Chardonnay & skærmtid!
(1 sæt hæklede retro-grydelapper på højkant til den, der putter ungerne i seng)
… anyone?
1. Indbrud i mine kære svigeres hus i nat: De haster hjem
2. Kollision med væltet afspærringskegle: Leasing-firma udskifter ødelagt bil for anden gang på en måned
3. Kogekedlens afkalkningsmiddel hældes over pastaerne i gryden: Vi spiser rugbrød til aften
På trods af uheldet på motorvejen, fortsatte min søster og jeg mod Odsherred og fik afvasket det halve sommerskur samt malet hele fronten. Men hold kæft, hvor er jeg flad!
Og hvem fik dog den der latterlige idé med at skære ned på sjusserne???
Mormor er til middag i Himmelev hos to trætte gamle hønisser & deres to hyperaktive børn.
Selv om det ikke er vinter, så laver vi os da lige en omgang rygende iransk youghurtsuppe, for den er nu så rar. Opskriften stammer fra Marie Louises svoger (og hedder vist “dovrasje” eller noget …), og siden jeg fik den serveret af min kære gymnasieveninde for år tilbage, har den jævnligt været på menuen herhjemme. Retten er nemlig både sund, nem og velsmagende samtidig med, at den normalt strækker sig over to dage (og faktisk også smager bedst efter et døgn i køleskab).
—
Iransk youghurtsuppe: 400 g hakket lam (eller okse), 1 lille finthakket løg, 1 top spsk salt, noget peber, 1 l vand m/ 4 opløste bouillon-terninger, 1 1/2 dl ris, 2 bdt forårsløg (gem lidt til pynt), 1 ds kikærter (eller tilsvarende tørrede i blød fra dagen før), 1 l youghurt naturel.
Rør farsen sammen af kød, løg, salt og peber. Kog risene møre i bouillon-vandet. Tilsæt (ned sammen med risene) små kødboller af farsen samt kikærter og forårsløge i ringe. Kog hele molevitten i 2 min og ta’ gryden af varmen. Tilsæt youghurt og varm langsom op over blusset igen (må endelig ikke komme helt i kog, nu hvor youghurten er i, for så skiller den). Pynt med forårsløg og server evt. med brød.
Og så en go’ Ripasso (men kun ét glas – for man er jo på kur, hrmpf …)
Hallooo – er der nogen hjemme???
Ikke det fjerneste, må jeg med skam erkende! Der er helt tomt, blankt og ingen aktivitet at spore what so ever; det står nu soleklart.
Afkobling, slumre/dvaletilstand, langtidssygemelding af hjernen, eller også er den ganske simpelt afgået ved døden? Her er ikke bare tale om almindelig feriestemning og sløvhed. Nej, den er gruelig gal:
Nøgler, solbriller, telefon, Ellas aftalekort til næste kontrol forlægges – ja selv bilen kan ikke genlokaliseres ved indkøb. Jeg farer forvildet rundt mellem rækkerne og trykker på lås-op-knappen for at se, om ikke et par nådige lygter skulle blinke mig i møde. Kludrer i Noras legeaftaler og finder først ud af kl. 0,001 sekund i lukketid, at det er os og ikke venindens forældre, der skal hente. Skriver nok så gladeligt på vores fælles Notespark, at rengøringen er løbet tør og mangler flydende Rens-let, Ajax kalkfjerner, toiletrens m/ klorin – og gerne to af hver – men glemmer at kigge på huskesedlen i butikken.
For pokker da også (for at bruge et af Ellas yndlingsudtryk). Det her går simpelthen ikke i længden – hvad bliver det næste?
Jeg er blevet healet!
Det skete for et par timer siden på Sjælsro Institut til et mødre-wellness-arrangement i regi af Foreningen Cancerramte Børn. Nu sidder jeg herhjemme med et godt glas danskvand fra vores nye hjemmebryggeri og glæder mig indeni. For jeg har mærket mig selv for første gang i flere år. Slappet helt af i vågen tilstand under et blændende ovenlysvindue omgivet af sniksnak og postyr. Og det var muligt!
