Arkiv
Tag "natur"

Efter stormen

Af: Dorte
03-11-2013
5 kommentarer

Slam! Et træ taber kampen en meter fra min køler. Vejen er nu spærret; må vist hellere vende om?

Slam! Endnu et træ lægger sig i baglygternes skær. Fanget :-/ Godt man har hækletøjet med sig på turen …

Tænker år tilbage til hin decemberstorm, hvor jeg naturligvis valgte at sætte til søs. På det eneste skib i dansk, norsk og svensk farvand. Jojo, der er nogle af os, der vælger de farlige ruter her i livet.

Såmænd.

Kommer sikkert (omend gevaldigt forsinket og med to vildfarne valgplakater på taget) frem til syaften hos en håndfuld andre kriseramte mødre. Krea i stormens øje. Sender mit lille sommerskur en styrkende tanke: Hold ud deroppe i lyngen – jeg lover at kigge forbi i weekenden. Skal bare lige over et par Halloween-arrangementer først:

Mens Nora rasler med fem tøser og en hund, synker jeg ned i sofaen hos søster og svoger. Med nødde-kaffe og bacon-chokolade. Ella er stadig vågen, da vi kommer hjem: “Ha ha – i morgen er det bare MIN tur til Halloween-fest, at I ved det!” Hun gnægger forventningsfuldt, og Nora lytter – lettere misundeligt – til Lillesøster Blærerøv.

En helt ny situation at skulle vænne sig til. Ella har i løbet af et par dage pludselig fået sig et liv uden for hjem & sygehus. Et børneliv. Et velfortjent og længe ventet børneliv med jævnaldrende.

“Ella gives hermed lov til at frekventere Børnehuset SIV. Punktum. Ny linie.”, messede lægen i tirsdags i diktafonen og tilføjede uden for notat: “Hvis I lover at holde jer væk fra nogen former for dårligdomme, vel at mærke …” “Vi vil gøre vores ypperste”, forsikrede jeg ham. Men selv om jeg ved, at grumme bacciller altså godt kan snige sig gennem selv den mest rengjorte og velsprittede institution, er jeg ikke et sekund i tvivl:

Det er tid til at give Ella livet tilbage. Og koster det en vinterforkølelse med – oh skræk – en omgang nedsat lungefunktion under inlæggelse som følge, ja så ta’r vi den med. For én ting er sikkert: Hjemme dag ud og dag ind hos slidte og slatne Mor på femte år: Dét er ingenlunde livskvalitet!

NB. Weekendens lyng-status: To grande nabo-træer har valgt at aflægge vores grund en uventet visit – med en hulens masse oprydningsarbejde til følge. Men nymalet skur & vanvittigt-tæt-på-at-være-færdigtbygget-treetop house står endnu.

Så det går an …

Moments

Af: Dorte
15-10-2013
1 kommentar

Sommerskuret er også et efterårsskur. Den lille weekend-hytte ta’r glad imod os, da vi holder første feriedag i lyngen, og fodres det med brændeknuder, kvitteres der med strålende lune omfavnelser.

Lykkelige Nora og Mor klatrer (sidstnævnte med møje og besvær!) op i trætophuset (der endnu mangler trappe og et par andre detaljer …) Fabelagtigt vue over hele matriklen. Love it! Og nu en hurtig madpakke samt brikjuice i tasken og afsted på skovtur. Inden aftensmad nåes lige et slag Ludo og en tur på hesteryg.

Hvad si’r I så? Ella har for første – og absolut ikke sidste – gang siddet på en hest. Dejlig lokal pige, vi mødte i sommers gi’r os lige to timer af sit liv og en fantastisk oplevelse til at putte i kufferten af rare famillieminder. Ella undrede sig dog noget over, hvorfor hendes lille runde Pony ikke har noget horn i panden – som hendes egne lyserøde derhjemme – men det afholder bestemt ikke tøsen fra at overdynge den med æbler og kærlighed. Nora får lov at låne den noget større og meget gemytlige Tritill. Og hvis jeg ikke ta’r meget fejl, kan det ikke vare ret længe, før hun begynder at tigge om ridetimer.

