Arkiv
Tag "krea"

Grå
Mens jeg retter vores ene frønnede havelåge (og nye handikap-gelænder) til efter grundejerforeningens granit-grå foreskrifter, fikser tøserne den anden.

Hvid
Her bliver vedtagne farvekoder imidlertid godt og grundigt ignoreret, for de insisterer på, at den skal være hvid. Hvid som sneen, hvid som bageren – og hvid som hække-lågen i øvrigt altid har set ud. “For hvordan skal vi ellers kende vores hus, når jeg kommer fra skole, og Ella fra legeplads?” konkluderer Nora, og det er jo så sandt, som det er sagt.

Rød
Nu skal malingen tørre, og tøserne går (!) indenfor. Jeg bruger min pause på at afhente et gammelt havebord i en kolonihave. Tænkte det ville passe i sommerhuset men vælger at beholde det på terrassen til en lille efterårsudstilling med laterner og græskar. Det er slidt, skævt og rødt – samme nuance som som Dyrehavens smukke porte.

Rød er også Ellas yndlingsfarve for tiden (efter hendes blå periode, der ellers syntes at vare for ever). I dag fik jeg et maleri af hende: MOR står der – lidt hulter til bulter – imellem sol og himmel. Nederst på billedet ses hun og jeg på en bro, og ikke en ø, som jeg troede. Men nej, det er faktisk en bro over Det Røde Hav, fortæller hun, og vi er på tur sammen.

Jo tak, min pige, – sikke en tur, vi har haft. Og når ikke Moses kom forbi til at skille vandene, så er det da godt, vi kan komme tørskoede i land på anden vis … Pyh!

Christ, hvor jeg savner et arbejde!

Savner idéudvikling, planlægning og implementering. Bliver stille og roligt bims af orlov. På femte år. På en øde ø.

Er selvfølgelig ovenud lykkelig over, at vi er udskrevet – at lille Tulle-fnulle er kommet så langt og blevet så frisk, at vi kan slippe for hospitalet i det daglige. Men når det er sagt, så er det ved gud ikke en fest at være hjemmegående mor til immunsvækling. Slet ikke. Til orientering.

Endnu kommer der kun meget få gæster i huset pga. hendes lave immunforsvar, og – da vi oven i købet ikke har været helt trygge ved at have hende med udenfor den sidste tid – ja så bliver aktiviteterne sgu’ lidt en reprise af gårsdagens:

Sy, bage, male, lege med dukker, træne ben, træne arme, træne lunger, lege med dukker, spise frokost, spise medicin, spise eftermiddagsfrugt, lege med dukker, spille bold, spille brætspil, spille kort, lege med dukker, vaske fingre, vaske slikmund, vaske cvk, lege med dukker, lægge puslespil, lægge lort, lægge an til lille middagslur. Efter bleskift, vel at mærke …

Udfoldelsesmulighederne er begrænsede – drømmene ej. Og der er altid plads til nye projekter; idag fandt jeg på endnu et. Det har noget at gøre med vinter og kulde, gamle østrigske militæruniformer (som gerne skulle komme med posten i overmorgen) og to ting til, der er at finde på enhver HayDay-farm. Hvem gætter først?

Øvelse: At se det hele lidt udefra, at tage sig et roligt overblik. Ligger ikke lige til mig for tiden – der må professionel hjælp til …

En helt almindelig torsdag. Benhårdt og meget stærkt gennemsyn af færdig lille Ella-dokumentar over et glas bobler i Nordisk røde klippe-vogn. Et halvt års kamp på liv og død kogt ned til en halv times fortælling. Komprimeret sorg. Formidabelt stykke arbejde! Ryster når jeg går derfra; Ellas spinkle stemme, optagelser jeg slet ikke husker at have filmet, grin/gråd, hjemme/indlagt, fremgang/krise. Drømmer jeg, eller er jeg vågen? Oplevelsen fordøjes, og nu kan jeg slet ikke vente med at dele endnu mere af vores rejse med jer alle, når TV2′s store Knæk Cancer-uge går i gang. Stay tuned.

Ella, the movie.

