Arkiv
Tag "taknemmelighed"

”Han klarer den nok ikke weekenden over. De lægger ham til at sove lige om lidt. Og så er det vel det …”

Det er ikke første gang, jeg er sammen med en mor, lige før hendes barn bliver revet fra hende. Sikkert heller ikke sidste.

Hendes blik var rettet mod mig, hun talte til mig. Men hun var der ikke. Fjern, i chok. En svævende, følelsesløs, summende, rolig tilstand, der ramte mig som små isnende pile gennem hendes omfavnelse. Hvad kan man dog sige? Hvilke ord?

”Du vil altid have en søn. Du vil altid være hans mor.”

”Det ved jeg. Han vil altid være herinde.” Hun kæmpede en slap hånd op mod hjertet og lod den falde ned langs siden. Krammede mig igen og gik tilbage på stuen.

Et par timer forinden havde jeg siddet i møde. Kommunens udmelding var klar:

”Endnu ikke parat til arbejdsmarkedet? Efter SÅ mange måneder??? Nå, men så skærer vi i dagpengene (måske dét kan få dig i omdrejninger …)”

Cirka deromkring sluttede samtalen for mit vedkommende.

Ind i bilen og kurs mod Rigets Børnekræftafdeling og Transplantationsafsnit. Denne gang som gæst. I bagsmækken lå de sødeste sponsorgaver fra vores skønne lokale købmand. Jeg ville gøre noget godt. For de mange børn, der var tvunget til en weekend i de grå beton-gemakker. For mig selv som den glade budbringer.

Men jeg hører ikke til derinde mere. Der er blevet for fremmed, for fjernt, for surrealistisk. Jeg må trods alt være kommet videre.

Bare ikke videre nok til arbejdsmarkedet – og derfor ikke længere til sygedagpenge. Tilsyneladende.

Slam! Endnu en kasse blev lukket i. Endnu en dør smækket bag mig.

Pigerne leger på Noras værelse. ”Solsikke, solsikke …”, sangen gjalder gennem døren og ned i stuen, hvor jeg sidder med laptoppen på skødet. Sunde og raske børn. I live. Hos mig. Katten tjekker havens fugle ud fra vindueskarmen, og Anders fyrer op for espressomaskinen.

Om lidt skal vi i skoven.

To forskellige sygehuse.

Det der i sin tid gav os en fængselsdom på ubestemt tid – og det jeg besøger for at få tappet et par poser.

Samme parkeringskaos, samme indgang, samme farve vægge. Men stemningen er en anden. Lydene fra forhallen, smilene fra sygeplejerskerne, fornemmelsen når man hiver i dørsnorene.

Vidt forskellige.

Min far havde en sjælden blodtype og var også donor i mange år. Han blev engang kaldt afsted til et trafikoffer, der direkte modtog fra ham bag et forhæng. Det må have været underligt. Og godt.

Med et lille ekstra kryds fik jeg forrige år ligeledes meldt mig som knoglemarvsdonor. Nu er min dna registreret. Så venter jeg på et opkald. Det kommer måske aldrig. Hvilket også er ok.

Der er nu gået lang nok tid til, at vi må kontakte Ellas donor. En ung tysk mand. Med hjertet det rette sted. Aner ikke, hvad vi skal skrive. Derfor tøver jeg. Tak, er vel det mest oplagte. Men hvordan kan ét enkelt brev rumme det, vi føler? Den dybe sammenhørighed? Taknemmelighed?

Tak tak tak – fra nu af og til verdens ende tak. Vi elsker dig for din gave til os. For at sige ja. For at møde op. For at lade en kæmpekanyle knase sig gennem din hoftekam og dræne knoglerne for marv. For en chance til. For livet.

Måske Ellas ord til mig for et par dage siden er de eneste, der rammer rigtigt:

“Jeg elsker dig helt op til månen, rundt om solen, ned til jorden, rundt om en lille mælkebøtte og tilbage til månen igen …”

Måske.

Tirsdag, Ordrup Kirke
Livets afslutning. Smukke Schubert-strofer om kunst og kærlighed sender en far, en bror, en søn afsted herfra. I eftermiddagsblæsten. Lyserødt uldsjal gør hverken fra eller til. Foråret er sat på pause.

Onsdag, Rigshospitalet
Livets begyndelse. En lille ny hjælpes til verden lige foran elevatoren i Opgang 4. For næsen af mig og min datter. Sådan! Ella vil gerne vide, om det blev en dreng eller en pige. Hun håber på en pige.

