Arkiv
Tag "sommerskur"

“Der var engang to søstre”, hvisker jeg gennem masken. Ella famler efter apparatet og trykker et ekstra skud morfin ind i venen.

“De boede i et lille dobbelthus i en hyggelig by”, fortsætter jeg og kigger ind i et par alt for klare øjne med et fjernt blik. “En morgen vågnede Lillesøster ved at fuglene sang unden for vinduet. Sikke en dejlig dag, tænkte hun, jeg må hellere vække Storesøster, for i dag skal vi jo på tur!” Holder en pause og aer en lille sonde-befængt kind. Hvor er det dog godt at se hende igen!

“Hvor skulle de hen, Mor?”, snøvler Ella.

Historien fortsætter, og mens jeg masserer et par tynde lår under dynen pakker familien køletasken og kører  et smut til deres helt eget frodige ferieparadis ved vandet: Deres dejlige lille sommerskur.

“Her hopper de på trampolin, gynger, bygger hule, fisker i åen bag annekset, daser i hængekøjen og besøger naboerne på den anden side af den lille skov. De byder på kølig hvidvin og saft.”

Ella klynker og rejser sig rystende op på albuerne. Hun fatter brækposen og kaster en omgang grønt galde og rødt frisk blod op. Vi pauser fortællingen og fikser nu måsen, der pludselig sejler rundt i flydende sort bæ.

Godt så:

“Når eftermiddagssolen forgylder birkene, slendrer de til stranden og hopper ud i bølgen på den riflede sandbund. Det er godt, de har husket en spand, for så kan de lave et højt sandslot. Det skal pyntes med muslingeskaller. Flot. Nu kan det da også godt være, at de skal se at vende næsen hjemad igen. Op i trækvognen og adsted. På vejen køber de en is.”

“Med ekstra guf, Trulle – lyder det ikke lækkert?”, tilføjer jeg.

Men Ella er faldet i søvn. Jeg putter hendes små kølige arme ind under dynen, afmonterer mundbind/handsker og fatter strikketøjet; gammelrosa uld-pulsvarmere med falske snoninger.

Kan nok godt nå et par pinde inden trombocytterne sættes op …

I morgen må jeg derind. Ind til de koldt oplyste gange. Ind til min lille Mus.

Over tre år er gået med sygdom. Livstruende sygdom. Vi valgte dengang hospitalet som redningsplanke, og også denne gang sætter vi vores lid til den kvalmende kemo. Men for mit vedkommende skete det først i går aftes efter en dag i tænksomhed. Da jeg modtog et foto af min alvorligt syge men frejdige Ella-pige med gulerod & iPad på transplantationsafsnittet stod det soleklart, at:

Jovist er også jeg klar til at kæmpe en sidste kamp!

Men så har de næste par måneder dæleme også at leve op til mine forventninger. For jeg kører på pumperne her. Der er ikke meget energi tilbage i den gamle sekretatiatschef, kan man vist roligt sige. Selv de mindste hverdagsopgaver er blevet komplet uoverskuelige:

Det krævede stor pædagogisk tilgang og tålmodighed fra Amandas side at guide mig igennem en så simpel sag som sortering af gammelt børnetøj forleden. Jeg udskyder min latte, hvis espressomaskinen er løbet tør for bønner eller vand. Spiser Nora af med toast i stedet for havregryn til morgen, hvis mælkekartonen er tom.

Det eneste jeg orker pt. er en tur i sommerskuret eller en stund med hækletøjet i stuen – vind i håret eller krea i hånden. Intet mere.

Og i morgen er der vagtskifte.

Pis.

Hyggetur til skuret med Mormor for at se om alt er, som det skal være.

Et vintertjek i ny og næ skal der til, synes jeg. For lige at sige hej til min lille fritidshybel og fortælle, at vi skam ikke har glemt dase-livet i skovhaven. Vi vender stærkt tilbage til sommer.

Hvis altså sommeren nogensinde kommer til Kemoland igen …

Hun er sgu’ ikke til at blive klog på, hende frk. Kemoged: 1. juledag gik Ella amok over at skulle til svampekur på Riget; i dag ville hun slet ikke med hjem igen, da infusionen var færdig!

Havde begge piger med derind, så Anders kunne få sig et par uforstyrrede timer hjemme. Og uforstyrret var der i hvert fald ikke i bilen tilbage mod Roskilde det første kvarters tid, men halvvejs faldt hun heldigvis til ro, så jeg kunne få tid til en lille telefonsludder med dejlige Marie Louise.

Inden Holbækmotorvejen splittede op mod Rødby og Sj. Odde, havde vi nået at runde alt fra PMS til nytårsmad, og på hendes opfordring bringes hermed – til alle jer skønne læsere derude – Kemolands menuforslag til nem og lækker.

