“Jeg kan jo ikke bevæge mig med den her pind i måsen!”, klager Ella og henviser til kateterslangen. Hun fortsætter:

“Min næse klør, så hjælp mig dog!”

“Gi’ mig da noget vand – jeg er tørstig!”

“Flyt dig så, din dumme sygeplejerske, jeg kan jo ikke se fjernsynet!”

Min lille yndige – snart fire-årige – datter hundser, brokker og kommanderer nat & dag. Hun er åbenlyst skidt men aldrig for skidt til at kunne dele skideballer ud til højre og venstre (sin mors datter …)

Efter yderligere stik, snit og skrål er vi nu øjensynlig kommet årsagen til organstrejken nærmere.

Lægerne troede først, at der var tale om en infektion i bughulen forårsaget af baterier fra ødelagte tarme. Nu viser grundigere prøver imidlertid, at hele bøvlet sandsynligvis kan føres tilbage til en kemo-syg lever. Både bange og lettet på samme tid. Megafarligt og Ella er dårlig – omend “stabil dårlig” som aftenlægen kaldte det – men nu kan vi dog målrette behandlingen.

Hun ser sgu’ ikke godt ud, lille Rappenskralde, men så længe der er brok er der håb, tænker jeg. Og lægerne med! De forstår simpelthen ikke, at en patient med så dårlige tal kan have så meget energi.

Tjo, men jeg synes nu altså, at hun er meget slatten, Svesken: Oppustet (trods over én liter drænet væske!!!), bleg, skaldet og med små morfin-dopede pupiller i de klare blå øjne. Hun har da også været en del igennem de seneste par døgn: Tre gange narkose (den ene helt unødig grundet utilsigtet hændelse på fremmed afdeling – orker ikke at forklare) samt et utal af tests via slanger, elektroder, scanning, røntgen og almindeligt lægetilsyn (“Skrid så ud af min stue!” Lockout?)

Er hjemme i Roskilde for en kort stund. Begge hold bedster har taget deres tørn med NoraFlora, mens forældrene har siddet og rystet på Riget. Havde så fine planer om, at Storesøster skulle flytte med ind på vores helt vidunderlige fristed på McDonald Huset, men nu udskyder vi det nok til Ellas fødselsdag onsdag. Dér bør de to tøser da se hinanden. Uanset tilstand. Ville nu bare så gerne, at vi er lidt mere ovenpå, inden Nora fistrer med rundt derinde.

Men det bli’r vi sgu’ nok aldrig …

Banketræt! Sad hele natten i stolen ved Ellas seng og holdt iltbrillen på plads, så hendes trykkede lunger kunne få en slapper. Hopper ind i dobeltsengen til Nora, så snart jeg har drukket min urte-the (rødvinen er tom, ak!).

Så vil jeg lukke øjnene og tænke tilbage på det korte vidunderlige og smertelige øjeblik i går eftermiddags, hvor jeg holdt om min lille lune Ella for første gang i over en måned.

Det MÅ ikke blive sidste!