En helt almindelig mandag. Dejlig og meget spændende opstart på Projekt Treetop House over en håndfuld hjemmedyrkede blommetomater i skovhaven. Pakkede (en ret så omfattende) turtaske til sensommerdag i lyngen. Vejen herop var smuk som sædvanlig – kender efterhånden hvert et sving, hver en bakke, dal. Håndværkerne venter os i Sommerskuret og har allerede læsset stilladset af. Vi tænder op og går os en tur med trækvognen. Tilbage ved brændeovnen brygger vi en kop kaffe til det arbejdende folk og en kakao til os selv. Så skal det go’e gamle Ravnespil på bordet, og timerne flyver afsted. Ved eftermiddag sætter regnen for alvor ind og klinger til fyraften. Det foreløbige resultat beses: Fundamentet er klart – fint integreret i tykningen. Vores helt egen svævende hytte! Glæder mig til næste gang, hvor støttestolperne tages bort, og vægge, tag og balkon føjes til.

Siesta under kronerne, hva’beha’r?

Foran mig ligger nu en råskitse til et helt vidunderligt nyt projekt til Sommerskuret!

Vi har nemlig været så heldige at modtage et legat til Ella, der skal bruges på at styrke hendes motorik. Og hvad er mere motiverende til at få gang i bentøjet end saftevand med søster i pigernes helt eget hus oppe under skyerne?

Roskilde Tekniske Skole har påtaget sig opgaven med stor entusiasme og er i øjeblikket ved at få styr på alle de sikkerhedsforanstaltninger, der skal til, når man slipper en række unge elever løs i en trækrone.

Vi glæder os alle til at følge bygningsarbejdet – men foreløbig skal vi mødes med projektgruppen i Lyngen for at udse os en velegnet stamme.

Hytten bliver sandsynligvis så stor, at man vil kunne overnatte deroppe. Kan næsten ikke vente …

T  NORA (fra Ella)

Det kan godt være, at den ni-årige måske er kommet bagud i læsning & skrivning, men det må da siges at køre for den fire-årige.

Så igen er der måske heller ikke ubegrænsede udfoldelsesmuligheder, når man stadig kæmper med at komme tilbage på højkant efter lammelser i størstedelen af kroppen …

Derfor har sommerens fællesaktiviteter ofte været i form af kreative indslag såsom trylledej (blåmalede småkager hitter for tiden), brætspil, dukke-te-selskab og akvarel.

Som på denne stor-blæsende sommerdag.

Fra udearbejdende til hjemmegående. Savner voksenkontakt, frokostordninger og projektledelse. Kommer jeg dog nogensinde ind på arbejdsmarkedet igen? Uvisheden er min hverdag – fortsætter orloven mon halve eller hele år? Ikke den fjerneste idé. En dag af gangen. Det lader til, at omslag i vejret har hjulpet på Ellas velbefindende … uanset hvad lægerne derinde på Østerbro måtte mene om den sag. Ro på mens jeg pakker soveposer og gummistøvler til familiekomsammen på Fyn. Min tur til Nora-udflugt. Opsplittet fritid. Opsplittet liv.

Fra hønsegård til sommerstue. Nora og jeg scorer endnu engang husmandsstedets ubetinget bedste sovepladser. Årtier før Carl Larsson flyttede ind med sin lette og uhøjtidelige funktionalisme, fodrede jeg fjerkræ og samlede æg her i laden. Rustikke skaller om dybt gule blommer. Barndommens ferieminder. Nu ligger jeg så – tå mod tå med førstfødte  – og tjekker MosGerdas kreative finesser ud efter en dejlig fest. Livet her på øen huer mig; største bekymring går på, hvorvidt vejret holder tørt, til lammet er færdigstegt.

Og det er sgu’ da til at tage at føle på …

 

 

Blev inspireret af hagesmæk på marked oppe i sommerlandet og fik i dag nørklet mig frem til lignende i min egen stil men ud fra samme princip.

Resultatet blev hage/savlesmæk til lille nyfødt baby i omgangskredsen i reste-bommuldsgarn med pind 2,5. Ønskes større smæk til ældre barn som hage/spisesmæk, kan bare bruges heavy-cotton og større nål uden at lave om i opskriften.