Honning-laks (Stines opskrift fra mødre-wknd i Sommerskuret): Køb en hel frisk lakseside – Super Best har nogle gode. Smør den rundhåndet ind i honning. Smut, grovhakhak og fordel en pakke mandler oven på honningen. Pres til sidst en halv citron eller lime og drys med timian. Ind i ovnen 20-25 min. – ud og træk ti min. Server evt. med creme fraiche-dressing, kartofler, lune rejer og salat.

Endelig kan jeg vise den færdige Merino-sag frem.

Resultatet blev hverken til sengekast i sommerskuret eller hyggeplaid i dobbelthuset. Nix, det blev til min søsters julegave, og hun har selv valgt farven på afslutningskanten uden at vide det. Meget tystys – derfor først fotos af det afsluttede hækle-projekt nu.

Tæppet blev efterhånden ret så uhåndterligt at arbejde med og tungt at transportere rundt, så den sidste maske har været halvlænge undervejs; opstartet til strikke-weekend i lyngen kort efter Ellas raskmelding og afsluttet på Rigets Børnekræftafdeling ved hendes tilbagefald.

Indspundet den største glæde, den dybeste sorg …

Spøjst sådan at have to hjemkommuner, hvor man går som lokal forfatter.

“Et sommerhus som ladestation” er overskriften på Nordvestnyts indlæg om KEMOLAND, mig og så mit sommerskur.

Troede egentlig, at det skulle blive til en længere artikel, men den er åbenbart endt som billedserie. Gisp, hvor grænseoverskridende at få offentliggjort et hav af fotos af sig selv uden at se dem først. Lidt ligesom at være live i tv. Men hun har ellers øje for at indfange stemningerne med sin linse, den rare fotograf.

Kommer sådan til at savne mit lille grønne paradis vinteren over …

Går en kold tid i møde.

Maria og Stine hopper med i bilen til sommerskuret. Klargøring af hytten på programmet; sne og slud på vej. Tyvstartede sidste weekend med frost-sikring af vandrør og -tanke, mens jeg blev interviewet til sommerlandets lokalavis.

Vi mødes af det vildeste kloakkerings-kaos i lyngen og må parkere hos naboen på den anden side af vores lille skov. Pumperne kører åbenbart i døgndrift for at nå tilfredsstillende grundvandssænkning.

Bli’r skønt at slippe af med den klamme septiktank

Der arbejdes: Trampolinen rengøres og får lunt dækken på. Legesager, havemøbler og parasol bæres i redskabsskuret. Dyner  og puder emballeres og arkiveres. Køleskabet tømmes. Sådan.

Tusmørket sænker sig. En stor smuk birke-stub transporteres ud til bilen på pigernes legevogn – den skal fremover bo hos Stine.

Skål! Hvidvin og vanille-gifler foran brændeovnen, inden strømmen afbrydes. Lukke, låse og på med pandelampen. Tre veninder snubler sig fnisende gennem det kulsorte vildnis og finder bilen. Finder Roskilde. Finder dejlig indisk middag i centrum.

Vi kommer og vækker dig igen til foråret, kære sommerskur, det lover vi. Når den mørkeste tid er vel overstået. Så pynter vi op til fest. Fejrer – med flagranker og kulørte lamper i trækronerne – at du stadig er i vores liv. At vi for anden gang kan byde foråret velkommen i lyngen.

Og i familien.

Gode nyheder fra dagens stuegang på Riget:

Nu kun 0,03 % leukæmi tilbage i knoglemarven, viser grundig analyse af tirsdagens biopsi!

Tårerne triller, og solen titter frem mellem træerne på stien til sommerskuret.

 

Svampejagt i skoven, ild i brændeovnen og leg i efterårsløvet. 2 x 2 veninder. Marie Louise og datter kom på visit i sommerskuret og blev, til mørket faldt på.

For hver dag, der går, holder jeg en lille bid mere af min fritidshybel. En lille ekstra bid luft og energi. Stortrives i naturen deroppe. Simple living i lyngen for fulde gardiner. Og frihed. Følelsen følger med hjem til Roskilde. Lidt som at have køreklar bil stående i carporten; man kan suse til verdens ende, lige når man lyster – og selv om man ikke gør det, så giver bare tanken et ekstra boost.

Min sommerstue, mit efterårshi – a Room of My Own.

Nora ligger og snorker efter en dejlig sidste efterårsferiedag, men inden hun lukkede øjnene i, foreslog hun, at vi inviterede til party:

“For hvor har vi altså mange gode venner, og er det egentlig ikke dumt kun at holde fest, når man er glad for noget, for så er man jo allerede i godt humør. Hvorfor fester man aldrig, når man er ked – det er da dér, man har mest brug for det?”

Min kloge pige – hvor jeg dog elsker hendes logik.

Efter en skøn weekend i skuret – seks personer under samme lille tag med ild i brændeovnen – er der ro på nerverne. Tror jeg dropper den der ekstra-test, jeg fik tilbud om i sidste uge og ringer til Riget. Sygeplejersken viderestiller øjeblikkelig samtalen:

“Nej, det går ikke”, fortæller en komplet ukendt læge mig i røret, “hun skal ind, og det haster – helst i dag eller i morgen! Hun havde jo et kraftigt fald i trombocytter, som vi skal tjekke …”

Jeg forklarer ham, at det jo var mig selv, der var alarmeret og havde bedt om en ekstra prøve – ikke lægen.

