibel forklaring.

Statens Serums Institut informerer kortfattet: MFR-vaccinens bivirkninger er milde og ufarlige. Nå, pyha! Instituttet fortsætter imidlertid tørt: Indtil nu har det ikke kunnet udelukkes, at der i sjældne tilfælde kan optræde hjernebetændelse. Argh, what?

Når knapt at konkludere på info, da ungen rejser sig og springer afsted i giga-hopla! “Se Mor, solen skinner – jeg kører lige en tur ud på mine rulleskøjter!” De overtrætte forældre kigger forvirret på hinanden og trækker i sweateren. Nuvel. Kaster sig over forårsklargøring af den lille gårdhave, mens de to søstre løber omkring og fanger mariehøns.

På årets mildeste dag.

Ella har i skrivende stund været feberfri i +12 timer. Nora er netop puttet efter lidt tv-hygge med Far. Mor sidder og døser med laptoppen. Måske et enkelt afsnit Hourse of Cards inden sengetid? Falder garanteret i søvn.

Og sover uafbrudt til den lyse morgen? Drømmer dejligt om sol og sommer?

Frozen-fødselsdag – download skabeloner herunder:

Kun et par uger nu til Ellas fødselsdag, og i dag kom ønskesedlen på plads.

Om hun glæder sig???

Tøsen kan næsten ikke tale om andet …

Elsker dig, min lille skøre dejlige PrinsesseTrold!

Yngstedatterens første fastelavn med helt almindelige unger i en helt almindelig børnehave ( … tænk engang; bare sidste år levede Ella fortsat et isoleret liv.) Kan ikke lade være med at glædes lidt over, at Disney-udstyret endelig blev forbigået, og tøsen valgte indianer-kostume til fredagens tøndeslagning. Nuvel, indianer-prinsesse-kostume – men alligevel …

Ældstedatterens måske sidste fastelavn med helt almindelige unger i en helt almindelig folkeskole. Isvaffel-veninden og Nora-soldaten ville vist i år blive de to eneste udklædte i klassen. Modigt og sejt gået af dem, synes jeg.

Øv at vinterens fastelavn er gået af mode i de større klasser – og erstattet af efterårets Halloween. Men jeg er nok gammeldags her …

Hurra så tuder man igen.

Ud af noderne vrimler minderne.

Ella dør, Ella lever, Ella dør, Ella lever …

Skulle ellers bare lige øve de nye stykker igennem til næste uges spil …

I sidste uge modtog jeg de samlede optagelser fra TV2s Ella-filmerier under sidste års Stafet for livet her i Roskilde. Og fik samtidig lov til at bruge klippene til markedsføring af 2015-Stafetten i maj.

Har nu hygget et par dage med iMovie og fået prøvet endnu flere kræfter med redigering af levende billeder. Super-sjovt og fascinerende! Dog samtidig hårdt arbejde at finde den helt rette balance mellem titles, transitions og sound effects, så den unikke stemning bibeholdes, når der er max er 3 minutter til rådighed.

Men her er resultatet: 2 minutter og 38 sekunders intro til brug på sociale medier og info-aftener.

NB. Kæmpe TAK for materialet til både vores skønne tilrettelægger og filmmand fra Nordisk <3

Ella virker stadig ret træt og pirrelig, selv om antibiotikaen hjalp hende tilbage i børnehave for et par dage siden. Hvornår mon de der lunger bliver stærke nok til at modstå en simpel vinterforkølelse? Hvor længe skal vi vente?

Tænker på i forgårs. Den lille ekstra-fødselsdag. Knoglemarvs-fødselsdagen. Toårsdagen for Ellas transplantation. Som vi – tadaaa! – havde husket at plotte i kalenderen i år (modsat sidste februar …)

Da dagen nærmede sig, var vi imidlertid lidt i tvivl om, hvorvidt vi skulle fejre den. Måske den bragte dårlige minder om kedelig sygdom i stedet for glæde over godt helbred?

Det endte med, at vi lod Ella selv vælge, og hun besluttede sig for et stille hurra med bare os fire – og yndlingspizzaen fra pizzamanden.

Ok dag … ligesom i dag:

Lørdagshygge på stuegulvet. “Vi mangler kun lige at bygge en flyvemaskine og male en lufthavn”, synger pigerne, “så er landskabet færdigt.” Der er allerede fundet fin plads til toiletrør-soyaflaske-sushipinde-racerbilen, tippien fra temauge i Ellas børnehave, skotøjsæske-restauranten, det lyserøde køkkenrulle-slot, to papir-broer og et fængsel af strimlet jule-gave-emballage.