09.00 Blodprøver (5002)
09.20 Lungefunktionsus. (5003)
10.30 Røntgen (3024)
11.30 Dexa-scanning (4011)
12.30 Øjenlæge (2061)
13.30 Lægesamtale (5002)

Sten, papir, saks. Tidsfordriv i forhallens proppede cafeteria imellem aftalerne. Guffer fars friskbagte rugbrød, deler en cola. Jeg sprittede ikke bordet af, før vi satte os. Kun hænderne.

Orienteringsløb. Seks poster = seks gaver. Og ømme fødder. “Kom så – fart på, Mor!” To-års-kontrol. To år efter familiens genfødsel. Foreløbige prøvesvar: Fred & idyl – kontrol igen i 2016.

2016!

 

Hvad er mon mere magisk end at vågne til vinterens første sne selveste julemorgen?

Efter proppet kirketur og kærlig aften i familiens skød <3

Ser frem til et par rolige juledage med:

1) Sildebord/snaps hos Farmor & Farfar
2) Brætspil/kælketur/hyggenygge

Accompagneret af søde englebamser, lækker krydderte og -kaffe samt gyldne godter fra den store mystisk kasse.

Mirakler sker. Vi er velsignet.

Så er den ikke længere.

Åååh!

Så kærlig og fin respons på Frikadelle i rampelys tikker fortsat ind her et par uger efter. Kan næsten ikke følge med …

Bare se den her lille cloud over seneste 100-ish hilsner. I den grad rørende og overvældende.

Vi læser hver eneste – og forsøger at svare alle.

Men indtil da får I her et kys på næsen fra Ella & co.

Og mange mange tak!

Ella nåede ikke i sommerhus. Hun fik en tur på Riget i stedet.

Dårlig byttehandel, synes hun. Og jeg kan kun gi’ hende ret, som vi sidder der isoleret i vinduesløst depot (alle stuer belagte).

Som lille plaster på såret lader vi hende slå sig løs i TOYS’R'US på vejen hjem efter udskrivelse. Det bliver til en skrålende Elsa-dukke. Uden volumenkontrol. So last year, men Ella er lykkelig.

Hjemme i postkassen venter fin invation til TV2s store Knæk Cancer Live om halvanden uge. Planen i år er, at vi alle fire skal deltage i både middag og show! Hvis ellers helbredet makker ret. Og tøserne kan sidde stille i salen fire stive timer i træk.

Det må tiden jo vise.

I mellemtiden vil jeg glæde mig over, at behandlingen af gud-ved-hvilken-bakterie, Ella nu har fået raget til sig, kan klares herhjemme i pilleform, da hun allerede er på vej på toppen igen.

Takket være hendes gode tyske immunforsvar.

Tænk at få livet forærende på ny. Være kommet så langt, at vi føler os helt fremmede derinde i det grå betonbyggeri. Riget, der har været vores hjem i så mange år. Vores redningsplanke. Trods alt.

Med dette lille tilbageblik på sidste års støttesang sender vi kærlighed afsted til alle Ellas små venner i videoen. Der klarede den som hun. Eller kæmper endnu …

Svitset velkommen af sommersolen – ellers rygter om massivt regnskyl herhjemme? Trætte unger på overophedet kuffertvogn foran Terminal 3 – småskændes om pladsen.

Til kongebyen på rekordtid. Tak til to gæve gutter, der hhv. hentede og bragte Familien Kemoland; ingen langtids-p og shuttle bus til os denne gang, hep.

Kære dobbelthus, har du savnet os? Bogreol, espressobrygger, blomstrende gårdhave? Housesitter Mormor har fyldt køleskabet med aftens- og morgenmad, fantastisk! Udpakning i lyntempo, kaffetår, fødderne op … og zzzzz.

Dagen derpå. Lokkende torden fra Festivalpladsen. Dilemma: Kølig mojito i støvet vs. svedigt vasketøj i bryggerset? Nå, éndagsbilletterne er med sikkerhed udsolgt, så det giver jo lidt sig selv. Ellers vidunderlig søstertur i ’13. Til næste år, Orange, til næste år …

Tøserne har allerede genfundet rytmen i hytten – legesager og rod im ganzen Haus. Suk. Griber Mac og blogger mig tilbage til dampende tapas, azurblåt hav og bikiniklædte kampfæller.