“Nej nej, ud over de lave tal, er der jo fundet umodne røde blodceller i prøven, så det er meget vigtigt at få hende ind med det samme!”

Den velkendte isnende og brændende fornemmelse i maven. Summen for ørerne, sitren i benene. Hvad er det han siger? Umodne røde blodceller??? Forsøger at få en forklaring, men samtalen afsluttes.

Sidder og stirrer frem for mig i sofaen. Farer op, da telefonen ringer. En sygeplejerske vil gerne booke en tid i morgen til os. Jeg ryster og beder om at tale med vores egen behandlende læge, som vi kender. “Han er ikke her i ambulatoriet – han ta’r sig vist af de indlagte børn oppe på afdelingen i dag.” Nu vender angsten til vrede: “Jeg forstår ikke noget – hvornår er de der dårlige prøver kommet retur, og hvorfor er jeg ikke blevet informeret noget tidligere? Jeg nægter at få den her slags beskeder af andre end Ellas kontaktlæge. Bed ham derfor ringe mig op øjeblikkelig, tak!”

En halv time senere ringer vores egen gode læge og forklarer mig i rolige vendinger, at der er drysset nogle skæve tal ind efter maskin-tællingen et par dage efter sidste prøve. De skal naturligvis undersøges manuelt ved udstrøg, og derfor skal vi ind til ekstra-tjek. Ni ud af ti gange er det bare krusninger i blodet, der retter sig.

Men hvad så med den ene gang ud af 10? Ja, jeg ved det jo godt indeni. Så er der tale om tilbagefald af kræften.

Min lille Ella har været træt, bleg, haft ondt i benene, blå mærker og manglet appetit. Men det slog lægen ved sidste kontrol jo hen med børnehavestart. Angsten forsvandt nu aldrig, den ulmede i mig og er nu på sit højeste.

I morgen tager Anders Ella til den aftalte blodprøve på Riget, og senere på dagen skal det så vise sig, om vi har haft vores sidste dag i friheden, og om vi skal igennem hele møllen endnu en gang.

Har ikke flere ord. Slut for nu.

At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det, der smerter,
og kærligheden er og bli’r
og hvad end hele verden si’r
så har den vore hjerter.

Tekst: Jens Rosendal

Nu er tiden inde til at give slip!

For ti minutter siden blev KEMOLAND sendt i trykken, og løbet er kørt i forhold til rettelser og kommentarer. Min indflydelse på projektet er ovre – mit arbejde afsluttet. Nu er der kun en uges ventetid tilbage, og så sidder jeg med min bog i hånden.

For fem minutter siden kom Ella hjem fra børnehave, og hun fortalte om en dejlig dag, da hun glædestrålende hoppede indenfor i gummistøvler og regndragt. Vores orlov er ved at være slut – symbiosen mellem os skal opløses, og vi skal lære at leve hver for sig, mig og Lillepige.

Føler mig fri – lige i dette sekundt er alt muligt. Håber jeg bliver deroppe i skyerne lidt længere end vores sommerhus-drage i lørdags …

Dejlig dag i sommerhusland. Elsker elsker elsker vores skur (tror sågar selv manden også så småt er ved at vænne sig til omgivelserne …).

Pakkede hurtigt lidt skiftetøj og afsted til Paradiset. En kurvfuld røde blommetomater ventede os heroppe i kapilærkassen samt et par lyserøde prinsesseglas fra genboen. Ungerne tæskede rundt i skoven med dukker i trækvogn, mens Anders fik løst Sudoku og jeg læst i min roman til litteraturklubben. Tog senere et slag Kalaha med Nora. Og besluttet mig for at udskyde græsslåningen til i morgen …

Ahhh – heroppe virker alt mere overkommeligt. Selv gårsdagens chokerende dødsfald kommer lidt på afstand.

Lidt.

Sygeplejerske i røret: “Prøverne fra Seruminstituttet er fine, skulle jeg hilse og sige fra lægen – jeg kan ikke give jer alle tallene, men han var i hvert fald tilfreds, og I skal bare fortsætte efter planen!”

Jeg spørger febrilsk ind til sygeplejerskens besked: “Hvilken plan? Altså børnehaveindkøringen, eller hvad? Alt er tiptop, og hun er dækket med alle vaccinerne, hun har fået, fra nu af, er det rigtigt forstået? Altså både di, tri, klip, klop, klap, eller hvad de nu hedder???”

Hun gentager, at planen følges, og jeg konkluderer i en glædesrus, at vi er ude. Jeg kysser min lille Ella Puttegris.

For alvor færdig med isolationen efter mere end 2 1/2 år i fængsel.

Endelig fri!!!