Det er bælgragende mørkt, da vi pakker ungerne i bilen og begiver os hjemad. I morgen er der Ella-tjek på Riget og legeaftale til Nora – men lur mig, om ikke vi snart igen suser en tur tilbage til løvets paradis.

Small Is Beautiful

Af: Dorte
12-10-2013
3 kommentarer

Da vi tilmeldte Nora årets springgymnastik, troede vi egentlig, at de ekstra weekendtræninger  ville blive belastende, men det er faktisk meget rart en gang imellem at være en mindre del af the Rasmussens. Når både Mor og Far er hjemme med kun Ella, er pasningen a piece of cake (for at blive i Ella-terminologien …)

Så aaah, i dag er en god dag. De brakliggende forældre får pløjet en masse projekter igennem; tøjvask, oprydning, rengøring og sortering af en halv meter høj papirstak. Hep! Eneste minus er, at husstandens bil er hente/bringe-beslaglagt, så jeg ikke liiige kan suse et smut op i lyngen.

For det store sensommerprojekt i trætoppen skrider det vildeste frem siden sidst:

Væggene, der blev tilskåret i skole-hallen for et par uger siden, er nu smækket op i kronen og bærer det halvfærdige tag. De er bare for seje, de gutter; har på eget initiativ valgt samme slags afrundede profilbrædder som vores gamle lille Sommerskur. Æstetik si’r jeg bare – tro minikopi af skuret (bliver malet sort, naturligvis, med hvide vinduer)!

Godt det er efterårsferie – så skulle der da være mulighed for at lokke familien med en af de nærmeste dage. Glæder mig meget til at fornemme hytten indefra. Skulle virke være ret så rumelig ifølge projektlederen. Plads nok til et par madrasser bag stammen.

Har allerede aftalt sommer-overnatning deroppe med Nora. Wiii!!!

Hemmeligt projekt

Af: Dorte
19-09-2013
2 kommentarer

Christ, hvor jeg savner et arbejde!

Savner idéudvikling, planlægning og implementering. Bliver stille og roligt bims af orlov. På femte år. På en øde ø.

Er selvfølgelig ovenud lykkelig over, at vi er udskrevet – at lille Tulle-fnulle er kommet så langt og blevet så frisk, at vi kan slippe for hospitalet i det daglige. Men når det er sagt, så er det ved gud ikke en fest at være hjemmegående mor til immunsvækling. Slet ikke. Til orientering.

Endnu kommer der kun meget få gæster i huset pga. hendes lave immunforsvar, og – da vi oven i købet ikke har været helt trygge ved at have hende med udenfor den sidste tid – ja så bliver aktiviteterne sgu’ lidt en reprise af gårsdagens:

Sy, bage, male, lege med dukker, træne ben, træne arme, træne lunger, lege med dukker, spise frokost, spise medicin, spise eftermiddagsfrugt, lege med dukker, spille bold, spille brætspil, spille kort, lege med dukker, vaske fingre, vaske slikmund, vaske cvk, lege med dukker, lægge puslespil, lægge lort, lægge an til lille middagslur. Efter bleskift, vel at mærke …

Udfoldelsesmulighederne er begrænsede – drømmene ej. Og der er altid plads til nye projekter; idag fandt jeg på endnu et. Det har noget at gøre med vinter og kulde, gamle østrigske militæruniformer (som gerne skulle komme med posten i overmorgen) og to ting til, der er at finde på enhver HayDay-farm. Hvem gætter først?

