Arkiv
Tag "sommer"

I de små stille pauser.

Når dukkerne bades, gymnastikvimplerne luftes, eller kreativiteten udfolder sig med pensler og farvelade på en brændende og doven feriedag.

Hvad gør jeg da? Jeg filosoferer.

Ikke mere end ét enkelt ukoncentreret splitsekund skal der til, før romanen dumper ned i skødet, hækletøjet falder ud af rytmen, te-posen glemmes i kanden. Eftermiddagen forbitres. Mørket sejrer.

De frie tanker finder sig et musehul af en bagdør, møver sig indenfor og tager over.

Pigerne er i fuld sving med et fælles undervandsmaleri i gulvstørrelse; alt for varmt til at opholde sig ude. Nora klukke af grin. Ella fniser med.

Livet er ikke livet værd, tænker jeg, med al den gru og smerte?

Jamen, hvordan hænger det dog sammen, spørger læseren. To raske søstre, der hygger sig; hun burde da endelig være glad?

Nu også dårlig samvittighed. Pling! En dråbe besk i sorgens bæger. Jeg rører rundt. Sur dram at bunde – men ned skal den.

For en gang imellem bliver jeg simpelthen nødt til at give efter. Humpe mig en tur omkring omkring i selvmedlidenhedens sump, inden livet genoptages. Genopdages. Luften friskes op.

Dog sværere at vende tilbage efter hver dyk, kan jeg mærke. Og det skræmmer mig fra vid og sans.

Ville ønske det var forsvundet med Ellas kræft: Uvejret i mig.

Telefonkimen. Argh!! Nej nej, ingen grund til stress: Bedste blodprøvesvar ever. Ella er virkelig blevet HELT RASK? Hvornår begynder jeg mon at fatte det???

Skål! Tår af ristet drikkedunk i motorvejskø. Smiler til offspring i bakspejlet.

Hvor kom vi så fra? Nå ja; sommer – uden fællesorlov. Mor her alene på skansen med to friske piger det meste af skoleferien. Sæt igang!

Men hvad skal man mon finde på efter sådan et par vidunderlige solskins-uger på Mallorca? For familien er jo afisoleret i år. Alt er muligt! Alt skal nås. Nu vi endelig kan!!!

Hjemme. Brainstormer mig svimmel i knolden. Hvilke attraktioner og særværdigheder i hvilke byer? Måske nye er dukket op siden min brat afbrudte karriere i turistbranchen?

Synker sammen på bænken. Hedebølge. Pigerne hviner ind gennem hullet i den vildtvoksende bøgehæk. Med favnen fuld af markblomster. Til mig. Klipklappere, lysebrune skuldre, stropkjoler. Verdens smukkeste søstre.

Pakker planerne sammen og finder mig til rette. Lige her på terrassen. Ud over de aftalte bedste/fætter/kusine-overnatninger behøver vi såmænd ikke andet end:

Vejrmøller på boldbanen, frokostpizzaer ved fjorden, snobrød i køkkenhaven, legesyge klub-kaniner, kølig dukkert, bueskydning, akvarel, kortspil.

Og selvfølgelig en perlerække af ingen verdens ting @ Sommerskuret.

Jep! Dét er hermed planen for de næste uger. Nemlig.

Snobrød (god stor portion til fire personer): 50 g smør, 1/2 l mælk, 50 g gær, 4 tsk sukker, 1 1/1 tsk groft salt.

Smelt smør i en gryde og tilsæt mælk. Blanding i skål, rør gær heri. Tilsæt øvrige ingredienser (hold lidt mel tilbage). Dej slås godt sammen. Skål dækkes med fx et låg – afsted til hævning et lunt sted i ca 1 time (nemt nok; indendørstemperatur i skrivende stund 29 grader!!!)

Vi spidder normalt pølser på snobrødspindene og snor dejen omkring. Til dessert bare dej om pind og marmelade i hul efter bagning. Eller skumfiduser og popcorn over de sidste gløder. Mums.

Svitset velkommen af sommersolen – ellers rygter om massivt regnskyl herhjemme? Trætte unger på overophedet kuffertvogn foran Terminal 3 – småskændes om pladsen.

Til kongebyen på rekordtid. Tak til to gæve gutter, der hhv. hentede og bragte Familien Kemoland; ingen langtids-p og shuttle bus til os denne gang, hep.

