… skal der imidlertid også være plads til, når familien rammer en dobbeltside i selveste BilledBladet.
Wow, dét er godt nok ypperligt!
Kun overgået af fredag aftens Disneysjov med bakteriebombe af SuperBest’s dejlige bland-selv-slik.
Som sikkert alle Himmelev og omegns snotunger har gramset løs på.
En helt utænkelig luksus for bare et år siden.
Fremad det går.
Nevertheless.
Tøjkrise igen igen. My middle name. Skal vi ikke bare satse på, at kameraene finder andre og mere interessante motiver end Familien Kemoland til showet i morgen aften?
Tvivler på, jeg får tid til min ellers planlagte shoppetur her over middag. Sidder og venter på telefonopringning fra Udbetaling Danmarks barselskasse.
Og nej, det er ikke fordi der er flere babyer på vej. Det løb er vist kørt.
Men hvis jeg ønsker nogen som helst form for indtægt, indtil Ella er så frisk, at jeg kan søge job, må jeg selv lede efter midlerne i den offentlige paragraf-høstak, hvor jeg muligvis har fundet frem til meget hemmelig men yderst relevant bekendtgørelse.
For kommunen har uigenkaldeligt afvist al hjælp. Det skete ved møde i sidste uge. Der brat sluttede med undertegnedes dramatiske og tårevædede exit fra Rådhuset. Kampen var tabt allerede, da jeg slog røven i Ditzel-sædet:
Dvs. ikke en krone i indtægt, indtil Ella er klar til fuldtids-pasning ude. Hvornår det så end bliver?
Lille Ella pus. Den gæve tøs, der har været så umanerligt meget igennem. At hun overlevede kræften, vågnede af koma og allerede året derpå er på benene igen, er ikke nok. Nej, hun må hellere se at komme over de kemo-trætte ben, evindelige lungebetændelser, up to social speed med sine jævnaldrende. Og dét i en vis fart.
Som sagsbehandleren ytrede i telefonen for blot et par måneder siden: “Synes du da egentlig ikke fem års udbetalinger fra det offentlige er mere end rigeligt?”
!!!
Endnu en dag i telefonen = shoppetur afblæst.
05.30: Mor og Ella sætter sig i bilen. Kurs mod Go’ Morgen Danmarks gyldne efterårs-studie i Tivoli. Man klapper sig selv tilfreds på skulderen for velorganiseret afgang med kun glade miner. So far …
05.45: Uvejr. Sikke det vælter ned. Mørke og blinkende lys flyder sammen i uigennemskuelig pøl. Bare vi snart når frem. Fjollet i øvrigt at stille et skilt mod Greve lige her ved Folehaven. Folehaven? Folehaven??? Shit – hvor pokker er vi henne?
06.10: Hasteopkald til journaist og runner: Ella & co. et kvarter forsinket. Smink en anden – og hold kaffen varm.
Vi når det hele. Makeup, forinterview, teaser i tekøkken og et ekstra toiletbesøg i sidste øjeblik – inden det går løs i studiet. Hatten af for det kærlige og professionelle team, der endnu engang formår at lande et fint indslag … selv under stressende omstændigheder.
Nåda, der er sørme kendisser backstage. Nå, Ella nægter skrigende forslag om snapshot med selveste Christopher. Idol i chok – er vist aldrig før blevet afvist af en pige … Vi runder i stedet Lagkagehuset med tilrettelægger, inden næsen vendes mod Roskilde: “Træt? Fridag? Du kan tro nej Mor, nu vil jeg i børnehave, tak!” Kompromiset bliver en kort dag.
Gymnastik med den yngste, lektier med den ældste, og turen går atter mod Staden. Har taget imod aften-invitation til livechat på Teglholmen efter dokumentar-præmiere.
Skriverierne, der blev fulgt af +20.000 læsere, varede over en time (og blev kun ganske kortvarigt overgået i besøg af Manchester-fans på fodbold-chatten – hep!). Det væltede ind med relevant, kærlig og meget rørende seer-respons. Bare se den her:
Hej Dorte. Har ikke noget spørgsmål, men vil rigtig gerne takke dig for at dele Ella videre kamp med os. D. 6/6 tabte min mand kampen til canceren, men jeg kan i dag smile gennem tårerne, da hans ønske efter sidste års udsendelse er gået i opfyldelse, for som han sagde: ” Hellere jeg skal dø end lille Ella, som endnu ikke har nået at leve”. Han ville have været rigtig glad for at se, at Ella har det så godt. Jeg sender jer de bedste ønsker for fremtiden.