Septembers himmel

Af: Dorte
03-09-2013
2 kommentarer

September er blommetomaternes, pralbønnernes og mirabellaernes tid. Taknemmelighedens tid, hver gang solen titter frem og trækker klip/klap-sæsonnen ud. Sorgens tid, hvis jeg ser tilbage på sidste år, hvor en ond blodprøve stækkede min glade børnehavepiges vinger. Angstens tid, når sensommerens hasselblade krøller sig sammen under havebordet og knitrer, at vinteren er nær. Og at den kan blive en hård et af slagsen. For tredje gang.

Fatter hastigt kosten og fejer terrassen fri for forfald. Kaffe i koppen og fødderne på bordet. Spejder efter Nora – kan høre hende i nærheden. Vi er nemlig stukket til skurs. Kun os to, og bare sådan lige en lille weekend-tur for at afprøve de nyopsatte senge, høste godterne i haven og byde en klassekammerat velkommen i lyngen. For hendes familie har såmænd valgt at købe genbohuset heroppe, og det kan kun bifaldes. Så frem med vinglassene!

Jo, der er nok at se til – og så alligevel ikke. Dagene smelter sammen i spil, leg og friskbagte æbleskiver ved sengetid fra ekstra-bedsterne for enden af skovhaven. Får også udset os et godt træ til vores legehus-projekt, hvilket allerede går i gang om en uge. Min store pige titter frem fra et buskads med en lille gryde i hånden og halmstrå i håret: “Må vi godt få noget sukker til vores brombærmarmelade?”, griner hun og slikker fingrene én efter én. Simple living – fra hånden til munden. Det bekommer os begge vel, inden hverdagen for alvor går løs.

Anders’ del af orloven slutter nemlig nu …

Lidt alenetid

Af: Dorte
23-08-2013
3 kommentarer

Ta’r os snart en lille weekend i sommerskuret alle fire. Men inden da har jeg lige et projekt, der står og fylder, som jeg gerne vil ha’ afsluttet. Så jeg hopper ud i bilen og sidder kort efter i lyngen med kold øl i den ene hånd og friskplukket tomat i den anden.

Nå, men sengene samler ikke sig selv – igang med arbejdet. Jeg har nemlig været så umanerlig heldig at finde endnu en Børge Mogensen-køjeseng helt mage til den, vi har i forvejen – og til ingen penge. Så nu kan vi se frem til mere gulvplads i den lille soveafdeling OG en løsning på fremtidens skænderier om, hvem af pigerne, der skal ligge øverst. Nu bliver der plads til dem begge i dobbeltsengen foroven (og de gamle forældre i den forneden). Smart, ik’?

Umiddelbart skulle man tro, at det er svært at samle en køjeseng helt alene. Og det er det også, skulle jeg hilse og sige. Når det ene endestykke endelig er monteret, popper det andet fra hinanden. Jo mere genstridige de gamle teak-planker imidlertid er, desto stædigere bliver jeg: Det skulle da være pokkers, at man ikke kan flikke sådan en bette kasse sammen – har ligesom klaret en del større udfordringer, må man sige … Holder kaffepause i skovhaven, hvor jeg kan konstatere, at det snart er mirabella-tid, og at kaprifolierne har infiltreret to smukke unge træer med deres metastaser. Nå, det må blive en anden gang. Kæmper et par timer endnu – og endelig! Fire køjepladser opredt og klar.

Klokken er mange, så jeg overnatter. Er ikke bange for at være alene heroppe mere, kun lidt utryg. Men det hjælper, når jeg får syet gardiner. Endnu et lille krea-projekt, ahhh. Anders fatter ikke, at jeg slapper af med at fikse mit skur – men det gør jeg. Heroppe i lyngen overdøves den rædsomme angst af spætten. Overhales af haren. Pakkes pænt ind og væk i den grønne flimmerskygge. For det meste i hvert fald. Og ellers kan man altid gå en tur ned til havet og tude et par salte tårer.

Det plejer at hjælpe.

Solnedgang

Af: Dorte
09-08-2013
3 kommentarer

DMI: Solnedgang Odsherred kl. 21.14.