I gårdhaven flyver det afpillede juletræ omkring i blæsevejret. Koldt og stormende. Sneen er næsten helt væk derude – desværre også ved kælkebakke-lunden. Så nej tak til frisk luft i dag. Vi bliver inde. Trænger til en hjemmedag.

Har også alle haft rigelige aktiviteter de sidste par uger: Nytårskure, fødselsdagsselskaber, foredrag og møder i cancer-regi og menighedsråd, undervisning i tunesisk hækling og tværfløjte, mødregruppe-middag og et par veninde-besøg.

Nå, nu er freden forbi – pigerne er blevet uenige i kreativiteten, og et par døre smækkes. Kværner mig en kaffetår og fatter hækletøjet.

Skål i latte, mine tøser, og tillykke med livet. Og hinanden.

Ella har intensiveret sit børnehave-fremmøde og er efterhånden i stand til at klare længere og længere institutions-dage.

(Når hun altså ikke ligger brak med feber og antibiotika – uh, var det mon den berygtede EV-D68–lunge-influenza, der huserede sidst???)

Men lige pludselig er man fri. Som Evas vilde grydelappefugl. Kan have op til flere sammenhængende timer til rådighed. Sådan helt alene. I selskab med sig selv.

Og sine tanker.

Hvis der ellers var tid til eftertænksomhed.

Det er der imidlertid ikke.

For post-traumatisten sørger naturligvis for helt igennem travlt og tætpakket program (sideløbende med skøre nisseløjer, klassisk julehandel og alm. røvsygt hushold):

  • Havne-dyp i den forfriskende fjord – efterfulgt af dampende wellness i foreningens spritnye og toplækre tømmerflåde-sauna
  • Interview-række med ergoterapeut/psykolog/sygepleje/phd-studerende, forskere og journalister – næste stop TVLorry
  • Charity-krea til cancer-støtte og julehjælp. Og også lige lidt til tøserne …
  • Nedsættelse af kirkeligt alter-udvalg – inkl. grundig research af lokal skyggevævnings- og venetiansk glasblæsningsteknik; bare vent!
  • Indstudering af nyt – og megakompliceret – instrument. I år tværfløjten

Ingen ro. Ingen ledige stunder.

Måske i det nye år, hvem ved?

Fridag fredag, fridag tirsdag, fridag mig her og der og allevegne. Hvis ikke det er dårlig mave, så er det feberture eller generel slattenhed. Og her skulle jeg ellers lige til at afslutte oprydningen på loftet, vinterklargøringen af haven og nedlukningen af Sommerskuret.

Men næh nej, sådan spiller klaveret ikke. Ella-musen når knapt at være pillefri i en uge, før hun for hundredeogsyttende gang starter op i penicillin, og Mor for hundredesyttende gang ligger vågen den halve nat og googler “kronisk tarm/lunge/hjerte/nyre/alle-organer-der-overhovedet-findes-i-kroppen-GVH” og forsøger at skubbe de alt for mange hvide små kister væk fra nethinden, og klokken bliver 04-05-06, og vækkeuret ringer, og Nora nægter at stå op, og Ella ligger pludselig alt for stille i sengen når man lige kigger derind, faktisk så stille at man bliver nødt til at skubbe til hende, og så har man to morgensure unger. Plus en morgensur mand.

Jeg er træt. Så træt at mit største ønske efterhånden er bare at sove og aldrig mere vågne op igen. TRÆT blev der sagt. Af af være tvunget udi sygedagpenge, når det ikke er mig – men min datter – der er syg. Og når man er på sygedagpenge, må man ikke søge job. Og et job er nok efterhånden det eneste, der kan redde mig fra at gå ned med vanvid. Og vanvid, kære Kommune, vil for alvor koste jer kassen.

At I ved det.

Stakkels grådkvalte Puttegøg: “Jamen Mor, kan jeg så ikke komme på udflugt med børnehaven idag alligevel?” Hun har sgu’ mistet nok af sin barndom allerede. Fandeme så. Men trods dalende temperatur kan jeg simpelthen ikke bede pædagogerne klare medicinering og overvågning. Med 15 andre krudtugler på slap line i brunkage-, nisse- og stjerneværkstederne.

Løsningen kommer fra Ella selv og er ganske enkel: Mor ta’r med. På ekskursion til Produktionshøjskolens julestue. Med ungen i hånden og akut-tasken på ryggen. Man må sno sig. Træt af at sno mig. Men det var sgu’ hygsomt ikke desto mindre …

 

Ugens aktiviteter på plads: Sommerhustur med Mormor, Fætter og Kusine, et par dage hos Farmor & Farfar samt enkelte gæstebud og legeaftaler pænt plottet ind i kalenderen.