Kære dobbelthus, har du savnet os? Bogreol, espressobrygger, blomstrende gårdhave? Housesitter Mormor har fyldt køleskabet med aftens- og morgenmad, fantastisk! Udpakning i lyntempo, kaffetår, fødderne op … og zzzzz.

Dagen derpå. Lokkende torden fra Festivalpladsen. Dilemma: Kølig mojito i støvet vs. svedigt vasketøj i bryggerset? Nå, éndagsbilletterne er med sikkerhed udsolgt, så det giver jo lidt sig selv. Ellers vidunderlig søstertur i ’13. Til næste år, Orange, til næste år …

Tøserne har allerede genfundet rytmen i hytten – legesager og rod im ganzen Haus. Suk. Griber Mac og blogger mig tilbage til dampende tapas, azurblåt hav og bikiniklædte kampfæller.

Viva La Vida – og ildsjælen bag <3

Godt så. Bunden er nået. Nu er der kun én vej, og det er op. Eller noget.

Lidt gladere tanker? Det må være sol og strand, der taler. Næste regnvejrsdag – og jeg ligger der garanteret igen. Med næsen under dynen …

Men i går lukkede rhododendronens friske purpur op for stangtennis og forloren Irma-skilpadde. Med smilende æg.

Og selv om halvdelen af natten gik med at frygte ny feber og -hoste hos Ella efter den halvkølige svømmetur, vil jeg her til formiddag brygge mig en latte og forsøge at nyde et par timer ved havebordet. Alene.

Duften af Sommerskur sidder stadig i min kjole …

Sidste uge modtog jeg gavekort til et lærredstryk fra Sumopix. Eneste jeg skulle gøre var at uploade et velegnet foto.

Jeg og så min vino satte os godt til rette i dagligstuen og åbnede for iPhoto.

For at vælge ét af vores 35.000 snapshots.

Ingen nem sag.

Ingen nem sag overhovedet, skulle jeg hilse og sige.

Valget faldt – to aftener og tre glas rød senere – på vores smukke Nora. En forsommerdag i natkjole under Sommerskurets flimrende birke.

Online-bestillingen tog kun ganske få minutter, og et par dage efter kom posten forbi med billedet.

Det hænger nu over klaveret og minder mig om, at der måske også kan være fine og rare øjeblikke ved livet i skyggen …

Så er det tid til et lille krea-indlæg d’damer!

Denne skønne taske har hængt på mig og babyjoggeren hele sommeren. Dejlig gave fra en tidligere kollega og hendes søster, som har fælles sommerhus tæt ved vores. Og de har godt nok lavet det lækkert! Bliver bare så godt humør af at kigge på farverne og tænker lidt at lave en ekstra i lidt efterårslook og dermed tynde lidt ud i al restegarnet.

Husbond bifalder idé …

Hæklet crossbody taske: Udført i ét stykke i fm brudt af stm-rk hist og pist. Slå 175 lm op (ca. 60 cm i bredden), vend med 2 lm (2 m fra nålen), skift farve ved hver rk. Og så er det ellers bare derudaf indtil en 40 cm. penge. Kanten hækles i fm. (i hver tredje m, så den rynker) og hanken gøres så bred og lang, man nu ønsker (denne er 8 fm bred/50 cm lang).

September er blommetomaternes, pralbønnernes og mirabellaernes tid. Taknemmelighedens tid, hver gang solen titter frem og trækker klip/klap-sæsonnen ud. Sorgens tid, hvis jeg ser tilbage på sidste år, hvor en ond blodprøve stækkede min glade børnehavepiges vinger. Angstens tid, når sensommerens hasselblade krøller sig sammen under havebordet og knitrer, at vinteren er nær. Og at den kan blive en hård et af slagsen. For tredje gang.

Fatter hastigt kosten og fejer terrassen fri for forfald. Kaffe i koppen og fødderne på bordet. Spejder efter Nora – kan høre hende i nærheden. Vi er nemlig stukket til skurs. Kun os to, og bare sådan lige en lille weekend-tur for at afprøve de nyopsatte senge, høste godterne i haven og byde en klassekammerat velkommen i lyngen. For hendes familie har såmænd valgt at købe genbohuset heroppe, og det kan kun bifaldes. Så frem med vinglassene!