Er ankommet til stranden i god tid og får derfor plads på en af de fornemme rækker til aftenens show. Spejder oppe fra marehalmen efter Nora, der fræser rundt i sandklitterne under letsindige rullefald. “Så, Puttepige, nu er det lige om lidt!”, kalder jeg og løfter ballen væk fra en aggressiv tidsel. Min kåde hvalp ryster de fine korn ud af pelsen og sætter sig til rette op af mig. Kysser hendes havsalte kind.

Sommerferiepige – så længe det varer …

Himmelgløden er slukket og tæppet gået ned. Køjesengen kalder. Møder gedigne horder af ungdom på stien i tusmørket, beautiful little fools. For dem er strandturen først lige begyndt; bål, kys og lunkne alcopops. Natten lang.

Suk.

Ikke et misundelsens suk men et længselsfuldt et af slagsen. Drømmer mig aldrig tilbage til den hårde og ensomme tid på skolebænken men til de stærke øjeblikke ind imellem i florlet naivitet. Ta’r dog gladeligt det hele med: Hvem der bare kunne få et par dage forærende, hvor lykken kun udfordres af eksamensræs og kærestesorg.

Men konen er i forfald – og ferien snart ovre. Red mod vest og pressede de sidste saftige dråber frihed ud af sommeren med ældstepigen i skuret. Så kunne manden hænge på yngstepigens medicinering og genoptræning i tugthuset. Han klarer det bedre end jeg, der ikke trives i vores hjem. Kan ganske simpelt ikke slappe af i Roskilde.

De seneste fire år har vores lille dobbelthus været min arbejdsplads. Her knokler jeg løs med et job, som jeg ikke selv har valgt, bestemt ikke synes om og under ingen omstændigheder ønsker at beholde. Hvem der bare blev fritstillet … Men nej. Om et par uger slutter Anders’ orlov, og så hænger jeg på immunsvæklingen alene.

Igen.

Stjerne-stunder

Af: Dorte
25-07-2013
1 kommentar

Tilbage i lyngen.

“Go’morgen lille Ella”, smiler Nora, da hun vågner. Ipaden har allerede babysittet Lillesøster en times tid, da de evig-trætte forældre lige så deres snit til en lur på den anden side. Mor strækker de stive led; av. Må se at finde et par brikse til under de to gamle madrasser – 1,90 er dog en sjælden længde (men sommerskuret et lille sommerskur).

Harley bjæffer os velkommen på den anden side af krattet og lægger sig udmattet ned i græsset igen. Hedebølge allerede fra morgenstunden af. Terrassebrædderne svitser fodsålerne. Parasolen slåes op, brunch i skyggen. “Tak for mad – vi kører lige over til vovsen”. Nora hiver Ella afsted i trækvognen, og så får vi lige et kvarters pause.

Aaaaah.

Vores dejlige super-lukssus-strand var lige lovligt velbesøgt sidst for vores lille immunsvækling, så vi vælger den mindre men knapt så tang-frie for enden af Korevlerne denne gang – kan til gengæld nyde det smukke naturreservat på vejen derud over langbroen.

Næh, goddag! Støder sørme på en bekendt kemo-familie. Eller rettere halvdelen. De andre to ligger på transplantations-afsnittet. Opsplittet ferie – set før her på egnen…

Nora falder straks i snak med den anden raske søster (har måske også en ting eller to til fælles …), og de er næsten ikke til at hive op af havet igen. Men nu vil Ella tilbage. Sandslottet er pyntet færdigt, og hun er træt. Og bleg. Og rystende. Uh, lille Puttepige; måske vi alligevel skulle have holdt fast i kontroltiden på Riget? Blev bare så begejstret, da lægen gav os et par ekstra fridage (og grønt lys til atter at plukke blomster, hurra!), nu tallene var fine ved sidste tjek… Pakker os sammen og aftaler playdate igen i morgen. Befriende at sludre med ligesindede – der skal sgu’ ikke så meget forklaring til. Vi forstår hinanden til fulde!