Snøft!
Dagen derpå. Guffer takeaway-rester fra i går, mens jeg browser gennem et væld af Ella-updates på medierne. Mister pusten på Knæk Cancers Facebook-profil, hvor der meldes om over 7.000 likes og flere hundrede delinger og kommentarer til filmen.
Ellas og Mettes film. De to fightere. Den ene lige her ved siden af mig, den anden i himlen.
“Jeg er så ked af, at Mette ikke klarede det”, sagde Ella i aftes og pegede op på et væld af stjerner. “Men jeg kender mange børn deroppe, hun sikkert kan hygge sig med”.
Snøft igen!
“Der er større bekymringer i verden …”, er Anders’ kommentar til min tøjkrise.
“Du måtte godt låne noget af mit!” tilbyder Nora og fortsætter i et fnis: “… hvis du da ellers ku’ passe det, hi hi!”
“Du bliver altså nødt til at være smuk i morgen, Mor!”, stresser Ella mig.
Lader klædeskab være klædeskab og læner mig tilbage med MacBook og kaffetår. Anders har ret: Der er ved gud større bekymringer i verden – én af disse kommer netop i fokus under TV2s Knæk Cancer-uge, der begynder i morgen.
Ja, for ganske snart går det atter løs. Og vi er inviteret med. Fra start til slut. Fra dokumentar-præmiere om under 24 timer – til kulminationen i live-showet på lørdag.
Glæder mig til at tage hul på endnu en indsamlingsevent i den gode – og meget vigtige – sags tjeneste. Så vigtig at jeg tropper op i Tivoli kl. 06.15 (!) mandag morgen (!!) med Ella på slæb (!!!)
De er advarede derinde. Kan vitterligt ikke garantere for udfaldet, hvis tøsen får det forkerte ben ud af sengen. Hvilket nemt sker så tidligt på døgnet. Hysteri for fulde gardiner i live-tv. Fantastisk.
Nå, det var den hersens garderobe, jeg kom fra …
Ella nåede ikke i sommerhus. Hun fik en tur på Riget i stedet.
Dårlig byttehandel, synes hun. Og jeg kan kun gi’ hende ret, som vi sidder der isoleret i vinduesløst depot (alle stuer belagte).
Som lille plaster på såret lader vi hende slå sig løs i TOYS’R'US på vejen hjem efter udskrivelse. Det bliver til en skrålende Elsa-dukke. Uden volumenkontrol. So last year, men Ella er lykkelig.
Hjemme i postkassen venter fin invation til TV2s store Knæk Cancer Live om halvanden uge. Planen i år er, at vi alle fire skal deltage i både middag og show! Hvis ellers helbredet makker ret. Og tøserne kan sidde stille i salen fire stive timer i træk.
Det må tiden jo vise.
I mellemtiden vil jeg glæde mig over, at behandlingen af gud-ved-hvilken-bakterie, Ella nu har fået raget til sig, kan klares herhjemme i pilleform, da hun allerede er på vej på toppen igen.
Takket være hendes gode tyske immunforsvar.
Tænk at få livet forærende på ny. Være kommet så langt, at vi føler os helt fremmede derinde i det grå betonbyggeri. Riget, der har været vores hjem i så mange år. Vores redningsplanke. Trods alt.
Med dette lille tilbageblik på sidste års støttesang sender vi kærlighed afsted til alle Ellas små venner i videoen. Der klarede den som hun. Eller kæmper endnu …
Hvorfor, hvorfor, hvorfor er jeg ALTID så sent på den? 4 min. til Billed-Bladet melder sin ankomst …
Great.
Åhr! Når jeg selv fælder en tåre – og det oven i købet ved højlys dag i klippestudiet på Nordisk – hvordan mon det så ikke bli’r til præmieren?
Spontan-frokost for lidt siden med tilrettelægger (den smukke øverst) og visual producer (den flotte nederst), en tur i speak booth samt lille smugkig på den snart helt færdige Ella-dok.
Klip jeg slet ikke husker eksisterede – side om side med klip jeg aldrig vil glemme at have optaget.
Rørende & stærkt. Ligesom sidste film.
Tak til det hårdtarbejdende team, der alle har været med til at binde vores seneste år så fint ind. Året hvor vi – i bogstavligste forstand – kom på benene igen og rejste os. Fra dybet.