Jo, der er nok at se til – og så alligevel ikke. Dagene smelter sammen i spil, leg og friskbagte æbleskiver ved sengetid fra ekstra-bedsterne for enden af skovhaven. Får også udset os et godt træ til vores legehus-projekt, hvilket allerede går i gang om en uge. Min store pige titter frem fra et buskads med en lille gryde i hånden og halmstrå i håret: “Må vi godt få noget sukker til vores brombærmarmelade?”, griner hun og slikker fingrene én efter én. Simple living – fra hånden til munden. Det bekommer os begge vel, inden hverdagen for alvor går løs.

Anders’ del af orloven slutter nemlig nu …

DMI: Solnedgang Odsherred kl. 21.14.

Er ankommet til stranden i god tid og får derfor plads på en af de fornemme rækker til aftenens show. Spejder oppe fra marehalmen efter Nora, der fræser rundt i sandklitterne under letsindige rullefald. “Så, Puttepige, nu er det lige om lidt!”, kalder jeg og løfter ballen væk fra en aggressiv tidsel. Min kåde hvalp ryster de fine korn ud af pelsen og sætter sig til rette op af mig. Kysser hendes havsalte kind.

Sommerferiepige – så længe det varer …

Himmelgløden er slukket og tæppet gået ned. Køjesengen kalder. Møder gedigne horder af ungdom på stien i tusmørket, beautiful little fools. For dem er strandturen først lige begyndt; bål, kys og lunkne alcopops. Natten lang.

Suk.

Ikke et misundelsens suk men et længselsfuldt et af slagsen. Drømmer mig aldrig tilbage til den hårde og ensomme tid på skolebænken men til de stærke øjeblikke ind imellem i florlet naivitet. Ta’r dog gladeligt det hele med: Hvem der bare kunne få et par dage forærende, hvor lykken kun udfordres af eksamensræs og kærestesorg.

Men konen er i forfald – og ferien snart ovre. Red mod vest og pressede de sidste saftige dråber frihed ud af sommeren med ældstepigen i skuret. Så kunne manden hænge på yngstepigens medicinering og genoptræning i tugthuset. Han klarer det bedre end jeg, der ikke trives i vores hjem. Kan ganske simpelt ikke slappe af i Roskilde.

De seneste fire år har vores lille dobbelthus været min arbejdsplads. Her knokler jeg løs med et job, som jeg ikke selv har valgt, bestemt ikke synes om og under ingen omstændigheder ønsker at beholde. Hvem der bare blev fritstillet … Men nej. Om et par uger slutter Anders’ orlov, og så hænger jeg på immunsvæklingen alene.

Igen.

Tilbage i lyngen.

“Go’morgen lille Ella”, smiler Nora, da hun vågner. Ipaden har allerede babysittet Lillesøster en times tid, da de evig-trætte forældre lige så deres snit til en lur på den anden side. Mor strækker de stive led; av. Må se at finde et par brikse til under de to gamle madrasser – 1,90 er dog en sjælden længde (men sommerskuret et lille sommerskur).

Harley bjæffer os velkommen på den anden side af krattet og lægger sig udmattet ned i græsset igen. Hedebølge allerede fra morgenstunden af. Terrassebrædderne svitser fodsålerne. Parasolen slåes op, brunch i skyggen. “Tak for mad – vi kører lige over til vovsen”. Nora hiver Ella afsted i trækvognen, og så får vi lige et kvarters pause.

Aaaaah.

Vores dejlige super-lukssus-strand var lige lovligt velbesøgt sidst for vores lille immunsvækling, så vi vælger den mindre men knapt så tang-frie for enden af Korevlerne denne gang – kan til gengæld nyde det smukke naturreservat på vejen derud over langbroen.

Næh, goddag! Støder sørme på en bekendt kemo-familie. Eller rettere halvdelen. De andre to ligger på transplantations-afsnittet. Opsplittet ferie – set før her på egnen…

Nora falder straks i snak med den anden raske søster (har måske også en ting eller to til fælles …), og de er næsten ikke til at hive op af havet igen. Men nu vil Ella tilbage. Sandslottet er pyntet færdigt, og hun er træt. Og bleg. Og rystende. Uh, lille Puttepige; måske vi alligevel skulle have holdt fast i kontroltiden på Riget? Blev bare så begejstret, da lægen gav os et par ekstra fridage (og grønt lys til atter at plukke blomster, hurra!), nu tallene var fine ved sidste tjek… Pakker os sammen og aftaler playdate igen i morgen. Befriende at sludre med ligesindede – der skal sgu’ ikke så meget forklaring til. Vi forstår hinanden til fulde!