Og sommerdagene kommer og går. Krydres med kæmpe-is, kølig rosé, grill-mad, hæklerier, krimi-læsning på langs, Kongespil under bøgen og Afrikas Stjerne i skumringen. Nora og jeg fandt sidstnævnte til 25 kr. på det lokale marked – helt klart sommerens bedste scoop sammen med de vidunderlige hot air tin balloons fra Nygårdens gårdbutik.

Nu er vi tilbage i Roskilde. Det regner. Kunne nu godt have blevet hængende deroppe i sommerlandet (hvor solen garanteret stadig skinner), men kommunens hjælpemiddel-gut og børnefys kigger forbi, og så må man jo hellere være hjemme.

Og her er nu også meget hyggeligt. Og trygt …

 

 

Grøn

Af: Dorte
03-05-2013
4 kommentarer

Som forår ved Søerne

Som Kid Mohair fra Sommerfuglen

Som nymalede Lillepige-tånegle

Som formiddag i Botanisk

Som vindruer til frokost

Som slush ice til Disney-sjov

Needlework

Af: Dorte
10-04-2013
20 kommentarer

Drømte i morges, at Ella var død. Undervejs i bisættelsen vågnede hun pludselig op og begyndte at fægte med arme og ben – for derefter at lægge sig livløst tilbage i kisten.

Farvel, goddag, farvel.

Meget rammende! Vi når lige at mærke en snert af håb, når nye uhyggeligheder dukker op.

I dag knasede lægerne en kæmpekanyle ind i min lille datters hofteben for at stjæle et stykke knoglemarv – haps! (Jeg fik allernådigst lov til at overvære seancen – fascinerende …) Prøven blev sendt til mikrobiologerne og patologerne, som gerne senest i morgen skulle give et bud på, hvad hulen der holder tøsen tilbage fra at hoppe ned af sengen og ud på legepladsen.

“Vi skal undersøge om det er en virus eller nye kræftceller”, sagde lægen før indgrebet.

Og lige dér forsvandt min sidste fornemmelse af mig. Min røv mærkede ikke stolesædet, mine fødder ikke gulvet. Min knold blev forvandlet til en susende konkylie, der længtes efter havets bund.

Kræftceller???

Det er ikke den mest sandsynlige årsag til Ellas tilstand, men alligevel bør det udelukkes. Diagnoser, der bør udelukkes, er de diagnoser, der ødelægger nattesøvnen og giver stof til marreridt. Til en orientering.

Så jeg tyr til Gerda Bengtssons gode gamle broderibog – det snart eneste faste holdepunkt her i Kemoland – og syr bellis, til solen står op.

Og svaret foreligger.

Eventyr

Af: Dorte
12-02-2013
6 kommentarer

“Der var engang to søstre”, hvisker jeg gennem masken. Ella famler efter apparatet og trykker et ekstra skud morfin ind i venen.

“De boede i et lille dobbelthus i en hyggelig by”, fortsætter jeg og kigger ind i et par alt for klare øjne med et fjernt blik. “En morgen vågnede Lillesøster ved at fuglene sang unden for vinduet. Sikke en dejlig dag, tænkte hun, jeg må hellere vække Storesøster, for i dag skal vi jo på tur!” Holder en pause og aer en lille sonde-befængt kind. Hvor er det dog godt at se hende igen!

“Hvor skulle de hen, Mor?”, snøvler Ella.

Historien fortsætter, og mens jeg masserer et par tynde lår under dynen pakker familien køletasken og kører  et smut til deres helt eget frodige ferieparadis ved vandet: Deres dejlige lille sommerskur.

“Her hopper de på trampolin, gynger, bygger hule, fisker i åen bag annekset, daser i hængekøjen og besøger naboerne på den anden side af den lille skov. De byder på kølig hvidvin og saft.”