Viva La Vida – og ildsjælen bag <3

I dag senfølge-kontrol på Klinik for Vækst og Reproduktion. Først blodprøver et sted – og fire timer senere lægesamtale et andet. Rart at slippe for to ture herind – men træls ventetid. For ikke at kede os ihjel, ta’r vi på visit til de mange afdelinger, vi har hørt til over årene.

“Ella, er det virkelig dig? Hvor er du blevet stor!”, udbryder en intensiv-sygeplejerske på 3. sal med tårer i øjnene.

“Åh, tak for besøget Ella – du har lige reddet min dag!”, siger en transplantations-sygeplejerske på 6. sal med armene om tøsen.

“Ja, kemoen lader ikke til at virke her efter tilbagefaldet, så det udskyder jo nok den ny knoglemarv”, sukker en Cancer Mom på 5. sal med rystet stemme.

Børnekræftafdelingen er den sidste på vores turné. Ella bestiller straks en kop varm kakao med flødeskum og sætter sig hjemvant til rette ved computeren i fælleskøkkenet. Sikke en masse velkendte ansigter. Og sikke en masse nye.

Krammer min lille raske fighter og tapper mig en maskinkaffe. Bvadr! Ligeså trist som jeg husker. Drikker den alligevel. I sympati med dem, der ikke har andet alternativ i øjeblikket. I taknemmelighed over at måtte hænge ud i rolige rammer.

Déjà vu, indeed:

2012, Rigshospitalets Børnekræftafdeling. Ella i hvid hospitalsbluse spiller computer. Indlagt. Syg. Kemobehandlingen er begyndt. De kortklippede totter falder snart helt af.

2014, Rigshospitalets Børnekræftafdeling. Ella i turkis sommerkjole spiller computer. Udskrevet. Sygdomsfri. Kemobehandlingen er afsluttet. De bløde krøller vokser snart helt ud.

 

 

 

 

 

 

 

 

Snapshot: På vej til liveshow sammen med vores Knæk Cancer-tilrettelægger. Ella hundser rundt med Moster hjemme i Roskilde. Væk fra Mor og Far for første gang efter transplantationen.

Grænseoverskridende!!!

Efter middag med Kræftens Bekæmpelse samt en håndfuld TV2-cases daffer vi ned i Nordisk medieby. Den røde løber er rullet ud, men vi gelejdes udenom og ind i kantinen til forinterviews, Herefter ad bagindgangen til studiet.

Sveden driver af publikum, da vi for fjerde gang bedes rejse og sætte os i den gode sags tjeneste. Vandflasker shippes rundhåndet afsted mod bordene. Tissepauser imidlertid no go uden forudgående tilladelse. Lyset brager ned over en skaldet kemo-isse eller to. Nora flytter sig uroligt i stolen men får øje på en skål chips og er engageret den næste times tid.

Måske ikke den mest børnevenlige aktivitet, når det kommer til stykket, men det er alligevel lidt spændende af opleve et par idoler på scenen lige foran os, synes hun.

“Vi konkurrerer ikke i forhold til sidste år”, sagde Camilla Miehe-Renard i telefonen i går, men jeg kan alligevel ikke undlade af gnægge lidt over det rekord-flotte resultat på mere end 143 mio, da aftenen er slut.

Og at det alene via Ellas egen indsamling lykkedes vores lille familie at støtte med knapt 26.000 på blot 14 dage – jamen det er jo helt vildt! Men hold fast, hvor er jeg også træt nu …

Har kun ét ord tilbage at sige her dagen derpå: KAFFE!!!

Sikke en dag! Og sikke en aften!

Føler jeg har været til fest og har svært ved at vågne helt op. Men medie-tømmermændene her til formiddag udvandes af en kæmpe taknemmelighed til alle jer, der brugte gårsdagens tv-aften til at lære vores lille familie at kende.

Mellem 30.000 og 40.000 seere (!!!) klikkede ind på live-chatten i går, og jeg nåede kun at svare en brøkdel af alle de rørende hilsner og spørgsmål, der bombarderede TV2s Københavner-redaktion på Teglholmen. Tasterne glødede, mens den ene kop kaffe afløste den anden. Midvejs stillede min omsorgsfulde kontakt-journalist et stort glas vand foran mig og foreslog en pause. Men det var der jo ikke tid til!