Og sommerdagene kommer og går. Krydres med kæmpe-is, kølig rosé, grill-mad, hæklerier, krimi-læsning på langs, Kongespil under bøgen og Afrikas Stjerne i skumringen. Nora og jeg fandt sidstnævnte til 25 kr. på det lokale marked – helt klart sommerens bedste scoop sammen med de vidunderlige hot air tin balloons fra Nygårdens gårdbutik.

Nu er vi tilbage i Roskilde. Det regner. Kunne nu godt have blevet hængende deroppe i sommerlandet (hvor solen garanteret stadig skinner), men kommunens hjælpemiddel-gut og børnefys kigger forbi, og så må man jo hellere være hjemme.

Og her er nu også meget hyggeligt. Og trygt …

 

 

Endelig sommer! Pakker taskerne til lille ferie i skuret.

Magnesium, Zovir, Noxafil, Unikalk, Diural, Nifedipin, Prednisolon, Sulfutrim, Prograf i pille-, mixtur-, eller pulverform, sondemad, sondeplaster, iltflaske, iltslange, satmåler, virvar af ledninger og opladere, pepmaske, bleer, éngangs-tisseunderlag vaskeklude, poser, sterilt vand, cremer og éngangssprøjter i minimum seks forskellige størrelser. Og så det løse …

Dropper fyssens ustabile kørestol til fordel for vores gode gamle klapvogn; som er mere terrængående på trods af, at den efterhånden er bakset vind og skæv i alverdens lufthavne. På alverdens lykkelige ferier. For en mindre evighed siden …

Udstyrsstykket fordeles over to biler (hvis yngstepigen nu pludselig må haste til Riget). Og så er der ferie. Eller noget.

“Kloakmester? Han er sgu’da ikke nogen mester, når han graver vores internet over …” kommenterer Nora tørt ved ankomst. Anders klør sig i skægget og bryder hjernen for at finde andre plausible forklaringer på nedbrudet. Men forgæves.

“Pyt!”, pepper jeg, “vi plejer jo at være udenfor fra morgen til aften heroppe, så det kommer vi nok slet ikke til at savne.

Tja, måske, hvis den immunsvækkede fjerdedel af familien ellers måtte bade som de andre tre? Nix, ikke med CVK. Hvad så med en tur på trambolinen? Nå ja, hun er jo stadig halvlam i bentøjet. Så kører vi da bare omkring med trækvognen og plukker en fin buket til terrassebordet? Ah sandt, ingen berøring med planter. Men vi kan da stadig trille lidt rundt i vognen? Jo, hvis vi medbringer sonde-apparatet, da vi er kommet gevaldigt bagud i dagsdosis. Et kvarters strøm tilbage på maskinen – kan nok godt nå en lille tur gennem skoven til vores kære naboer. Gensynsglæde! Vi tilbydes friskplukkede jordbær. Øv, friske bær er på no-go-spisesedlen for ny-transplanterede. Nååå, det skal du ikke være ked af, Putte, vi skal nok finde noget lækkert til dig. Måske en en lille is ved vandet i vores yndlingskiosk? Lyset når knapt at tændes i ungernes øjne, før det slukkes af de brutale hospitalsregler. Ak, det er da også sandt – ingen uemballeret mad fra køle/frostmontre; ingen fastfood. De vildeste bakteriebomber. Efter sigende.

Aaaaargh! Hvorfor fanden skulle internettet da også ryge lige netop nu???

Ih-hvor-skal-vi-allesammen-endelig-hygge-igennem-stemningen er kvast flad som en pandekage af det store grimme isolations-monster. Det ta’r et par triste timer, førend friske skud af familieidyl vover sig op gennem asken på Ground Zero og stykvis giver os sommeren tilbage.