Så kryds i kalenderen! Sendetid for udsendelsen sat til:
Mandag 20/10 kl. 21.25
I går var det præcist to år siden, gulvtæppet blev revet væk under fødderne på os. Og vi måtte begive os afsted på endnu en kold og farefuld færd udi vinternatten.
Tilbageblik spiller en vigtig rolle i min sorgproces.
Har lige genset TV2s Ella – livet forfra, som hjælper mig med at huske. Det hele. Alle de onde – men også de smukke øjeblikke siden Ellas tilbagefald.
Nu er dokumentar nr. to på trapperne. Nordisk Film er netop ved at lægge sidste hånd på Knæk Cancer – et år efter, som meget snart vil rulle over skærmen i de danske hjem.
I filmen kommer vi til at se, hvordan det er gået to af sidste års cases: Ella (behøver vist ingen yderligere præsentation …) og Mette (kræftramt mor til tre).
Glæder mig til at se det færdige program – men er samtidig hunderæd. Mens vi kæmper for at få fodfæste igen, er verden netop styrtet sammen for en anden familie, og jeg ved, jeg vil fælde en tåre ved præmieren.
Selvom jeg kun nåede at møde Mette en enkelt gang, er hendes historie flettet sammen med vores i mere end én forstand. Både hun og Ella blev oprindeligt diagnosticeret vinteren 2009, og siden da har begge oplevet rutchetur på rutchetur.
I dag er Ella er en frisk bøf.
Forrige søndag døde Mette.
—
Endnu en uge går på hæld, og i aften skal vi ha’ indisk og se Disneysjov. Nora har lavet en perleplade til sin kanin i klubben, og Ella trænet tohjulet i børnehaven. Anders har dyrket agile development på arbejdet, og jeg læst britisk spænding, broderet jule-korssting og øvet tværfløjte herhjemme.
Rejsen fortsætter – og vi vandrer med.
På bedste beskub.
Sensommer 2012 kom Hjemmet forbi. Her i Roskilde.
Og tog tilbage med en solskinshistorie.
Det var kort før Ellas tilbagefald – og vi var spirende optimistiske omkring fremtiden. Husker tydeligt, hvor varmt det var at tæske rundt med ungerne på rutchebane til ære for fotografen. Rapportagen skulle nemlig først i bladet måneden efter, og – for at passe ind i årstiden for udgivelsen – måtte vi iklædes varme trøjer, tørklæder og støvler. Trods de +20 grader.
Men artiklen blev aldrig en realitet. Kort før tryk måtte jeg ringe til journalisten og fortælle hende, at vi var tilbage på Børnekræftafdelingen. Jeg åbnede op for et opfølgings-interview, men de takkede nej.
Historien var nu for uhyggelig for Hjemmets segment.
Den skulle godt nok lige fordøjes; blev faktisk ret så paf. Tog i stedet imod invitation fra Kristeligt Dagblad, der ikke lod sig skræmme af sygdom og krise. Tværtimod.
Tankevækkende egentlig. At nogle læsere ville føle sig svigtet af sit ugeblad, hvis redaktionen pludselig skulle finde på at bringe en overskyet solskinshistorie. Som vores. Måske min harme dengang havde rødder i vores egen situation. Som vi ikke bare kunne lukke øjnene for, når den blev for grim. Hvorfor skulle andre så have valget?
—
Sensommer 2014 kom Hjemmet atter forbi. Denne gang i Sommerskuret.
Og tog tilbage med endnu en solskinshistorie.
De sidste to år har jeg erkendt, at det er ok at vende ansigtet bort fra de alt for barske skæbner. Det er om at passe på sig selv og kende sine grænser. Og er man kun til happy endings, så er det også i orden.
Vores historie har sgu’ heller ikke været for køn. Det ved jeg. Til tider har selv de mest standhaftige af jer mange tusinde læsere sikkert haft svært ved at lukke op for Kemoland. Mon ikke?
Jeg ved også, at Ella-dokumentaren sidste år ikke blot rørte en masse seere – men også forskrækkede. Dét på trods af Nordisk Films fantastiske balancegang ved udvælgelsen af alle vores optagelser. For TV2 ønskede jo ikke at jage nogen væk. Bare give et lille indblik i livet med et kræftramt barn. Og måske få et par kroner i kassen til Kræftens Bekæmpelse ved samme lejlighed …
Men det afhænger af, hvor man selv er i øjeblikket, tænker jeg. Om man kan kapere alle livets facetter – eller kun de idylliske.
Derfor sagde jeg ja til endnu et besøg af Hjemmet. Vel vidende, at artiklen ville ryge samme vej som den forrige, hvis lykken vendte.