Hæklet hagesmæk: (Benærk der vendes med 1 lm efter hver rk). 92 lm, 4 rk. halve stm med 3 i hver 15. m (således øges med to i hvert sving). Bryd garnet og hæft ende. Start op igen – men arbejd nu kun frem og tilbage i halve stm på de to midterste fag (selve forstykket) og hækl 8 rk (eller efter smag). Slut af med 2 omgange fm hele vejen rundt – sidste i anden farve.

Nb. Lukkes med knap (knaphuller efter 4. række – evt op til 3 stk så smækken kan justeres).

Allerede i dag skulle Ella tilbage på transplantaitons-gangen. Mega-utrygt; for blot få dage siden lå hun i respirator dybt sederet med slanger og nåle overalt i kroppen, og nu blev hun smidt hun videre? Jeg bad om straks at tale et alvorsord med lægen.

Inden han ankom havde Ella imidlertid sat sig op i sengen med malerpensel i den ene hånd og lun toast i den anden.

Erhm … Scenariet støttede ikke just op om mit krav; Ella er tydeligvis ikke længere Intensiv-patient. Og det er jo godt. Det kan bare være hulens svært at forlade de trygge rammer, hvor der for så kort tid siden blev pustet nyt liv i min lille datter.

Igen.

Mens Lillesøster & Mor flytter stue, cykler Storesøster & Far en citytur for måske sidste gang. Nora har nemlig over den sidste uges tid så småt startet op i sin  egen skole og er kun lige et smut inde for at afslutte undervisningen på Riget.

“Jeg er et menneske – hører du!” gentager Ella for tyvende gang og griber slattent ud efter mig. Hun er godt høj af abstinens-behandlingen, og jeg fristes til at deltage i branderten. Men jeg skal være frisk, for efter marionetteater i Kongens Have og sandskulpturer i Nyhavn skal Nora tilbage til Roskilde.

Og jeg skal med!

Spirende hobby: Har netop erhvervet mig min første tyske retro-vase.

West German pottery; distinctive coloring, contrasting textures, forms, shapes and patterning. You either love it or loathe it, which is surely better than mediocrity.

“Et vase-helvede …”, sukker Anders opgivende.

Ja, men noget bliver jeg altså nødt til at tage mig til herinde i de grå barakker, hvis jeg ikke  skal miste forstanden helt og aldeles.

Så hvorfor ikke lidt hygge-research af fortidens keramik-fabrikanter? Og det er da bare for lækkert, det gode håndværk af efterkrigstidens rebelske kunstnere. Et eksplosivt oprør mod mørkets regime.

Der er også oprør i Kemoland efter 2. Kemokrig; dyrker til fulde alt det skøre, skæve, sjove, spraglede og bizare.

Alt det ægte.

Hm, intet under, at tøsen måske til tider har svært ved at lukke munden sammen. Overbid, indeed!

“Det var godt nok MYSTISK …”, var Noras tørre kommentar efter bøjletandlægens røntgenundersøgelse med fikseringskegler i øregangene og gipsafstøbning med lysegrønt slimgummi i ganen. “Og nu vil jeg gerne et smut i SFO, tak!”

Snuppede et par pølser på torvet og trillede op langs fjorden. Satte Nora af og tog et lille frikvarter derhjemme i selskab med vores rare espressomaskine. Aaaaaah! Biksede en søheste-invitation sammen på Noras beordring. Sådan. Nå, printeren strejkede, så uddeling måtte vente (@ pigerne-i-klassens forældre, der læser med her – kryds i kalenderen på dagen 22/6!).

Hurtig udluftning af huset, nedpakning af ekstra sommertøj og hjem til Ronald McDonald. Ja, hjem.

Home is where the heart is …

Ella (og et afsluttet broderi indrammet i kototræ) kan dog altid få mit smil tilbage:

“Man skal ha’ solcreme på, så man ikke får skoldkopper! Men nu er det altså ikke sommer mere – nu er det fredag …”

Lille søde Pølsebrød, hvor jeg elsker din logik!

NB. Og du KAN altså ikke få skoldkopper, for du er i profylaktisk behandling med Zovir. Og det ER altså stadig sommer …

Skrive/tegne-værksted på Riget med børnebogsforfatter Kirsten Sonne Harild.

“Sikke en fantastisk skoledag!”, siger glad Nora og danser smilende afsted med sit eventyr under armen.