Så fine og smukke kommentarer, så meget kærlighed, der tikkede ind hvert sekund. Jeg måtte da svare – give lidt tilbage. Vise min glæde over den fuldstændigt overvældende interesse i timerne efter Ella-filmens præmiere (NB. genudsendes lørdag aften).

Har lige været inde og runde Knæk Cancers Facebookside, der melder om 150 delinger, 420 kommentarer og over 4.700 likes under vores familiefoto. Wow si’r jeg bare! Har mest lyst til at fordybe mig i alle beskederne med MacBook i sofaen, men om lidt kommer Ellas fysioterapeut på besøg, inden den står på tlf-sludder med Radio 100 og interview herhjemme med Kristeligt Dagblad.

En lille formiddags-Dr. Nielsen-dram må vist være på sin plads?

Pyh!

Opfølging: Tror sgu’ lige jeg napper mig en dobbelt-dram, nu jeg er i gang! Ser gudhjælpemig lige på nettet en overskrift om, at Anders og jeg skulle være gået fra hinanden. Øh nå! Den må så ellers være undsluppet min opmærksomhed :-/

Christ; og velkommen i medierne …

Åhr, hvor blev jeg altså bare rørt her til morgen, da jeg fandt ud af, at tre af jer skønne læsere netop har normineret mig til Feminas Blog Award 2013 for det mest bevægende indlæg:

Indlægget hvor lille Ella ryger i koma på sin 4-års fødselsdag i starten af marts.

Stor varm taknemmelighed hver gang I giver os et par kærlige ord med på vejen.

Og ydmyghed. For tænk engang, at så mange tusinde sjæle følger vores kamp for at få hverdagen tilbage.

Har lige bladret bagud i bloggen til den voldsomme begivenhed og kan slet ikke forstå, at det er den samme pige, der lige nu sidder og griner i sofaen sammen med sin storesøster. Hjemme.

Hvor var hun dog syg. Hvor var vi dog tæt på at miste hende …

NB. Fældede du måske også en tåre, da du læste fødselsdags-updaten, så ville jeg blive meget glad for din stemme. Klik på det lyserøde logo herover og skriv:

http://www.kemoland.dk/?p=9807

i feltet under “Kategori #2 – Årets mest bevægende indlæg“.

Cocio Chokolademælk. Lige præcist sådan er farven og konsistensen på Ellas lort. Og hun leverer ikke bare én men 10-20 blefulde i døgnet. Slattenheden tiltager weekenden over, og nervøsiteten ligeså: Har doner-marven nu angrebet tarmene, hvor lungerne klarede frisag? Nå, den må vi vende mandag ved den planlagte og næstsidste steorid-bolus.

Anders & Ella ta’r mod Riget, mens Nora & jeg bli’r til et par mor/datter-dage i sommerskuret. På Riget konstaterer mikrobiologerne, at Ellas gamle noro-virus er blusset op igen, hvilket gudskelov ikke er synderligt farligt. Hvis da ellers elektrolytterne holder sig i kroppen. Det konstaterer bioanalytikerne så imidlertid, at de ikke gør. Kalium-niveauet er faretruende lavt – faktisk så lavt, at der er risiko for hjertestop.

Argh!

På trods af, at Riget endnu en gang har kløvet familien i to og forkortet vores længe tiltrængte fridage sammen, var det nok alligevel ikke helt galt, at vi lige kiggede forbi, da vi gjorde det …

Mens slatten Lillesøster de næste par dage fyldes med medicin i sengen, fyldes Storesøster med friluftsliv (tak for ridetur til en af jer dejlige læsere!) i sommerlandet, hvor vi atter er online (tak for lyn-service til en anden af jer dejlige læsere!).

Indlæggelsen trækker ud, og jeg overtager (bogstavlig talt) lorte-tjansen, indtil torsdag, hvor vi endelig løslades.

Nå, det var den herssens sommerferie, vi kom fra …

 

 

Familien flytter hjem. Pakker 120 flyttelæs i pose og sæk og afleverer nøglen til et rengjort Ronald McDonald-værelse sammen med en indsamling, der nåede at runde hele 20.000 kr. på kun ganske få uger. Med hjælp fra jer, dejlige læsere!

Må dette hjertevarme værested bestå. Finder sjældent større kærlighed, rummelighed, fællesskab, livsglæde, kampgeist end her. Større sorg.

Nu tilbage til Roskilde. Kongebyen.