Men det gjorde den ikke! Og på mandag kan man opleve familien Rasmussen på side 8-9 under den rosenrøde overskrift:
Overvandt leukæmi: Ella er et lille mirakel
Baglæns tanker i øjeblikket.
Måske et helt naturligt led i healing-processen, nu jeg har et par børnefri timer om dagen?
Tænker især tilbage til efteråret 2012, hvor vi endnu en gang mistede fodfæste og styrtede lige lukt på røven tilbage til Kemoland.
I ekspresfart.
Ella gik den mest grusomme tid i møde, og måske netop derfor fylder disse måneder så meget inden i mig.
Sjælen vil så gerne rumme alle efterfølgende oplevelser, som kroppen husker så tydeligt. Men noget blokerer, og jeg synes ikke at kunne komme forbi perioden for diagnosen.
Dengang, en af de milde efterårsdage, kom Roskilde Avis på besøg. Jeg havde netop byttet Ella-vagt med Anders på Riget, og kunne lige nå en kaffe med lokal journalist og fotograf, inden Nora skulle hentes. Første møde med pressen. Havde ikke lukket et øje i hospitalssengen den nat; kemogalskaben var i gang. Men det blev til en ok bagsideartikel.
For et par uger siden aflagde avisen os atter en visit. Det er der kommet endnu en bagsideartikel ud af. “Vi er på vej ud på den anden side”, lyder afslutningsreplikken fra mig. Fint citat da. Og sandt.
Eller noget …
En nat sidst i oktober modtog jeg en hilsen fra en fremmed kvinde:
Jeg sad her til aften og så jeres film. Tak fordi du deler jeres medgang og modgang, det lærer os andre at man ikke skal hænge sig i bagateller og nyde livet fuldt ud.
Beskeden sluttede med et kærligt tilbud om at donere en unik kage til hver af pigerne, når der en dag var brug for det:
I kan bare sige til – ved af erfaring hvor glade og specielle børn føler det.
Stoltheden var ikke til at tage fejl af, da Nora sidste måned beundrede den tilsendte skitse; for slet ikke at tale om da hun i lørdags til sin familiefødselsdag insisterede på at skære for til os alle (chocolate mud cake med jordbær mousse, mums!)
Så tusind tak, søde Mie, for den helt igennem personlige og fuldstændigt vidunderlige bid eventyr.
Den var så tiltrængt!
I tirsdags lagde Sjællandske Medier vejen forbi vores lille dobbelthus, og resultatet kan allerede nu beses i såvel Dagbladet Roskilde, Frederiksborg Amts Avis, Nordvestnyt som Sjællandske (… og sådan lokkes manden til bageren lørdag morgen).
Det store dobbelopslags-portræt af Roskilde-stafettens yngste fighter var så fint, at undertegnede måtte fælde en tåre. Alene overskriften “Ellas hårde kamp” kan vel få enhver PTSD-ramt Cancer Mom til at snøfte. For slet ikke at tale om forsidefotoet af verdens smukkeste Tudse.
I presse-samlingen med artiklen. I glasset med Chardonnayen.
(Øverste snapshot er taget af fotograf Jens Wollesen)
- men en vigtig sag. Nåede lige lille interview i Byparken dagen før afrejse.
Og med Kanal Roskildes 90′er-vignet i øregang og på nethinde bli’r livet på Mallorca sgu’ ikke meget bedre. Jeg vil være lokalrapporter, når jeg bli’r stor …
6. gang i Go’Morgen Danmark. Men i dag med hele familien 
“Du har været meget syg, Ella – hvordan har du det i dag?”, opvarmer Ida Wohlert kærligt i te-køkkenet.
“Fint nok …” siger lille Bandit arrogant og ta’r en bid af sit morgenbrød. Med parmaskinke – mums.
“Hvad har du fået i julegave?”, fortsætter vores vært tålmodigt.
“Aj altså! Det HAR jeg da lige fortalt dig??? Ella rynker brynene og guffer videre. Lettere irritabel.
Den tilbagelænede stil fortsætter i studiet. Kokken panerer, kameraene snurrer, lyset blænder og Ella fistrer uimponeret rundt i sofaen, mens vi andre tre forsøger at levere et nogenlunde sammenhængende interview.
Om det lykkedes, ved jeg ikke. Men pigerne hyggede sig og dansede hele vejen gennem Hovedbanen og ud til bilen.
Årets første familieudflugt …