Voila! Styr på sagerne, så må jeg vist være glad …

Dér ta’r man så bare lige fejl. Stressen jager gennem brystet ved nattetide. Ind og kigge til Ella, ind og kigge til Nora – begge sover sødt. Lille tår te at slappe af på og tilbage i seng. Må hellere se at få lidt søvn.

Hm, ikke muligt. Heller ikke i nat.

Solen er oppe, ungerne ligeså. Zombi-mor løfter blyklods af et hoved fra puden. Mødes af et par meget røde øjne. Betændelsen klistrer vipperne sammen. En time senere kommer hosten, kulderystelserne og feberen. Ella er blevet syg. Tøjet af ungen, væske galore, opkald til Riget, fat i pencillin og panodil fra akut-tasken, på apoteket efter dråber. Pis.

Bliver det nogensinde anderledes?

Skuffelsen er ikke til at tage fejl af. De velkendte nedslåede blikke, de små nå-men-det-er-vi-jo-så-vant-til-sukke.

Nu står det pludselig lysende klart, hvorfor jeg har haft så svært ved den stramme ferieplanlægning. Panikken, uroen. Der skulle jo kun én enkelt lille uforudset hændelse til, så ville det hele køre af sporet. Stakkels piger.

“Vi aflyser endnu ikke noget men ser tiden an”, aftaler vi og skruer op for den hjemlige hygge: Multifarvede kastanje-spindelvæv, cremet chokomousse og slumber party i soveposer.

Mens vi venter. Som så ofte før …

I går var det præcist to år siden, gulvtæppet blev revet væk under fødderne på os. Og vi måtte begive os afsted på endnu en kold og farefuld færd udi vinternatten.

Tilbageblik spiller en vigtig rolle i min sorgproces.

Har lige genset TV2s Ella – livet forfra, som hjælper mig med at huske. Det hele. Alle de onde – men også de smukke øjeblikke siden Ellas tilbagefald.

Nu er dokumentar nr. to på trapperne. Nordisk Film er netop ved at lægge sidste hånd på Knæk Cancer – et år efter, som meget snart vil rulle over skærmen i de danske hjem.

I filmen kommer vi til at se, hvordan det er gået to af sidste års cases: Ella (behøver vist ingen yderligere præsentation …) og Mette (kræftramt mor til tre).

Glæder mig til at se det færdige program – men er samtidig hunderæd. Mens vi kæmper for at få fodfæste igen, er verden netop styrtet sammen for en anden familie, og jeg ved, jeg vil fælde en tåre ved præmieren.

Selvom jeg kun nåede at møde Mette en enkelt gang, er hendes historie flettet sammen med vores i mere end én forstand. Både hun og Ella blev oprindeligt diagnosticeret vinteren 2009, og siden da har begge oplevet rutchetur på rutchetur.

I dag er Ella er en frisk bøf.

Forrige søndag døde Mette.

Endnu en uge går på hæld, og i aften skal vi ha’ indisk og se Disneysjov. Nora har lavet en perleplade til sin kanin i klubben, og Ella trænet tohjulet i børnehaven. Anders har dyrket agile development på arbejdet, og jeg læst britisk spænding, broderet jule-korssting og øvet tværfløjte herhjemme.

Rejsen fortsætter – og vi vandrer med.

På bedste beskub.

Under giga oprydningsprojekt i krea-skabet er fremkommet en hel del tomme postkort uden motiv (umotiverede?), som skriger efter udsmykning. Så jeg har bestilt et billigt sæt Cavallini lower case alphabeth rubber stamps på eBay og er gået ombord i bomuldsresterne. Mens jeg venter på postbuddet.

De hækler næsten sig selv, de små pastel-stjerner. Hyggeligt og overskueligt projekt; ta’r ikke mere end et par minutter pr. stk. Kaffen når slet ikke at blive kold. Planen er jule-til-og-fra-hilsner (og nej, det er overhovedet ikke for tidligt …)

Hæklet stjerne (alm. bomuldsgarn / nål nr. 3):
4 lm
Saml med 1 km (nu har du en ring)
10 halve stgm ned i ringens midte (hæft enden ved at hækle den med rundt)
1 km i ringens første m (nu er ringen atter lukket)
*4 luft (den ene side af stjernespids)
1 km i 2. lm (den anden side af stjernespids)
1 fm i næste lm
1 stgm i sidste lm (nu er spidsen færdig)
Km i næste (for at fæstne spidsen til ringen)*
Gentag ** til du har 5 spidser
Hæft ende på sidste tråd