“I’m a Barbie Girl” drøner ud i stuen for gud-ved-hvilken gang. “Igen, igen, igen!” hviner Ella (nb. bemærk begyndende krøller). Pyha, lidt variation ku’ måske være rart? Forsøger med andre af Aquas numre men nedstemmes. Kan selvfølgelig godt se logikken: Barbie-leg kræver passende baggrundstoner.

Hun er koblet til tre apparater her til eftermiddag. Bippende satmåler, tøffende sondepumpe og brummende iltapparat; slanger og ledninger i et virvar.

Ikke den helt optimale situation. Øv.

Vi skulle jo have været ude på min nye løberute med babyjoggeren i dag, men jeg er ikke helt tryg ved at koble hende af maskineriet herhjemme. Dårlig saturation igen var ellers ikke en del af planen, altså! Møg.

Og møg er nok også det eneste ord, jeg kan komme på, når jeg tænker på tirsdagens tjek på Riget. Her tuder jeg. Hulker min frustration ud for næsen af min lille uforstående datter og andet godtfolk. Weekendens kedelige indlæggelse spøger endnu og byder på flere dumme overraskelser. Som om der ikke var nok! Men jo, det viser sig nemlig, at det også var kæmpe fejl, vi overhovedet blev udskrevet i søndags, fortæller vores gode transplantationslæge. Antibiotika-kuren skulle have været fortsat intravenøst i minimum et døgn endnu, og den prednison, vi fik udleveret ved udskrivelse, skal straks pauseres, da den kan ødelægge den del af hendes marv, der rent faktisk virker. Ella må øjeblikkeligt indlægges på ny og behandling startes forfra.

Her er det så, at filmen knækker, og Ella (en lettere chokeret sygeplejerske og samtlige ventende patienter ude på gangen) bliver vidne til et følelsesudbrud af de helt store. For hvad fanden skal det dog ligne? Stressen blusser atter op. Var nu heller ikke særligt dybt begravet …

Tager mig en dyb indånding og informerer den tålmodigt ventende læge om min beslutning: “Nu skal du høre, min ven”, hvæser jeg spydigt, “vi holder fast i planen og kører hjem igen. Springer indlæggelsen over for denne gang, tak, og stoler på ham, der udskrev os. Ka’ I ha’ det godt …”

“Aj, hør nu her – hvem stoler du mest på? Ham eller mig?”

Ok, nu har jeg for alvor fået nok. Skal jeg ligefrem til at vurdere, hvilken læge, der siger hvad til os – og sammenholde erfaring og kompetencer fra nu af??? (“Ja goddag kære læge, inden du lytter på ungen, ku’ vi så lige få en kopi af dit cv samt kontaktinfo på mindst to referencer?”). Er fuldstændig lamslået og begynder arrigt at pakke sammen. “For øvrigt”, tilføjer jeg tørt, “så har jeg jo ikke Ellas medicin med i dag og ønsker bestemt ikke at overlade dosering til personalet én eneste gang mere”. “Derudover”, afslutter jeg bittert, “så har jeg heller ikke min egen med. Og hvis I tror, at I lige nu har oplevet en gal mor, så kan jeg fortælle jer, at I har noget i vente, hvis antidepressiverne ligger derhjemme på hylden under en indlæggelse i isolation.”

Og så skridter jeg ellers af med min datter.

Nå, man har et standpunkt, til man ta’r et nyt. Virkede som den helt rigtige beslutning på tidspunktet, men nu må vi lige se, hvordan saturationen arter sig. Ser gerne at den betændelses-snert, der sidder i luftvejene snart fortager sig. Ellers er der jo nok ingen vej udenom endnu en indlæggelse. Hm.