Ella klynker og rejser sig rystende op på albuerne. Hun fatter brækposen og kaster en omgang grønt galde og rødt frisk blod op. Vi pauser fortællingen og fikser nu måsen, der pludselig sejler rundt i flydende sort bæ.

Godt så:

“Når eftermiddagssolen forgylder birkene, slendrer de til stranden og hopper ud i bølgen på den riflede sandbund. Det er godt, de har husket en spand, for så kan de lave et højt sandslot. Det skal pyntes med muslingeskaller. Flot. Nu kan det da også godt være, at de skal se at vende næsen hjemad igen. Op i trækvognen og adsted. På vejen køber de en is.”

“Med ekstra guf, Trulle – lyder det ikke lækkert?”, tilføjer jeg.

Men Ella er faldet i søvn. Jeg putter hendes små kølige arme ind under dynen, afmonterer mundbind/handsker og fatter strikketøjet; gammelrosa uld-pulsvarmere med falske snoninger.

Kan nok godt nå et par pinde inden trombocytterne sættes op …

Dag minus 7

Af: Dorte
29-01-2013
3 kommentarer

I morgen må jeg derind. Ind til de koldt oplyste gange. Ind til min lille Mus.

Over tre år er gået med sygdom. Livstruende sygdom. Vi valgte dengang hospitalet som redningsplanke, og også denne gang sætter vi vores lid til den kvalmende kemo. Men for mit vedkommende skete det først i går aftes efter en dag i tænksomhed. Da jeg modtog et foto af min alvorligt syge men frejdige Ella-pige med gulerod & iPad på transplantationsafsnittet stod det soleklart, at:

Jovist er også jeg klar til at kæmpe en sidste kamp!

Men så har de næste par måneder dæleme også at leve op til mine forventninger. For jeg kører på pumperne her. Der er ikke meget energi tilbage i den gamle sekretatiatschef, kan man vist roligt sige. Selv de mindste hverdagsopgaver er blevet komplet uoverskuelige:

Det krævede stor pædagogisk tilgang og tålmodighed fra Amandas side at guide mig igennem en så simpel sag som sortering af gammelt børnetøj forleden. Jeg udskyder min latte, hvis espressomaskinen er løbet tør for bønner eller vand. Spiser Nora af med toast i stedet for havregryn til morgen, hvis mælkekartonen er tom.

Det eneste jeg orker pt. er en tur i sommerskuret eller en stund med hækletøjet i stuen – vind i håret eller krea i hånden. Intet mere.

Og i morgen er der vagtskifte.

Pis.

Nogensinde sommer?

Af: Dorte
10-01-2013
1 kommentar

Hyggetur til skuret med Mormor for at se om alt er, som det skal være.

Et vintertjek i ny og næ skal der til, synes jeg. For lige at sige hej til min lille fritidshybel og fortælle, at vi skam ikke har glemt dase-livet i skovhaven. Vi vender stærkt tilbage til sommer.

Hvis altså sommeren nogensinde kommer til Kemoland igen …

Julekrans

Af: Dorte
27-11-2012
2 kommentarer

Se lige denne seje dørkrans, en dejlig veninde har lavet til mig!

Julekrans: Et stk. halmkrans, et bundt lærkekogler, spraymaling fra hobbybutik i klare farver, en ordentlig gang lim.

… og en tålmodig husbond, som affinder sig med, at hele garagen stinker af opløsningsmidler!

 

add

fb

om

De første lange år i Kemoland blev til en bog. De næste et par film. Historien fortsætter her på bloggen. Mød Ella & co i familiens unikke univers og følg med i kampen om at overleve børnekræft - og derefter rejse sig igen.

arkiv

pins

kemoland

© 2024 — Dorte Falkenberg Rasmussen @ Kemoland. All Rights Reserved. Powered by Wordpress.

Designed by Wpshower