Dukkerten i bølgen blå kan måske erstattes af lille soppetur i haven med tæerne i oppusteligt bassin og måsen på børnestol? Og hvem siger, at en trampolin ikke er beregnet til genoptræning af kravle- og rulleteknik. Naboerne har heldigvis andet en bær i ærmet og trakterer med fine malebøger og små oppustelige dyr. Man kan sagtens plukke blomster i fællesskab ved at udpege de fineste for storesøster. Og i iskiosken står jo faktisk også en fryser med ispinde i papir. Derudover viser det sig, at naboerne til den anden side har fået en lille vovse, som Ella kan lege med (hvis der ellers løbende bades i håndsprit …), og en aflagt cykel i lige Noras størrelse, som hun må få herop til lyngen.

Så ja, det blev da endelig sommer. Bare en anden sommer, end den, vi drømte om. Og jeg spørger bebrejdende mig selv, hvornår vi dog for pokker lærer at acceptere begrænsningerne i Kemoland. Men svaret er:

Den dag alle drømme er væk.

Og der er vi ikke helt endnu …

Kan betragtes som et nederlag – imidlertid en nødvendighed, hvis ikke ungerne skal ryge til storskrald og forældrene på den lukkede.

Mens steoriderne raser i Ella, flygter Nora og jeg op til sommerskuret og lader os omslutte af feriestemningen i skov og på strand. Erstatter iltapparat, satmåler, medicin og blodprøver med kornblomst, hav, birk og leg.

Oh, frihed! Sænker mine trætte fødder i et dampende fodbad på terrassen. Fuglefløjt & kaffetår. “I har været savnet!”, suser det i trækronerne. Likewise.

Der holdes hof; Nora træner halsbrækkende spring på trambolinen med veninden den ene dag, spiser is og sopper med Mormor den næste. Kigger efter frøer, rådyr, pindsvin, firben, larver. Overraskes af en enkelt snog. Tøsen løber skrigende ind i stuen og op på sofaen. “Hjælp, en kæmpeslange!”

Tror den står på skærmtid for Ella og Far derinde på Riget; iPad og Mac. Sidste år var begge mine små føl på græs. I år kun det ene. Ella oplever friluftslivet virtuelt via Hayday – Nora med finkornet sand mellem tæerne.

Kognetiv øvelse: At føle taknemmelighed for ældstepigens sommer uden af sørge over yngstepigens mangel på samme. Ret beset en umulig opgave. Glæden er ikke dyb og inderlig. Smilet altid en kende bittert. Føler mig ikke helt fortjent til mine gode dage med Nora, når resten af familien er lukket inde på Riget.

Prøver prøver prøver. Men uroen indfinder sig efter et par timer, og jeg må op af hængekøjen, væk fra boligbladet. Igang med arbejdet. Græsset skal jo slåes, maden tilberedes. Det går ikke an at dovne. Ingen lediggang og tidsfordriv.

Ikke når de andre to er bag tremmer.

Strandtur, karneval og grillhygge med vennerne i pinsens hedebølge.

Ja, man fristes til at deaktivere sin Facebook-konto for at slippe for de lalleglade opdateringer. Men på den anden side er det efterhånden vores eneste kontakt til omverdenen, den digitale.

Alene siden Ellas uhyggelige fødselsdag har vi haft over 125.000 besøg her på bloggen, og ud over en masse virtuelle kys & kram modtager vi løbende et væld af store, små, sjove, smukke, skæve og spøjse gaver.

Fra nærmeste familie, kæreste venner, venners venner, gamle kollegaer og fra jer, vi aldrig har mødt, men som måske bare ved et tilfælde er faldet over vores historie.

I dag var det ejeren af online-shoppen Pappus, der lige shippede en kassefuld prinsesse-legetøj afsted.

Anede ikke, der var så meget kærlighed i verden. Så go ahead – flash I bare med jeres skønne feriedage, for det er sgu’ lige før, jeg også er kommet i sommerhumør.

Lige før …

Tårerne er væk.

Sidst de fik frit løb var i tirsdags under MusikBeRigets rørende intimkoncert for lille Komagøj. Da the Godfather afløstes af Idas Sommervise begyndte jeg at græde og fortsatte resten af dagen.

Men siden da har de holdt sig tilbage i spænding:

Ella dør, Ella lever, Ella dør, Ella lever …

Hvor meget kan en mor mon holde til, inden hun går i tusind stykker?