Dét øjeblik, jeg lukkede øjnene, forsvandt hele verden en stund – og der var bare mig og en uendelig varm tryghed. Skeptisk? Jo da! Men man kan om ikke andet få hvilket lemmerne lidt efter en lang dag, tænkte jeg, da jeg smækkede benene op på briksen.
At jeg i den grad skulle afspænde hele min krop, havde ikke faldet mig ind. Min cancerramte og kemo-ficerede krop, der i årevis har været syg og taget imod min lille datters cellegift sammen med hende.
Aftenen fortsatte i den fremragende stil med smykke-gaver til deltagerne, massage, zoneterapi og meditation på det store velduftende loftsrum midt i Herstedøster Landsby. Primitivoen afløste Champagnen, og de fyldte chokolade-skildpadder kom på bordet. Et par lidt hårdere diagnoser end gennemsnittet gav tårer i øjenkrogene og stilhed et par minutter, men stilheden var ingelunde dyster – blot reflekterende og medfølende.
Nakke, ryg, fødder og sjæl er trætte. Nu godnat.
Kl. 04 i nat meldte jeg mig ud af samtlige Facebook-støttegrupper for forældre til cancerramte børn. Sådan! Jeg er kommet til et punkt, hvor jeg simpelthen ikke kan klare at høre mere om alle de små syge puslinge, vi kender. Farvel & tak; I må fortsætte jeres dødskamp uden mig en stund, hvis jeg skal forblive hos min egen familie i ét stykke og ikke havne på Skt. Hans en af de nærmeste dage…
Jeg er rystende udkørt. Trist og uden den fjerneste energi. Angsten for at miste min Ella gnaver værre end nogensinde før, og jeg ryster ved den mindste forandring i hendes fysiske eller psykiske tilstand: Hvad er det for røde mærker der på kinden – skumle blodudtrækninger som tegn på lave trombocytter? Og hvorfor er hun pludselig begyndt at stamme? At skele? Snuble over sine egne ben? Lægge sig ned på jorden midt under en gåtur? Er det tegn på tilbagefald???
Om jeg begriber det! Er børneonkologerne på Riget da fuldstændig uvidende om den rædselsfulde tid, vi familier går igennem – ikke kun under behandlingen men i særdeleshed efter? Her er ingen kemo til at holde kræften i skak, og den kan så let som ingenting dukke op igen på den dejligste forårsdag side om side med hyasinter og liljer. Hvorfor får vi da ikke tallene at vide efter blodprøverne? En enkelt opringning om, at alt er vel, er da ikke for meget forlangt… Jo, for vi kontaktes kun, hvis der er noget rivende galt. Så vi venter troligt og farer sammen, hver gang telefonen ringer. Vente, vente, vente.
“Sørgelig meddelelse”, stod der i rundskrivelsen om endnu en nabos død her i vores pensionistkvarter. Sørgelig??? Han har haft et langt og rigt liv, den gamle, med kone, børn og børnebørn. Oplevelser og indtryk. Rend op hop! Sørgeligt, det er når børn bliver syge og dør. Børn, der ikke kan forstå, at det skal gøre så ondt, når de iskolde stamceller sprøjtes ind i deres små varme kroppe. Når vennerne er i børnehave og skole, men de værsgo’ selv kan ligge i en hospitalsseng og zappe mellem to og en kvart kanal. Når mor og far ikke magter at lege med Brio-togbaner eller Disney-prinsesser, fordi de lige har fået besked om, at endnu en lille engel, de kender, er død.
Nå, der var vist lige et glas Chardonnay tilbage i flasken fra i går…
Det kræver vist lidt af fnusken at skulle overgå til ny type kemo, og selv om vedligeholdelses-fasen ikke er nær så skrap, går hun pludselig helt i brædderne. Men der er selvfølgelig også knald på legen med søster ude i det gode vejr – og det er jo også noget, man lige skal vænne sig til.