“Sikke et dejligt smil”, tænker grådlabil Mor og får tårer i øjnene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En lille historie om Pegasus der kom til slottet

Kapitel 1
Der var en gang to prinsesser, der hed Prinsesse 1 og Prinsesse 2. De boede på et stort slot, der lå langt, langt ude på landet.

De måtte ikke gå uden for slottet for kongen og dronningen.

”Men må vi ikke bare gå ned til den lille bondegård, der ligger nede ved skoven? De har sådan nogle fine heste, og der er også nogle drenge, vi kan lege med” sagde Prinsesse 1. ”De vinker til os, når vi kigger ud ad vinduet.”

”Nej, så får I mudder og hestepærer på jeres fine sko,” sagde dronningen.

Og kongen sagde, ”jeg vil da ikke have at mine kongelige piger skal lege med bondesønner. Det er forbudt at vinke med bondesønnerne.”

”Årh, må vi ikke nok,” sagde prinsesserne i munden på hinanden. ”Vi keeeeeder os.”

”Nej,” sagde kongen og dronningen. ”Og dermed basta og slut prut!”

Hver morgen når prinsesserne stod op og havde fået deres fine kjoler på i omklædningsværelset, skyndte de sig hen og kiggede ud ad vinduet.

”Se de fine heste, der går der,” sagde Prinsesse 1 og pegede ned på græsmarken uden for bondegården, hvor der gik en flok heste og græssede. ”Jeg kan bedst lide den hvide med de brune pletter. Hvaffor en kan du bedst lide?” spurgte hun sin søster.

”Åh, se den sorte med den lange manke, den kan jeg bedst lide,” sagde Prinsesse 2.

Og så kiggede de længe på hestene, helt ind til deres lærer kom og sagde: ”Nu skal I i prinsesseskole. I dag skal vi lære at sidde pænt ved bordet.”

Samme aften var det fuldmåne, den hang og lyste stor og gul liiige over slottet og gav det hele et magisk skær.

Da de to prinsesser skulle til at gå i seng, sagde Prinsesse 2: Åh,  det er så varmt i aften, skal vi ikke lade døren stå åben, så vi kan få frisk luft?”

”Jo, lad os det,” sagde Prinsesse 1. og så åbnede de de store døre ud til springvandet og alle fuglene, så der kunne komme frisk luft og fuglesang ind til dem, mens de sov.

Kapitel 2
Men pludselig, mens de lå og sov, lød der et sus i luften. Swiisssssss swuissss, sagde det. Og midt imellem sengene stod en gylden Pegasus med lyserøde blomster i håret.

”Vågn op,” prinsesser, sagde den stille. ”Så skal jeg flyve jer en dejlig nattetur.”

Pigerne satte sig op og gned sig forbavsede i øjnene.

”Hvor mon den vil føre os hen,” sagde Prinsesse 1. ”

”Jeg er lidt bange,” sagde Prinsesse 2.

”Men vi gør det,” sagde de så i kor.

Så gik de ind i omklædningsrummet og tog deres frakker uden på nattøjet, og så satte de sig op på ryggen af Pegasus, som hurtigt fløj ud af vinduet.

”Hold godt fast i min manke,” sagde Pegasus, ”for nu letter vi.”

”Weeeeeee! Skreg prinsesserne. ”Det kilder i maven.”

De fløj ud over altanen, forbi papegøjen og de andre fugle og videre ud over voldgraven og lige hen mod bondegården, hvor de landede ved siden af den sorte hest med den lange manke og den hvide hest med de brune pletter.

”Jeg kommer og henter jer, når solen står op,” sagde Pegasus og fløj væk. ”

Så gik prinsesserne igennem mudder og hestepærer hen til de to heste.

Pludselig kom to af bondesønnerne ud. ”Hej sagde,” vil I med en tur ud og ride?”

”Vi kan altså ikke ride. Vil I ikke lære os det?”

Og det ville bondesønnerne gerne.

Og de red en lang tur ud over markerne og igennem skovene, og de blev gode venner med bondesønnerne og snakkede rigtig meget sammen.

Men pludselig lød det i luften Swuiisss schwuiiiissss. Det var Pegasus. ”Så nu står solen snart op. Så nu skal I hjem i jeres prinsessesenge.”

Han fløj pigerne hje og sagde: ”Jeg kommer igen ved næste fuldmåne” og prinsersserne vinkede fra altanen og gabte så og skyndte sig i seng.

De var SÅ glade.

Kapitel 3
Da prinsesserne kom søvnige ind til morgenmaden sagde dronningen.

”Hvad er det I har på jeres fødder? Er det hvad jeg tror, det er? Er det mudder og hestepærer?”

”Næ, jeg kan altså ikke se noget,” sagde prinsesserne i munden på hinanden.

Men kongen sagde: ”Jeg tror I har sneget jer ud på markerne i nat. Jeg vil grave en voldgrav, så det ikke sker igen.”

Men prinsesserne var ligeglade, de vidste jo at de ikke havde gået derhen. De var jo fløjet.

Og ved næste fuldmåne fløj kom pegasus tilbage og fløj hen over voldgraven og over til gården, hvor de legede med bondesønnerne og hestene hele natten.

Nu blev kongen rigtig sur. Så sur, at han besluttede, at prinsesserne skulle giftes væk.

”Der kommer nogle snart nogle prinser og frier til jer snart. Og så er det slut med at være bondepiger om natten og få mudder mellem tæerne.”

Prinsesserne græd og græd. ”Vi skal nok være søde. Men vi vil ikke giftes med prinser. Vi kan bedst lide vores gode venner fra gården.”

”I får aldrig en bondsøn,” tordnede kongen. ”det er I for fine til. Og så satte han gitter for vinduet og låste døren, så pigerne ikke kunne flygte ud om natten mere.

Kapitel 4
Så kom dagen, hvor prinserne skulle komme og fri.

Pigerne fik lavet fint hår og fik hvide kjoler med lyserøde og pink blå bånd ned over maven. Og så blev de sat i to store stole i den fine spejlsal.

De var så kede af det. De ville jo ikke giftes med prinserne, de tænkte kun på bondedrengene og hesten fra gården.

”Nu kommer prinserne,” sagde kongen. Og I har bare at sige ja.”

Prinsesserne tørrede deres øjne og kiggede ud igennem de store vinduer. Hvad var nu det. Hvorfor red de fremmede prinser på den sorte og den plettede hest, som de kendte? Og var der noget bekendt ved deres ansigter under de fine kroner.

”Det er bondesønnerne,” hviskede Prinsesse 1 til Prinsesse 2.

”Ja, det er. Måske er de virkeligheden prinser?” sagde Prinsesse 2

Og det var de nemlig. Det var to prinser, der havde klædt sig ud som bondesønner og slået sig ned på bondegården ved siden af slottet for at se om de to prinsesser var nogen søde prinsesser.

Og sådan gik det til at Prinsesse 1 og Prinsesse 2 sagde ja uden at blinke. Og prinserne flyttede ind på slottet. Og de fik  alle selv fik lov til at bestemme hvornår de ville gå i stalden og ride tur i skoven – og hvornår de ville være fine prinsesser – med hestepærer og mudder på skoene.

Og Pegasus fløj dem ofte frem og tilbage og flyttede ind i en meget særlig stald. Lige midt imellem det store slot og den lille bondegård.

Og de levede lykkeligt til deres dages ende

Slut prut finale!!!!

Som forår ved Søerne

Som Kid Mohair fra Sommerfuglen

Som nymalede Lillepige-tånegle

Som formiddag i Botanisk

Som vindruer til frokost

Som slush ice til Disney-sjov

Svar på knoglemarv: Fortsat ingen kræft tilbage i Ged!

Og så var det jo, at vi skulle juble. Fest & farver.

Men så kom der lige en ny blødning i lungen på tværs. Christ, der kommer sgu’ hele tiden noget på tværs!

Blødningen kostede ikke Ella livet – kostede kun os andre et par søvnløse nætter og en guldbryllupsfest. (Tillykke MosGerda & co.!!!)

Men hvor er vi så nu? Fortsat på Intensiv (hvor gennemsnits-liggetiden er tre dage, ha!), fortsat i respirator, fortsat i kludedukke-kondition.

Fortsat fucked – men måske snart kun semi-fucked.

Og hvad er så planen? Se tiden an.

Mens man – med en håndfuld frivillige ildsjæle – kreativerer sig selv og sin store datter gennem den lange ventetid.